Min kæreste er ældre end mig!

Hej, jeg er en pige på 15.

Der er hændt mig det, at jeg har fundet mig denne fantastiske kæreste! Som simpelthen opfylder alle mine behov! Vi mødte hinanden på internettet, men har været sammen mere end 10 gange på to måneder. Han bor på Sjælland og jeg i Jylland.

Vi griner, hygger og kan tale om alt mellem himmel og jord. Det er meget hurtigt gået hen og blevet meget seriøst og vi er blevet mere seriøse omkring det hele. Vi kan ligge og tude af glæde sammen, og bare være så lykkelige at vi bliver virkelig rørte. Ja, vores bånd er bare blevet ubrydeligt!

Der er bare det lille “problem”, at han er 30. Altså, 15 år ældre end mig.

Jeg valgte, på grund af mit kendskab til mine forældre, at holde det skjult i et par måneder. Indtil min skønne kæreste syntes det blev for meget. Jeg fik taget mig sammen og fortalte dem om mit forhold til ham.

De reagerede som forventet, og min far han blev sur og sagde ting som, “Det kommer vi aldrig nogensinde til at acceptere, det sker IKKE” Og han truede med at tage min mobil fra mig så jeg, sjovt nok, ikke ville kunne kontakte min kæreste.

Det skræmte mig så nok til at jeg valgte at stikke af. Jeg stak af over til min dejlige kæreste, som heldigvis tog imod mig, og ville hjælpe mig. Om aftenen fikvi en længere dialog med mine forældre, hvor vi lavede nogle konkrete aftaler. Jeg stak af fredag og SKULLE komme hjem søndag, ellers ville jeg blive efterlyst. Min kæreste og jeg havde en fantastisk weekend og sluttede af med en hel masse tårer.

Jeg kom hjem og blev mødt af min grædende far, mor og søster. Vi tog så hjem til min farmor og farfar, hvor vi fik noget suppe at sunde sig på. De var også helt knust. Min farfar trak mig så tilside, og jeg fik at vide at jeg var ved at ødelægge min familie.

Problemet er bare at jeg oplever min far meget manipulativ og kontrollerende. Hans vredesudbrud kan gøre mig mere end bange og give mig lyst til at tage væk fra ham, for altid.

Hele min familie, min skole (kun kontoret og lærerene), min psykolog og nogle få venner, har fået situationen at vide. Både det med min 30-årige kæreste og med at jeg stak af.

Nå, men så kommer 2. gang jeg stak af. Vi havde lavet en aftale om at min kæreste skulle komme på besøg, for at møde mine forældre, en mandag. Lørdagen inden havde jeg så mange nerver på, og var så bange at jeg endnu engang stak af. Grunden til jeg var bange var fordi jeg havde en mistanke om, at mine forældre kun ville se ham én gang og så aldrig igen. Bare for at forhindre mig i at stikke af igen.

Det viser sig så at jeg ikke var klog nok og de fandt ham via sociale medie, hvor de fandt hans adresse. Vi havde, min kæreste og jeg, lavet en aftale om at få ringet rundt dagen efter. Få talt med nogle forskellige instanser og mine forældre. Men inden vi kunne nå det, kom politiet og tog mig med.

Jeg sad i to timer, på en politistation og ventede på at blive hentet af min far. Min far kom så og hentede mig og blev sur. Vi stod og skændtes på stationen, foran en politibetjent. Min far valgte at tage min mobil, computer og ipad fra mig. Og der gik jeg i panik, fordi jeg nærmest ikke nåede at sige farvel til min kæreste. Vi sad og græd nonstop i to timer og var bange, triste og udmattede. Så jeg gik i panik og flippede ud, fordi alle mine frustrationer havde hobet sig op.

Min fars gode ven, stod så og filmede mig. Så de har en optagelse af mig, der står og flipper totalt ud. Jeg flippede dog også ud, fordi min far sagde jeg aldrig måtte kontakte ham igen, og at det er meget forkert, at jeg er sammen med en 30-årig. Jeg fik hele tiden at vide, at han bare er en manipulativ og udnyttende mand, selvom de ikke kender ham.

Vi kørte så til Jylland og var i vores by klokken 03.00, mandag morgen, hvor jeg var blevet hentet af politiet 21.47.
Vi skulle så ind til lægevagten, pga mit flip, så syntes min far det var en nødvendighed.
De sagde dog at det var en normal reaktion, især hos en med angst, som jeg har.

Vi kom så hjem og mine ting var stadig konfiskerede. Jeg går i seng og tænker ikke videre over det. Dagen efter får vi ringet rundt til lidt psykologer og læger for at finde noget hjælp til mig. Jeg går allerede til noget ungekontakt, men jeg mener jeg har brug for noget mere professionelt.

Nå, men vi kom frem til at min kæreste stadig skulle møde mine forældre, fordi jeg gerne ville se ham en sidste gang. Det kunne min far ikke nænne at forbyde mig, så det aftalte vi. Han kom så samme dag.

Nå, men inden han kom fik jeg talt med mine forældre hele dagen, indtil 15.00. Og lige inden min kæreste kom, der konfronterede min far mig med, at han havde kigget min mobil igennem. Han har fundet diverse billeder af mig og af ham. Han har fundet sexvideoer, som jeg gerne ville have til når vi var fra hinanden. Og der knækkede filmen lidt igen. Han flippede fuldstændigt på mig, og imens jeg brød sammen, der kom min kæreste.

Det første lange stykke tid, der var stemingen virkelig tung! Det var svært at få ejret, fordi stemningen var tung og der var rigtig mange tanker i vores alles hoveder.

Min far og min kæreste havde hovedsageligt en dialog, hvor min far kaldte ham for en pædofil, en udnytter og hjernevasker. Hvor jeg selvfølgelig sad og var helt knust, for sådan er han overhovedet ikke! Tvætimod, han er den mest betænksomme, humoristiske og intelligente fyr, jeg nogensinde har truffet.

Men stemningen lettede sig lidt og det blev mere overskueligt. Vi kom frem til en plan, og den plan er at jeg ikke må have kontakt til min kæreste i et stykke tid. Og det er virkeig svært.. Men jeg må ikke skrive med ham eller snakke med ham. Jeg må kun snakke med ham, hvis jeg spørger min forældre om lov først. Men jeg må ikke hver dag.

Og så når vi skal til at mødes, så SKAL det være hos mig og han må IKKE overnatte. Vi kan så i forvejen kun være sammen hver anden uge, fordi han har noget fast hver anden weekend. Så vi ser måske hinanden to dage i måneden, i otte timer. Jeg har et behov for at være sammen med ham så tit jeg overhovedet kan.

I dag talte jeg så igen med min far og mor om det hele, og de siger stadig at det er forkert og han er pædofil. De spørger, hver gang jeg har mobilen fremme, om det er min kæretse jeg skriver med. Den mistillid der er, er utrolig svær at håndtere. Fordi jeg elsker ham virkelig hæjt, han har hjulpet mig med min angst og han gør mig bare så lykkelig at jeg ligger med tårer i øjene, bare ved tanken.

Det jeg vil frem til, er at jeg er rigtig bange for hvad fremtiden bringer. Jeg ønsker at se ham MEGET mere end to dage om måneden. Og længere end 8 timer. Jeg ønsker virkelig også at tage over til ham. M

en jeg er bange for det aldrig bliver til en mulighed, siden ALLE siger det er forkert. Det skal lige siges, at hans familie og venner også er informeret om mig og at også har mødt nogle af dem. Så han holder intet skjult.

Jeg elsker ham og ønsker at være sammen med ham. Hvad kan jeg gøre, for at vi kan være mere sammen.

Også er der noget juridisk, vi kan bruge til vore fordel?

M.V.H en meget fortvivlet pige.