Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min verden er på hoved

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige dreng.

Mange tak for dit brev. Du fortæller meget ærligt, og på en måde så jeg tror, alle forstår dig, om, hvordan det er at have kronisk tarmlidelse. Og hvordan det har påvirket dit sociale liv, dine følelser og tanker. 

Det første jeg vil sige, som nok også er det vigtigste, er: Du er allerede i gang med at hjælpe dig selv. Du har taget kontakt til et menneske, du stoler på. Et menneske som får dig til at blive så tryg, at du åbner op for de tanker, som du ellers holder nede. Nemlig din lærer. 

Du fortæller, at du har behov for et kram, medfølelse og tid til at snakke med én, der ikke er familie. Det er så forståeligt. Og det lyder, som om din lærer er præcis den person, som kan give dig det.

Alligevel er du er bange for, at du for hende bare er ”et stykke arbejde”, som skal videre i systemet. Men sådan tror jeg slet ikke, det er. De fleste mennesker er glade for at hjælpe. Og din lærer ser dig ikke kun som elev, men også som en dreng, der lige nu har det svært. Jeg tror faktisk, hun holder meget af dig. 

Lige nu spekulerer du meget på, om det er ok med hende at tale med dig. Men husk på, at hun er voksen og en professionel lærer, der godt ved, hvor grænsen går. For din egen skyld, synes jeg dog, at du skal fortælle til hende, at du har det sådan. Bekymringer har det nemlig med at forsvinde, når de bliver sagt. 

Dine tanker om at føle sig håbløs, ligegyldig, anspændt, uelsket, ked af det, ynkelig og meget træt er en meget forudsigelig reaktion på, at du har været syg. Og endda så syg, at du ikke har kunnet leve et almindeligt ungdomsliv. Og det fornemmer jeg, at du savner. Så måske er det ved at være tid til, at du får hjælp til at komme lidt mere væk hjemmefra? Kunne du tale med din lærer om det. Og også med dine forældre? For selvom jeg fornemmer, at du ikke vil bekymre dem, så vil det sikkert være godt for dig at mærke deres støtte. Og jeg tror faktisk, de vil blive glade for, at du åbnede lidt op. 

Unge med en kronisk sygdom er virkelig udfordrede. Samtidig med at sygdommen tapper for kræfter, skal man tackle pubertetsudvikling (som er hård i sig selv!), frigørelse fra forældre, OG passe skolen. Det er klart, at du synes, det hele kan være svært. Prøv at læse mere om emnet her: http://www.danskepatienter.dk/tema/unge-kronisk-sygdom

Jeg ved ikke, hvilken tarmsygdom du har, men her er en hjemmeside som i hvert fald har gjort mig klogere på konsekvenserne af kroniske tarmlidelser. Måske kender du den allerede: http://www.ccf.dk/medier/mandag-er-en-lortedag

Jeg tænker, at du nok kunne have gavn af at være i et fællesskab med andre unge. Ens lidelser bliver nemmere at klare, hvis man er sammen med ligesindede. Colitis-Crohn Foreningen har fx Ungemøder og Ungekurser. Og også en Facebook-gruppe hvis du er interesseret, og synes det er relevant.

Hvis du for i øvrigt slet ikke synes, at du har gavn af at tale med den psykolog, du går hos nu, vil jeg foreslå, at du får en anden. Man skal have god kemi med sin psykolog, før det "rykker". Så hjælper det til gengæld rigtig godt. Psykologer ved godt, at det nogle gange er sådan med en klient og er derfor vant til, at deres patienter ønsker at skifte psykolog. 

Det er godt at høre, at du ikke vil gøre alvor af dine tanker om selvmord. Jeg synes dog, du skal fortælle om dem til psykologen eller læreren. Hvis du føler tankerne blive påtrængende må du ikke vente med at snakke med nogen. Ring til os, hvis du ikke kan få fat i din lærer. Eller ring til Livslinjen på 70 201 201. 

Jeg håber, mit svar har hjulpet dig. I øvrigt må du altid gerne ringe til os 116111, og snakke mere om, hvordan du har det. Det er anonymt, og vi er gode til at lytte.

Kærligst, BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat