Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Karakterer og pres

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev og for at dele dine tanker. Når jeg læser dit brev, så er jeg slet ikke i tvivl om, at karakterer fylder rigtig meget for dig. Så meget at de påvirker din tro på egne evner, dit selvværd og din motivation til at gå i skole.

Jeg kan sagtens forstille mig, at det er rigtig svært at være i. Men det er vigtigt for mig at sige, at det er helt okay, at du føler sådan. Og DU er helt okay. Uanset om du klarer dig til topkarakter eller lidt under. Så er DU helt okay, lige som du er!

Jeg ved fra andre, som skriver ind til BørneTelefonen, at det kan være svært at finde en balance i forhold til karakterer. En balance mellem gerne at ville gøre det godt og få gode karakterer. Og samtidig være tilfreds med det man har fået – også selvom det ikke er til den topkarakter, som man havde håbet. Giver det mon mening, når jeg skriver sådan om, at det kan være svært at finde en balance?

Det kan godt være en god ting at have forventninger til sig selv. På den måde holder man sig selv i gang og motiveres til at arbejde lidt ekstra. Men man kan også have alt for høje forventninger til sig selv. Og så kan det omvendte ske – ligesom du beskriver det. Så kan man nemlig miste motivationen.

Jeg tror det er vigtigt for dig, at du øver dig i at sænke forventningerne og kravene til dig selv. Du tænker sikkert, at det er nemt for mig at sige. Men jeg er helt med på, at det er nemmere sagt en gjort. Jeg er også helt med på, at det kommer til at tage lang tid. Men derfor er det også vigtigt, at det er noget du ØVER dig på.

Jeg vil komme med et forslag til en situation, hvor du kan øve dig. Forestil dig, at du får en opgave tilbage, hvor du ikke er tilfreds med den karakter, du har fået. Du har ikke brugt særlig lang tid på opgaven, og du har sjusket lidt. Forstil dig en anden opgave, hvor du heller ikke er tilfreds med den karakter, som du har fået. Den her opgave har du brugt langt tid på, og du har gjort det så godt du kunne – ligesom jeg tror du plejer at gøre. Er det okay, at du er skuffet over dig selv i begge situationer?

Jeg ved ikke, hvad du tænker. Men jeg tænker helt sikkert, at det ikke er fair overfor dig selv at være skuffet i den opgave, hvor du har gjort hvad du kunne. Når du har brugt tid på den og gjort hvad du kunne, så kan du ikke gøre mere. Og det kan du øve dig i at sige til dig selv. ”Jeg gjorde hvad jeg kunne, og så er det helt okay”.

Udover at du selv skal øve dig i at sænke forventningerne til dig selv, så tror jeg, at det kan være en stor hjælp for dig at snakke med nogle om det. Når man fortæller andre hvordan man har det, så kan det nemlig føles som en lettelse, og det kan være nemmere at komme igennem tankerne.

Der er nogle forskellige personer, som jeg tænker, det kunne være en god idé at snakke med. Når jeg har forslået dig hvem du kan snakke med, så kan du mærke efter og føle, hvem du tænker er bedst for dig at snakke med.

Jeg tænker, at du kan snakke med dine forældre om, hvordan du har det i skolen, og hvordan du har det med karakterer. Jeg kender ikke til dit forhold til dine forældre, og jeg ved heller ikke om du bor sammen med dem. Men måske kender dine forældre dig godt og er en del af din hverdag. Derfor kan det være rart for dem at vide, hvilke tanker du går rundt med. Og det kan være en stor hjælp for dig, at de ved, hvordan du har det.

Du kan også snakke med din lærer om, hvordan du har det med karakterer. Hvis dine lærer ved hvordan du har det, så kan han/hun være lidt ekstra opmærksom på dig. Du kan fortælle, at du bliver meget påvirket af karakterer. Og at du egentlig gerne vil have hjælp til, at karakterer ikke påvirker dig så meget.

Det kan være, at du kan snakke med din lærer, når du får en opgave tilbage, som du bliver skuffet over. Sammen kan I snakke om hvad der var rigtig godt i opgaven, og hvad du måske kan arbejde på til næste gang. Det kan også være, at din lærer kan være med til at skabe en kultur i din klasse, hvor karakterer ikke er noget, som man behøver at snakke om. Hvis karakterer er noget, som alle snakker om, så kan det nemlig føles som et ekstra pres.

Jeg tænker som det sidste, at du måske har lyst til at snakke med en veninde eller ven i din klasse. Det kan nemlig være rart, at der er én i klassen der ved, hvordan du har det. Hvis du så bliver lidt skuffet og måske ked af det, så er der i det mindste én der ved hvorfor.

Har du mon mod på at snakke enten med dine forældre, din lærer, en veninde eller ven? Jeg tror i hvert fald på, at det kan være en rigtig stor hjælp for dig. Det kan føles som en stor lettelse at dele sine tanker og personen eller personerne, som du snakker med, kan hjælpe dig med at øve dig i at sænke forventningerne til dig selv.

Jeg håber meget, at mit svar kan hjælpe dig videre. Du er altid velkommen til at skrive herind til BørneTelefonen igen eller ringe på tlf. 116111. Jeg håber på det bedste for dig.

Varme hilsner fra BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat