Kære pige på 11 år
Mange tak for dit brev. Hvor er det bare flot, at du har skrevet herind til BørneBrevkassen.
Det må ikke have været rart at være dig, når du har oplevet, at din mor blev udsat for vold. Hvor er det bare godt, at din mor ikke længere bor hos den fyr.
Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at møde ham igen, når du har set, hvordan han har været over for din mor. Har du mon tænkt over, hvad du er bange for at der vil ske, hvis du møder ham? Jeg kommer til at tænke på, om din mor ved, at du faktisk er rigtig bange for, at du en dag møder ham fyren, og du føler, at du har svært ved at komme videre?
Hvis du ikke har fortalt din mor hvordan du har det, synes jeg, at det ville være rigtig godt, hvis du fortalte hende om det. Det er nemlig ikke godt, hvis man går rundt med sine bekymringer og tanker helt alene, for så kan det nemlig være svært at komme videre.
Det kan også godt være, at du har behov for at snakke med nogle professionelle om de ting, som du har oplevet, og om dine følelser omkring det. Det kunne for eksempel være en skolepsykolog fra din skole. Hvis man har oplevet nogle ting, der ikke har været rare, kan det godt ske, at man efterfølgende kan gå rundt og være bange, ligesom du er nu.
Nu ved jeg jo ikke hvor længe siden det er, at din mor blev udsat for vold, men det er også tit sådan, at hvis det er noget der næsten lige er sket, er det naturligt, at du er mere bange, end du ville være, hvis det var længe siden det skete. Jeg tror sagtens, at du kan komme videre, men det kræver måske bare, at du får snakket med nogle voksne om de ting, som du har oplevet, og de bekymringer som du har.
Hvis du snakker med din mor om det, ved hun hvordan du har det, og hun kan være med til at finde ud af, om du også har brug for at snakke med en professionel. Hvis du synes, at det er svært at skulle fortælle din mor hvordan du har det, kan du vise hende dit brev til BørneBrevkassen og mit svar til dig.
Hvis du ikke har lyst til at snakke med din mor om det, kan du måske snakke med en lærer på din skole. I hvert fald er det bare rigtig vigtigt, at der er mindst en voksen der får at vide hvordan du har det, så du ikke står helt alene med dine tanker og bekymringer.
Virkelig sejt at du har skrevet herind, du er en rigtig modig pige. Du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at snakke med en af vores rådgivere. Det er gratis og anonymt. - Så du behøver ikke at fortælle hvad du hedder, eller hvem du er.
Mange knus og kram til dig fra BørneTelefonen