Brev

Kan ikke holde det ud mere!!!!

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 10 år!

Tak for dit brev.

Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for, om dine forældre skal skilles, når de skændes mere end de plejer i øjeblikket.

Det kan være rigtig hårdt for børn at høre på, at deres forældre skændes. Både fordi man ikke ved, hvorfor de skændes, eller om det betyder, at de skal skilles. Det kan gøre børn rigtig bekymrede og bange. Det tror jeg, at der er mange børn, der kan genkende.

Heldigvis betyder forældres skænderier ikke altid, at de skal skilles, men det kan godt gøre det. Nogle gange er der ting, som forældre ikke er enige om, eller som de synes er svært. Det lyder fx som om, at din mors knæoperation har været rigtig svær for jer alle sammen, da hun har svært ved at gå og komme ud. Det kan sagtens være grunden til, at dine forældre skændes mere end de ellers har gjort. Det er bare ikke rart for nogen.

Jeg kan godt forstå, at du blev ked af det, da din far kørte. Måske kører han eller går ud i værkstedet, fordi han ikke synes det er rart at skændes, og gerne vil væk fra det - en slags pause. Det kan være en rigtig god idé, hvis man er oppe at skændes med nogen, at man går lidt væk fra hinanden og er lidt alene. Det kan få dem begge til at falde lidt til ro, og gøre det nemmere at snakke sammen senere, når man ikke længere er så vred. Du har måske selv oplevet det med nogle af dine venner eller veninder? Og heldigvis blev dine forældre også gode venner igen.

Jeg synes, at det bedste du kan gøre er, at snakke med dine forældre om, at du bliver rigtig bange for, at de skal skilles, når de skændes. Måske har de slet ikke tænkt over, at du bliver så ked af det?

Hvis du synes det er svært at sige til dem, kan du jo vise dem det brev, du har skrevet til brevkassen og mit svar til dig. I brevet beskriver du din bekymring på en rigtig god måde. Det kan også være, at du synes det er nemmere, hvis du starter med at snakke med en af dem, fx din mor, om det?

En anden mulighed kan være, at få en voksen som du er tryg ved, fx en moster eller en af dine bedsteforældre, til at hjælpe dig med, at snakke med dine forældre om, hvordan deres skænderier påvirker dig og gør dig bange.

Du er selvfølgelig også altid meget velkommen til at ringe eller sms’e til BørneTelefonen på 116 111 eller at logge ind på chatten på www.bornetelefonen.dk hvis du er ked af det, eller bare har brug for at snakke med en sød rådgiver.

Mange knus og kærlige hilsner

BørneTelefonen
 

 

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat