Min mor har stress
Min mor har stress og jeg får angst hver gang hun tager på arbejde om aftenen hvad skal jeg gøre
Børnetelefonen
Kære pige på 12 år.
Hvor er det bare sejt, at du har haft mod til at skrive til os. Det kan føles rigtig hårdt, når en forælder har fået stress, og det er noget, som tit påvirker hele familien.
Mange børn, som har en stresset forælder oplever, at de bekymrer sig meget om, hvordan deres mor eller far har det, og at det kan fylde meget i tankerne. Er det mon noget, du kan genkende?
Det lyder bestemt ikke rart, at du føler dig angst, når din mor tager på arbejde om aftenen. Er det mon fordi du er bange for, at der sker hende noget, mens hun er væk? Jeg ved ikke, om det er sådan du har det. Men mange børn i samme situation som dig, har den følelse. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre.
Jeg tænker på, om hvordan det mon ser ud hjemme i din familie, og hvem der ellers er hjemme til at passe på dig, når din mor er på arbejde. Når man er barn, har man nemlig brug for, at der er voksne, som passer på en og kan støtte en.
Mon der er en anden voksen i din familie eller en sød lærer, som du kan fortælle om, hvordan du har det? Det er nemlig de voksnes ansvar at sørge for, at du har det godt, og at du ikke går rundt og føler dig angst. Derfor er et en rigtig god idé at tale med en voksen om det.
Når en mor er syg, så er det tit noget som er svært for hele familien. Jeg tænker, at både du og din mor har brug for noget hjælp til at komme igennem en svær periode.
Det er sådan, at alle kommuner tilbyder gratis rådgivning til familier. Derfor kan din familie kontakte den kommune, I bor i, og få hjælp til, hvordan I kan få det bedre.
Du har allerede vist en stor styrke ved at skrive herind. Jeg håber, at du kan bruge den styrke til at tale med en voksen i dit liv, så du og din familie kan få noget hjælp. Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst
Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.
Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.
Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.
Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.