Brev

Mange problemer

Kære Børnetelefon.

Jeg har rigtig mange og store problemer her for tiden. Jeg har længe tænkt på at skrive her, og nu har jeg endelig taget mig sammen.

Jeg har problemer med “veninderne” med at blive holdt udenfor, blive ignoreret osv. Har været en af klassens mest populære piger. Har for længe siden talt med en lærer om det og der hjalp, men efter det begyndte nogle af pigerne at sige det var dumt at jeg sagde det til læreren osv.

Derhjemme kommer jeg tit op at skændes med mine forældre om ondsvage ting. Jeg har en masse tanker i mig selv om at jeg er for tyk, burde sulte mig selv, skære i mig selv..

jeg har dog en veninde som jeg har ret tit er der for mig. Jeg har fortalt hende min aller største hemmelig om at jeg havde selvmordstanker og nu er hun meget bange for det og skriver til mig hver dag om jeg er okay.

Jeg håber at i kunne være søde at hjælpe mig ved godt at det nok er ret svært at svare på pga mange problemer.

Mvh en pige med en masse dårlig tanker om sig selv

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 13 år 

Jeg er rigtig glad for, at du valgte at skrive herind. For de tanker, du går rundt med, skal man nemlig slet ikke gå rundt med alene. De skal deles. Tak fordi at du havde modet til at dele dem.

Det er alles ansvar, og særligt din klasselærers ansvar at skabe et sammenhold, hvor alle kan være sig selv, bliver valgt til af vennerne og har det godt med hinanden, det betyder at det er ikke den der bliver holdt udenfor der er skyld i det. Derfor skal hele klassen arbejde med fællesskabet og derfor er det nødvendigt at involvere de voksne - læreren. De piger der syntes det var dumt at du sagde det til læreren, kan du sige til, at det ikke kun handler om dig, men om hjælp til hele klassen.

Du kan eventuelt anbefale din lærer at se nærmere på www.alleforenmodmobning.dk. Det er en hjemmeside med inspiration til, hvordan trivslen i en klasse kan forbedres. Du kan også anbefale det tilbud, som vi har hos BørneTelefonen. https://bornsvilkar.dk/radgivning/undervisning/mobning/mobning. 

Jeg vil gerne starte med at spørge dig om, I holder familie møde derhjemme engang imellem - taler med hinanden om hvordan I har det? Og om  dine forældre ved, hvor skidt du har det? Du skal ikke gå med de tanker alene, det er alt for hårdt. Måske ville det være et godt tidspunkt nu, at de får at vide, at du ikke har det godt. Jeg vil her fortælle dig,  hvorfor jeg tænker at det vil gavne dig og hele familien.

I rigtig mange familier tænker man ikke over at ens børn efterhånden er blevet teenager og behovene ændrer sig som den unge bliver ældre. Teenagerens udvikling både mentalt og kropslig, betyder at mange unge føler sig frustrerede og forkerte i disse år, og det kan være ganske ensomt at gå rundt med de følelser.

Når du beskriver at du skændes med dine forældre, så kan det være udtryk for, at I ikke snakker samme sprog, og man kan desværre tit komme til at sige nogle forfærdelige ting til hinanden i kampens hede. Og så kan det kører afsted som en ond cirkel, som kan være rigtig svært at komme ud af og finde frem til det gode forhold.

Ved at holde familiemøde med regler for, hvordan man snakker sammen, kan I forhåbentlig hurtigt komme tættere på hinanden igen og få et respektfuldt forhold. Måske vil det have en positiv virkning på dine tanker omkring dig selv. Hvis du oplever mere forståelse og tryghed derhjemme, vil du måske også kunne mærke det føles rart og det kan give dig selv mere forståelse og tryghed.

Et eksempel på hvordan man kan holde et sådant familiemøde kunne være, at du indkalder familie medlemmerne derhjemme til møde, enten kan du gøre det eller du kan bede dine forældre gøre det. Alle skal komme forberedt til mødet, beskriv hvad de syntes fungerer godt og mindre godt i familien, beskriv hvad de selv kan gøre for at bidrage til at familien kommer til at fungere bedre og alle føler sig godt tilpas. I kan lave aftaler for hvordan man lytter til hinanden, og hvordan man for løst en uenighed. Hvis du tænker at det kan blive svært at få sagt det, du gerne vil sige, så skriv det ned og så kan du læse det højt eller vise de andre det. Så er du sikker på at det hele kommer med.

Måske tænker du at det er en stor opgave at  din familie også skal vide, hvordand du har det. Men du kan vælge at sige lidt eller meget til din familie, dog har jeg talt med mange andre unge, der har prøvet at klare problemerne selv, mange af dem har fortalt mig, at de skjuler deres problemer, fordi de skammer sig over, at de ikke bare klarer livet helt perfekt. Mange vil heller ikke belaste deres forældre med bekymringer. Måske kan du genkende det? De unge der vælger at åbne op til familien, oplever tit at familien viser forståelse og rigtig gerne vil være en tryg familie,

En anden mulighed er, at du taler med en rådgiver hos det, der hedder LMS (det står for Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade). De er gode til at lytte, og de kan hjælpe når man har problemer med at skade sig selv og problemer med mad.  Her vil du kunne få en voksen mentor, som du kan tale med en gang om ugen. Eller en støttegruppe med andre børn og unge, der har det som dig. For du er ikke alene, der er mange andre, der har det som dig og som vil kunne lytte til dig og forstå dig.

Din bekymrede veninde, syntes jeg, du skal sige til at du ikke tager dit liv i morgen, men at du har de kedelige tanker. Din venindes bekymring er udtryk for en masse kærlighed og omsorg. Måske kan du fortælle hende at du savner hendes venskab uden bekymringen. Og det er dejligt at hun din veninde.

Jeg håber og tror på, at du kan få det bedre - og du er allerede på vej til at gøre noget godt for dig selv.  Og så vil jeg endnu en gang sige til dig, at jeg synes, du er så mega sej, fordi du har taget initiativ til at skrive til BørneTelefonen. Tak for det.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat