Brev

Kan jeg hjælpe min veninde?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år

Når jeg læser dit brev, bliver jeg helt varm inden i; for du er både en sød og meget omsorgsfuld veninde.

Det kan være meget hårdt for både børn og voksne, når forældre vælger at bliver skilt. Det er en proces, som for nogle kan tage lang tid - og de voksne er ikke altid enige om, hvordan tingene skal være.

Man behøver ikke bare at se på, at andre er ulykkelige - hjælp kan være mange forskellige ting, og du er allerede i gang med det; du lytter til din veninde og er der for hende, når hun har brug for det.

I din venindes tilfælde skulle hun bo hos far, fordi han boede tættest på skolen - men det lyder bestemt ikke som om, at hun er glad for det lige nu.

Du fortæller, at moren nu er flyttet tættere på igen. Derfor tænker jeg, at din veninde skal prøve at snakke med sin mor. Hun kan fortælle hende, hvordan hun har det og at hun gerne vil bo hos hende. Måske kan du være med, hvis din veninde har brug for støtte?

Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt for din veninde at få sat ord på det, som hun gerne vil. Hvis hendes forældre ikke kan finde ud af at samarbejde om hendes ønsker, har din veninde mulighed for, at bruge det der hedder initiativretten.

Når man er fyldt 10 år, så har man initiativret. Det betyder, at man kan bede Statsforvaltningen om, at holde et møde med forældrene, hvis man ikke er glad for den ordning, som de voksne har bestemt. Statsforvaltningen er dem, der hjælper forældre med, at bestemme hvilke deleordninger der er bedst for børnene. Din veninde har nemlig ret til at blive hørt om, hvad hun synes ville være rarest. Du kan vise hende linket, som jeg har sat ind nedenfor. Din venindes mor, kan hjælpe hende med, at bruge initiativretten.

Hvis din veninde f.eks. skal til møde i Statsforvaltningen, så kan hun også få en bisidder fra Børns Vilkår med. Det kan hun læse mere om, i det andet link jeg har sat ind.

Måske vil det være en idé, hvis din veninde får fortalt sin lærer, hvordan situationen ser ud lige nu; både i forhold til derhjemme, men også i forhold til det faglige og mobning. Alle skoler skal have en plan, når mobning opstår. Desuden er det muligt at få hjælp til det faglige, når man er ordblind.

Det at være der for andre, som ikke altid har det godt, kræver både et stort overskud og engagement. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at du skal huske at passe på dig selv. Du skal tænke over, om du måske også har brug for nogle at snakke med, når det hele bliver svært - det kan være en af dine forældre, søskende, venner/veninder eller nogle andre som du stoler på og føler dig tryg ved.

De bedste ønsker fremover fra

BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat