Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min verden er på hoved

Hej

Jeg har brug for hjælp

For halvandenår siden blev jeg diagnosticeret med en permanent tarmsygdom, som har og vil ændre mit liv.

Jeg har været exceptionelt meget syg i 8. og dele af 7. klasse. Nogle af de symptomer som jeg har ligget hjemme med er: Kraftige mavesmerter, diarre med blod i og voldsomme opkastninger. Disse sygedage har på virket mine karakterer, ikke helt vildt meget, men så det kan mærkes.

Her i starten af 9. klasse har der været ro på. Men jeg har aldrig haft det værre.

Jeg føler mig håbløs, ligegyldig, anspændt, uelsket, ked af det, ynkelig og er meget træt.

Jeg har haft låg på disse følelser og tanker i meget langt tid, men i midt 8. klasse fortalte jeg min lære lidt om det. Hun henviste til sundhedsplejersken og informerede mine forældre. Derfra fik jeg en hospitalspsykolog som har lidt forstand på min sygdom. Indtil videre har det ikke hjulpet så meget.

Jeg er ikke den dreng med mange venner, der drikker, ryger og fester hver fredag. Jeg befinder mig mest der hjemme i mine egne tanker og spiller videospil. Jeg kommer kun ud når jeg skal arbejde, i skole eller træne. Har det bedst alene.

Er ikke meget for at være alt for meget i fokus, så når folk spørger mig om hvordan det går med mit sygdomsforløb, fryser jeg og det blive tit meget akavet.

Jeg har meget svært ved at åbne mig for mine forældre. Jeg har haft tanker om at gøre en ende på det hele, men kom fra det igen, fordi jeg syntes ikke jeg kunne byde mine forældre det. (Har aldrig fortalt nogen om dette og har ikke planer om det. Skriver det kun fordi det er anonymt)

Her for et par uge siden begyndte jeg at snakke med den samme lærer som jeg havde snakket med før hen. Jeg ville bare fortælle lidt om hvordan det gik i mit sygdomsforløb, men jeg åbnede mig lidt for meget op og det endte med at blive en lidt mere psykisk samtale.

Efter denne samtale blev det hele meget værre. Jeg begyndte at få tanker om at hun og andre var ligeglad med mig. Fordi jeg tænker at jeg bare er hendes arbejde og jeg skal bare videre i systemet. Når tankerne bliver alt for slemme så begynder jeg at ryste og trykke hoved ned i skulderen som hvis jeg havde ondt i nakken.

Dette fortalte jeg hende, og hun fortalte mig at hun tror at mine tanker løber af sted med mig.

Nu er mine tanker alle vegne og de bliver værre og værre. Jeg overvejer at stoppe med at snakke med hende. Men det ville gøre lidt ondt at sige til hende, fordi hun er et sødt og rart menneske.

Jeg har bare virkelig brug for et kram fra en der ikke er et familiemedlem, der føler med mig og jeg kan snakke med. Det ville jeg gerne blive ved med at snakke med hende, men hun er min lærer og hun bliver nødt til at holde sig professionel i forhold til sit arbejde.

Hjælp mig.

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige dreng.

Mange tak for dit brev. Du fortæller meget ærligt, og på en måde så jeg tror, alle forstår dig, om, hvordan det er at have kronisk tarmlidelse. Og hvordan det har påvirket dit sociale liv, dine følelser og tanker. 

Det første jeg vil sige, som nok også er det vigtigste, er: Du er allerede i gang med at hjælpe dig selv. Du har taget kontakt til et menneske, du stoler på. Et menneske som får dig til at blive så tryg, at du åbner op for de tanker, som du ellers holder nede. Nemlig din lærer. 

Du fortæller, at du har behov for et kram, medfølelse og tid til at snakke med én, der ikke er familie. Det er så forståeligt. Og det lyder, som om din lærer er præcis den person, som kan give dig det.

Alligevel er du er bange for, at du for hende bare er ”et stykke arbejde”, som skal videre i systemet. Men sådan tror jeg slet ikke, det er. De fleste mennesker er glade for at hjælpe. Og din lærer ser dig ikke kun som elev, men også som en dreng, der lige nu har det svært. Jeg tror faktisk, hun holder meget af dig. 

Lige nu spekulerer du meget på, om det er ok med hende at tale med dig. Men husk på, at hun er voksen og en professionel lærer, der godt ved, hvor grænsen går. For din egen skyld, synes jeg dog, at du skal fortælle til hende, at du har det sådan. Bekymringer har det nemlig med at forsvinde, når de bliver sagt. 

Dine tanker om at føle sig håbløs, ligegyldig, anspændt, uelsket, ked af det, ynkelig og meget træt er en meget forudsigelig reaktion på, at du har været syg. Og endda så syg, at du ikke har kunnet leve et almindeligt ungdomsliv. Og det fornemmer jeg, at du savner. Så måske er det ved at være tid til, at du får hjælp til at komme lidt mere væk hjemmefra? Kunne du tale med din lærer om det. Og også med dine forældre? For selvom jeg fornemmer, at du ikke vil bekymre dem, så vil det sikkert være godt for dig at mærke deres støtte. Og jeg tror faktisk, de vil blive glade for, at du åbnede lidt op. 

Unge med en kronisk sygdom er virkelig udfordrede. Samtidig med at sygdommen tapper for kræfter, skal man tackle pubertetsudvikling (som er hård i sig selv!), frigørelse fra forældre, OG passe skolen. Det er klart, at du synes, det hele kan være svært. Prøv at læse mere om emnet her: http://www.danskepatienter.dk/tema/unge-kronisk-sygdom

Jeg ved ikke, hvilken tarmsygdom du har, men her er en hjemmeside som i hvert fald har gjort mig klogere på konsekvenserne af kroniske tarmlidelser. Måske kender du den allerede: http://www.ccf.dk/medier/mandag-er-en-lortedag

Jeg tænker, at du nok kunne have gavn af at være i et fællesskab med andre unge. Ens lidelser bliver nemmere at klare, hvis man er sammen med ligesindede. Colitis-Crohn Foreningen har fx Ungemøder og Ungekurser. Og også en Facebook-gruppe hvis du er interesseret, og synes det er relevant.

Hvis du for i øvrigt slet ikke synes, at du har gavn af at tale med den psykolog, du går hos nu, vil jeg foreslå, at du får en anden. Man skal have god kemi med sin psykolog, før det "rykker". Så hjælper det til gengæld rigtig godt. Psykologer ved godt, at det nogle gange er sådan med en klient og er derfor vant til, at deres patienter ønsker at skifte psykolog. 

Det er godt at høre, at du ikke vil gøre alvor af dine tanker om selvmord. Jeg synes dog, du skal fortælle om dem til psykologen eller læreren. Hvis du føler tankerne blive påtrængende må du ikke vente med at snakke med nogen. Ring til os, hvis du ikke kan få fat i din lærer. Eller ring til Livslinjen på 70 201 201. 

Jeg håber, mit svar har hjulpet dig. I øvrigt må du altid gerne ringe til os 116111, og snakke mere om, hvordan du har det. Det er anonymt, og vi er gode til at lytte.

Kærligst, BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat