Kære pige,
Det lyder som om, at du har rigtig meget på hjerte, og jeg vil gøre mit bedste for at give dig et svar, du kan bruge.
Jeg kan godt forstå, at det er smadder svært at gå med de tanker om dit udseende. Jeg kommer til at tænke på, om det mon er noget, du har snakket med nogen om? Er det nogle tanker, du går med alene?
Du skriver, at du har oplevet en form for overgreb. Det er svært for mig at forstå, hvad præcis det er, du har oplevet – men jeg vil alligevel prøve at give dig de bedst mulige råd. Du skriver, at du har haft det svært i din barndom, og at du derfor ikke har kontakt til din familie. Det lyder meget voldsomt, det du har været ude for, og jeg kan sagtens forstå, at det gør dig ked af det at tænke på. Det er også forståeligt, at du er bange for at være ved lægen og for nåle.
Du skriver, at du har fået fysiske ar efter, at du er blevet bundet og skåret i med en hobbykniv. Det er virkelig alvorligt, det du har været udsat for, og det er derfor rigtig vigtigt, at du får snakket med nogle – især om det. Jeg kommer til at tænke på, om der mon er nogen, du i forvejen snakker med? Og om du allerede er i en form for behandling?
Det lyder virkelig ikke som om, det er let for dig. Og at du beskriver at have det så svært med din krop i dag, giver god mening, når du fortæller om de svigt og den mishandling, som jeg forstår har fundet sted. Det lyder som om at du fortsat sætter lighedstegn ml. din krop og mishandlingen? Jeg forstår hvorfor. For dine ar minder dig om det. Men du er meget mere end det, og du er stærkere nu, fordi du har handlet for at få det bedre. Du har skrevet herind. Det er så godt gået!
Ved sygeplejersken eller lægen, hvad du har været udsat for? Har du haft politianmeldt situationen? Hvad med dine forældre eller andre voksne i din familie? Er det måske derfor du ikke længere ser dine forældre?
Én ting er at sygeplejersker og læger kan se dine fysiske ar, men det er også vigtigt, at de kender til det selvbillede, du beskriver at have. Hvis ikke du har lyst til at dele det med dem du er i kontakt med i sundhedsvæsenet, er der så andre, du kan tænke på? Fx. en god veninde, kæreste, psykolog eller en underviser? Grunden til at jeg så gerne vil have dig til at dele tankerne med andre end mig, er, at du så præcist har skrevet dine følelser og tanker ned i brevet her. Og for at du kan få det bedre, så handler det som jeg ser det, meget om at arbejde med de oplevelser du har haft tidligere. Og dermed så også med opfattelsen af dig selv og din krop nu. Giver det mening?
Det er nemlig svært med den verden, vi lever i. Man kan glemme at alle de billeder, man ser på de sociale medier, ikke præsenterer, hvordan alle kroppe ser ud. Både mænd og kvinder er forskellige – men jeg kan sagtens forstå, at man måske kan glemme det, når man ser de billeder på de sociale medier. Selvom det måske ikke hjælper det store, kunne det måske være en idé at slette din social medie profil, hvor du oplever at blive mest ked af det? Du kunne starte med at gøre det for en periode. Hvis det fx. var på Instagram, kunne du måske lukke profilen for en stund? Hvordan ville det være? Så ville du være lidt i fred for al den “mediestøj”.
Det er meget vigtigt, at du ikke sidder alene med alle de her tanker og følelser. Det er vigtigt, at du får snakket med en.
Jeg synes, at det er så sejt, at du rækker ud igen. Du må altid skrive igen til BørneTelefonen – du er også meget velkommen til at ringe til os på tlf: 116111. Jeg tror, at det vil være rigtig godt for dig at få snakket noget mere med en voksen.
Alt det bedste,
BørneTelefonen.
