Min bedste veninde er syg
Min bedste veninde siden 0. Klasse er syg med anoraksi.
Vi gik til boksning sammen for to år siden, hun begyndte at tage træningen meget alvorligt, hun gad ikke have slik eller kage, spiste ikke morgenmad og sådan noget, så jeg fik det på fornemmelsen… Jeg fik det at vide i påskeferien for et år siden, hun havde fået konstateret spiseforstyrrelser.
Lægerne mente ikke det var så slemt og tog det ikke særlig alvorligt, men indså lige pludselig at det var slemt og hun blev straks indlagt… Jeg var den eneste af hendes veninder der vidste det, og gik med det selv i lang tid, indtil en anden veninde også fik det at vide, og så hendes klasse, og så bredte det sig bare. Hun kom på sygehuset og fik hjælp, hun blev tvunget med at få en sonde i hvis ikke hun spiste.
Jeg besøgte hende en dag da hun var på hospitalet, og hun måtte ikke træde ud af sengen andet end en time om dagen. Da hun kom på sygehuset så jeg hende aldrig, jo en time da hun var hjemme i en weekend.
Hun blev flyttet til et andet sted så der kun var 30 min. Kørsel til skolen, hun måtte gå i skole de fire første timer af dagen og så skulle hun tilbage til hjemmet, sådan gik det i lang tid indtil hun pludselig ikke var der mere, vi fik ikke noget at vide, selvom min mor kimede hendes mor ned. Indtil en dag hvor jeg mødte hendes mor, og hun sagde at hun var blevet indlagt på sygehuset, hun havde tabt 9 kilo!
I sidste sommerferie skulle hun hjem fordi de kun havde plads til fem, de fem der havde det værst (personalet skulle holde ferie), og det var selvfølgelig ikke hende der havde det værst… Men en uge inden sommerferien meddelte de at hun skulle blive der hele sommerferien, hun var en af de fem på hele sygehuset der havde det værst…
Jeg har læst at man skal blive ved med at holde kontakten, det før vi også, og hendes mor siger at hun synes det er rart at jeg skriver, men jeg må ikke besøge hende, hun har det for slemt,
jeg må ikke skrive hvad jeg virkelig føler, det må jo ikke have noget at gøre med mad! Og jeg vil bare gerne fortælle hende at hun SKAL spise selvom jeg ved at hun bliver sur på mig så og at det ikke vil hjælpe.. Men jeg fatter bare ikke den sygdom!
Nogle gange er jeg nærmest sur på hende fordi hun altid har været en klog pige, og jeg kan ikke forstå hvordan det blev sådan! Jeg savner hende, og jeg har før drømt at hun sidder overfor mig og æder sig mæt, jeg blev så lykkelig! Og så er jeg vågnet op for at se at det hele bare har været en drøm.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere, jeg troede måske i starten at hun ville komme tilbage hurtigt og alt vil blive normalt men jeg ved ikke hvad jeg tror mere. Jeg ved ikke om det også er derfor jeg græder over ingenting nogle gang, jeg går jo i 8. Klasse!
Det er som om det største mareridt er blevet til virkelighed, og jeg vågner aldrig op..