Mange tanker der fylder
Hej Børnetelefonen
Jeg er en pige på 16, som i øjeblikket føler at jeg går rundt med alt for mange tanker om forskellige personlige ting. Det skaber en masse forvirring og det er svært for mig at beskrive præcis hvad jeg føler.
Det bliver (beklageligt vis) et langt brev, men jeg har tænkt mig at fortælle om én ting ad gangen da disse ting simpelthen fylder for meget.
I snart to år har jeg nu skrevet med en fyr som er næsten 4 år ældre end mig selv. Vi blev rigtig gode og tætte venner som nærmest kunne skrive om alt, fx om folk vi var vilde eller havde noget med. Vi var altså bare venner. Men fælles for os begge er at vi ikke længere har forhold til nogen andre på kæresteplan. I virkeligheden har vi måske hele tiden været lidt vilde med hinanden, men har måske bare prøvet at gemme de følelser væk. Dog indrømmede han for et par par måneder siden, at han var vild med mig – og jeg følte det samme. Siden da har vores forhold så ændret sig, da vi er blevet mere kæreste-agtige i den måde vi skriver sammen på. Han har været sammen med mange piger og har meget mere erfaring end jeg har – faktisk har jeg aldrig rigtig haft en kæreste. Vi har ikke mødtes, og jeg er bange for at vi ikke fungerer sammen i virkeligheden. Jeg er også bange for at hvis vi gør, hvordan min familie og venner ville reagere på at jeg var sammen med en som er ældre end mig selv, og så er han meget højere standard end jeg er (synes jeg selv). Alt dét har jeg fortalt ham, men han er overbevist om at jeg er fantastisk, hvilket jo burde føles rart. Jeg føler bare et kæmpe pres. Desuden er han begyndt at spørge om vi er enige om ikke at skulle være sammen med andre – det er han selv holdt op med pga. mig. Jeg tror bare at så længe jeg går rundt med disse bekymringer, har jeg svært ved at beholde følelserne for ham. Desuden er jeg blevet lidt vild med en ung medarbejder (på snart 20 år) på min efterskole, hvilket lyder helt fucked up når han jo nærmest burde betragtes som lærer. Jeg ved at det ville være forkert hvis vi fik et forhold til hinanden der ikke kun var venskabeligt, men havde han ikke arbejdet der tror jeg at vi havde passet utroligt godt sammen. Det plager mig virkelig. Og samtidig føler jeg at jeg ikke er 100% loyal over for ham der er vild med mig, hvilket jeg har den værste samvittighed over. Jeg tror at jeg er meget kræsen i forhold til partnere, så derfor føles denne situation endnu værre. Jeg er ikke interesseret i andre end dem jeg har nævnt, men jeg ved at andre er interesserede i mig. Det er lidt som om jeg med vilje prøver at gøre det besværligt for mig selv, og jeg har en teori om at jeg af en eller anden grund ubevidst tænker at det skal være en kamp at opnå ‘”den eneste ene”. Jeg ved det virkelig ikke. Men samtidig kan jeg jo ikke rigtig vælge hvem jeg får, eller ikke får følelser for.
Jeg har generelt svært ved at lukke folk helt ind, tæt på. Jeg er bange for at såre mig selv, og ikke mindst andre. Det er bare virkelig frustrerende og begrænsende. Jeg ville ønske at jeg kunne ændre på det og bare springe ud i tingene hver gang. Ofte er jeg bare alt for bange for at skulle “falde i springet”, da jeg nok ikke ville vide hvordan jeg skulle komme op igen.
På skolen har jeg fået en del venner, som jeg nu er begyndt at være okay tætte med, uden at jeg deler de her slags tanker med dem, da jeg ikke føler at det er noget jeg kan fortælle til nogen jeg kender. Det lyder nærmest narcissistisk, men jeg er begyndt at føle mig “eftertragtet” – både af ham fyren og så mine venner. Nogle gange giver det en masse selvtillid at så mange gider mig, men samtidig skræmmer det mig da jeg har så svært ved at åbne op, og det gør lidt at jeg “får lyst” til at tage afstand.
I folkeskolen havde jeg det virkelig godt i min klasse, men var heller ikke vant til at være rigtig tæt med nogen. Jeg har været indelukket i mange år, efter mine forældres skilsmisse da jeg var 9. Min far har haft fodlænke på i nogle måneder hvor jeg ikke så meget til ham, efter at have gjort noget ulovligt selvom han på ingen måde er den kriminelle type, men det der skete er svært at tilgive. I dag er vores forhold dog fint, men jeg render jo stadig rundt med dette i bagagen. Min mor har været syg med kræft 2 gange efter skilsmissen. Så der er virkelig ikke noget der har været nemt. Jeg er virkelig bange for at miste alt og alle jeg bare holder den mindste smule af, som jeg tænker er grundet de ting jeg har oplevet. Jeg tror at denne angst er grunden til mange af de bekymringer jeg har. Jeg har gået til psykolog af flere omgange fordi jeg konstant følte mig nedtrykt, men uden at det gjorde nogen rigtig betydning. Sidste år forsøgte jeg igen, og denne gang følte jeg fremskridt da jeg endelig følte nok tillid til en psykolog. Siden da er jeg blevet meget mere åben og social, og det har efterskole virkelig også hjulpet på da man jo er sammen med folk nærmest 24/7. Men selvom jeg har gjort store fremskridt, dukker disse bekymringer alligevel frem. Jeg er bange for at falde tilbage, og derfor følte jeg mig nødsaget til at få mine tanker fortalt til nogen. Det er utroligt rodet, men jeg har prøvet at beskrive mine tanker så godt som muligt og informerende nok uden at skrive tingene til mindste detalje, da det ville blive alt for langt. Jeg overvejer at ringe til jer, da det gennem samtale måske er nemmere at forklare sig og komme ordentligt rundt om tingene – det ved jeg bare ikke helt om jeg har mod på. Jeg håber på måske at kunne få noget hjælp til hvordan jeg skal finde rundt i mine forskellige tanker, problemer og bekymringer. Jeg føler at det er meget komplekse ting jeg skal have hjælp til, så det er forståeligt hvis det kan være svært at finde ud af hvordan man lige skal gribe det an. Men håber alligevel på at høre en andens tanker om de ting der lige nu fylder hos mig.
Vh. Det forvirrede hoved