Brev

Min far slår mig hele tiden

Hej

min far slår mig hverdag kvæler mig tramper mig truer mig med knive og slår mig konstant og råber ad mig

og siger at han ikke vil have mig som barn

og han siger jeg ikke må have nogle venner

og jeg overvejer at dræbe mig selv pga min far

Dreng, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 12 år

Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har fundet på at skrive til BørneTelefonen! Vi vil meget gerne hjælpe dig.

Du fortæller, at du ikke har lyst til at leve mere. Jeg tænker, at det er et klart signal om, at du skal have hjælp til at stoppe din far og hans vold mod dig, så hurtigt som muligt.

Det er for alt for hårdt og voldsomt, at du skal udsættes for det hver dag - det er simpelthen ikke tilladt, og det er ikke rimeligt at du skal leve sådan. Du skal have hjælp, så du kan få det godt, og mærke at livet også er godt. Der er nogle voksne, som skal hjælpe med at stoppe din far. Derfor har du gjort det helt rigtige ved at skrive til os.

Den rigtige og bedste løsning er, at du får hjælp til at stoppe din far, så du kan får det godt, og din far skal lære, at han ikke må slå og trampe på dig!

Det, din far gør, er nemlig slet ikke ok. Det er faktisk ulovligt. Forældre må ikke slå eller true deres børn. De må heller ikke tale nedværdigende til deres børn eller forbyde deres børn at have venner. Selvfølgelig har du ret til at have venner! Og du har ret til at føle dig tryg derhjemme. Uanset hvad din far måske siger til dig, er det ikke din skyld, at han behandler dig, som han gør. Din far er voksen og han skal passe på dig.

Det er de voksnes ansvar at sørge for, at deres børn vokser op med omsorg og tryghed. Når forældre ikke selv kan sørge for det, er der nogle andre voksne, som skal gribe ind og hjælpe. Derfor skal du fortælle en voksen, hvad din far gør. Hvem vil være den første voksen, du tænker på at snakke med? Hvornår vil du snakke med denne voksen?

Måske er du bange for, om din far bliver vred? Sådan ved jeg, at andre børn og unge, der bliver slået, har det. Men uanset hvad er det meget vigtigt, at du får fortalt det til nogen voksne, hvis du er bange for din far, skal du også sige det til den voksen, su snakker med. Andre børn og unge i din situation har været meget lettede og glade over at få det sagt, og få stoppet volden.

Måske ved din mor allerede, hvad der sker hjemme hos jer, men det kan være svært for hende at stoppe det. Derfor er det en rigtig god ide, at du fortæller det til en anden voksen. Det kan f.eks. være en lærer på din skole, en pædagog, en i klubben, en nabo eller en vens forældre. Læreren, pædagoger og andre voksne har pligt til at hjælpe dig, når du fortæller hvad din far gør ved dig. Læreren skal ringe eller skrive til kommunen, så du og din far får hjælp.

Kommunen er det sted, som skal hjælpe børn og unge, der ikke har det godt derhjemme. Det er altså godt, at kommunen får af vide, at din far slår.

Du kan også ringe til os på BørneTelefonen på telefonnummer 116111, og fortælle hvad du hedder og hvor du bor, så hjælper vi med at kommunen får besked, så de kan hjælpe dig. 

Hvis det er svært at sige i, at din far slår dig, kan du fortælle ID-nummeret på dit brev - det 12368, så vi ved, at det er dig og kan læse dit brev. Så sørger vi for, at nogle voksne i kommunen får at vide, hvordan din far behandler dig. Det kan også være, at du har brug for, at en voksen, bisidder, fra BørneTelefonen snakker med dig, og tager med til møde på kommunen? 

 

Helt kort skal du altså gøre en af de her ting:

Fortæl en lærer, at din far slår dig, og at du ikke har lyst til at leve pga. din far.
Vis dit brev til en lærer eller en anden voksen, du er tryg ved.
Ring til BørneTelefonen på 116111. Oplys ID-nummeret 12368  på dit brev, eller sig at din far slår dig.

 

Jeg håber inderligt, at du finder modet til at tale med nogle voksne, så din far kan blive stoppet. Vi ved, at der er hjælp at hente, og at du kan få det bedre. Brug det mod, som fik dig til at skrive dit brev, til at tale med en voksen om det.

Jeg ønsker virkelig, at det kommer til at gå dig godt.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat