Min verden er på hoved
Hej
Jeg har brug for hjælp
For halvandenår siden blev jeg diagnosticeret med en permanent tarmsygdom, som har og vil ændre mit liv.
Jeg har været exceptionelt meget syg i 8. og dele af 7. klasse. Nogle af de symptomer som jeg har ligget hjemme med er: Kraftige mavesmerter, diarre med blod i og voldsomme opkastninger. Disse sygedage har på virket mine karakterer, ikke helt vildt meget, men så det kan mærkes.
Her i starten af 9. klasse har der været ro på. Men jeg har aldrig haft det værre.
Jeg føler mig håbløs, ligegyldig, anspændt, uelsket, ked af det, ynkelig og er meget træt.
Jeg har haft låg på disse følelser og tanker i meget langt tid, men i midt 8. klasse fortalte jeg min lære lidt om det. Hun henviste til sundhedsplejersken og informerede mine forældre. Derfra fik jeg en hospitalspsykolog som har lidt forstand på min sygdom. Indtil videre har det ikke hjulpet så meget.
Jeg er ikke den dreng med mange venner, der drikker, ryger og fester hver fredag. Jeg befinder mig mest der hjemme i mine egne tanker og spiller videospil. Jeg kommer kun ud når jeg skal arbejde, i skole eller træne. Har det bedst alene.
Er ikke meget for at være alt for meget i fokus, så når folk spørger mig om hvordan det går med mit sygdomsforløb, fryser jeg og det blive tit meget akavet.
Jeg har meget svært ved at åbne mig for mine forældre. Jeg har haft tanker om at gøre en ende på det hele, men kom fra det igen, fordi jeg syntes ikke jeg kunne byde mine forældre det. (Har aldrig fortalt nogen om dette og har ikke planer om det. Skriver det kun fordi det er anonymt)
Her for et par uge siden begyndte jeg at snakke med den samme lærer som jeg havde snakket med før hen. Jeg ville bare fortælle lidt om hvordan det gik i mit sygdomsforløb, men jeg åbnede mig lidt for meget op og det endte med at blive en lidt mere psykisk samtale.
Efter denne samtale blev det hele meget værre. Jeg begyndte at få tanker om at hun og andre var ligeglad med mig. Fordi jeg tænker at jeg bare er hendes arbejde og jeg skal bare videre i systemet. Når tankerne bliver alt for slemme så begynder jeg at ryste og trykke hoved ned i skulderen som hvis jeg havde ondt i nakken.
Dette fortalte jeg hende, og hun fortalte mig at hun tror at mine tanker løber af sted med mig.
Nu er mine tanker alle vegne og de bliver værre og værre. Jeg overvejer at stoppe med at snakke med hende. Men det ville gøre lidt ondt at sige til hende, fordi hun er et sødt og rart menneske.
Jeg har bare virkelig brug for et kram fra en der ikke er et familiemedlem, der føler med mig og jeg kan snakke med. Det ville jeg gerne blive ved med at snakke med hende, men hun er min lærer og hun bliver nødt til at holde sig professionel i forhold til sit arbejde.
Hjælp mig.