Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kaos

Jeg er en 17 årig pige som går på hf. Jeg føler jeg står med meget om ørene. Jeg er virkelig i tvivl om jeg kan klare det og gøre min hf færdig, selvom jeg rigtig gerne vil. Jeg har en del fravær og har svært ved og følge med og ingen gider arbejde sammen med mig, men forstår også godt hvorfor de ikke vil.
Jeg har samtidig en mor som uhelbredelig syg af kræft.
Har også en kæreste som har været mig utro 2 gange (han er 20) og bliver ved med at tilgive ham, for jeg føler mig virkelig ensom.
Jeg føler mig så ynkelig og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre længere.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 17-årige pige.

Det må føles overvældende at vide, at din mor er uhelbredeligt syg af kræft. Alvorlig sygdom påvirker alting og man kan føle, at sygdommen kommer til at fylde alt ud. Det kan blive svært at få plads til de ting, der også findes i livet – som skole og uddannelse. Forholdet til andre mennesker bliver også påvirket. Det tror jeg også, at du mærker til. Man kan komme til at føle sig meget alene.

Det kræver virkelig meget energi at have alvorlig sygdom i familien. Jeg forstår godt, at du føler dig fortabt i din hverdag. Jeg har mødt mange unge, der fortæller præcis det samme som dig.

Jeg oplever også, at mange af dem giver op på skolen, fordi det er så hårdt. Det kan jeg godt forstå, for hvor pokker skal energien komme fra? Det at skulle overskue skolen kan være rigtig svært, når der er mange andre ting, som fylder væsentlig mere.

Det gør også at du måske ikke kan koncentrere dig og ikke har overskuddet til at snakke med dine klassekammerater. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan det hele foregår pga. corona. Det hele er vel over zoom nu?

Set udefra kan det være svært at ‘se’ og forstå, at du er frustreret og overvældet– de ser måske en pige som ’ikke gider være i skolen’, og som bare vil være i fred. Jeg kunne godt forestille mig, at hvis du prøvede at åbne op omkring situationen med din mor, så ville det måske give en forståelse fra de andre: Der er en GOD grund til du ikke er i skolen (eller andre steder?) så tit.

Det første du kan gøre, er at tage fat i den underviser, du bedst kan lide, og/eller snakke med studievejlederen. Det er tit mega svært at få startet på en samtale. Men kan føles som en sten fra hjertet, når alle dine tanker og bekymringer først er ude – for så er du ikke alene om at bære dine tanker.

Skoler har oftest en del muligheder til ung som dig, så du kan komme så godt gennem din hf som muligt!

Det må være meget hårdt at miste tilliden til din kæreste. Særligt når du allerede er i en sorgfuld, utryg men også ynkelig situation. Du skriver, at du lader dine grænser overskride og du tilgiver ham – fordi du ikke vil blive mere ensom.

Det er slet ikke sikkert, at din ensomhed vil vokse, hvis du vælger at tage en pause fra ham – eller helt droppe ham.

Tværtimod. Hvis man er  sorgramt og ensom, kan man komme til at føle sig endnu mere ensom ved at leve i et forhold, hvor man får overskredet sine grænser. 

Du har brug for at snakke med nogle om de følelser og tanker du går med – om det er en lærer, studievejleder, andre unge eller en psykolog. Du har brug for nogle personer, du kan kæmpe sammen med – og som du kan støtte dig til, når du bliver træt. For det er hårdt arbejde at hjælpe sig selv.

Hvis du har lyst, så kan du kigge lidt på en her hjemmeside Er du okay? der er både gode råd, nogle du kan ringe til og videoer af andre børn og unge, som står i samme situation som dig.

Hvis du ikke er helt klar til at snakke om dine problemer og din sorg med personer, du kender, kan du i første omgang google din kommunes navn og ’anonym rådgivning for unge’. Så vil du finde nummeret på en rådgivning, du måske vil kunne bruge. Jeg ved, at andre unge har følt sig hjulpet af kommunens rådgivere. Hvis du ikke kan finde nummeret – kan du ringe til os på tlf. 116 111, så hjælper vi med at finde det.

Du er også mere end velkommen til at skrive herind igen – måske på chatten, for så er det nemmere for os at lytte og forstå hele din situation, og så kan vi sammen finde på nye ideer som kan hjælpe dig på vej.

Jeg håber, at mit svar har sat nogle tanker i gang og at du vælger at tage snakke med en voksen. Jeg sender dig en masse tanker fyldt med god energi din vej.
De kærligste hilsner BørneTelefonen.

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat