Kære 16-årige pige
Jeg forstår godt, at du bliver ked af det, når du ser andre have et godt, nært forhold til deres far, for det er naturligt at du gerne vil have en relation til begge dine forældre.
Det jeg fornemmer mellem linjerne på dit brev er, at du frygter, at din far ikke vil være positiv over at du kontakter ham, og måske slet ikke være interesseret i, at I får en relation til hinanden?
Jeg kan desværre ikke love dig, at din far er imødekommende eller savner dig lige så meget som du savner ham. Men jeg tror ikke, at du ikke får ro i sindet før du får kontaktet ham.
Du nævner, at du kunne skrive til ham, og det ville faktisk være mit forslag: Skriv et kort brev, hvor du fortæller at du virkelig gerne vil møde ham. Foreslå f.eks. en kop kaffe på en cafe i nærheden af hvor han bor. Tror du, at du kan finde modet til det?
Hvis han er den mindst smule nysgerrig efter at lære dig at kende vil han møde op, tror du ikke?
Det er selvfølgelig trist, hvis han ikke vil snakke eller ses. Men uanset hvad, så er det ikke din skyld eller dit problem, hvis han fravælger at mødes med dig. Det kan han have flere grunde til, som du og jeg ikke kender. Men det vil aldrig være på grund af dig, eller din personlighed, eller hvad du evt. skriver til ham i et brev. Det håber jeg inderligt at du forstår.
Men prøv nu at give det en chance, og hvis det ikke går som du håber er du velkommen til at kontakte os igen. Måske er det en idé, at du har din mor til at støtte dig eller en anden, du kan dele det med - det kan være en hjælp, hvis din far gerne vil mødes eller ikke vil mødes. Jeg gætter på, at det vil være rart at have en du deler disse tanker og følelser med.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen
