Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg vil væk hjemmefra

Hej.

Min ‘historie’ er at min far kommer op på mit værelse, ser hvor rodet der er og bliver rigtig sur på mig og tager så nogle private ting med ned til min mor for at spørge hvad de skal gøre med mig.

Jeg går ned efter ham for at sige at han ikke bare kan komme og tage de private ting jeg har og smide ud eller hvad han vil med det.

Han bliver så endu mere sur og går hen lige op i ansigtet på mig og begynder at råbe at jeg skal tage mig sammen og at jeg ikke må bestemme noget selv.

Jeg bliver bange og prøver at skubbe ham væk men så bliver han endu mere sur og skubber mig flere gange tilbage og op ad vores køkken-skuffer.

Jeg bliver virkelig bange og begynder at skrige så han slipper mig, men det gør han ikke, han bliver faktisk endu mere sur på mig og siger at jeg ikke må gøre noget overhovedet, uden at spørge dem om lov.

Jeg er blevet rigtig bange for at være i mit hjem og jeg har ikke lyst til at være her mere. Min far kan ikke tåle hvis jeg taler ham imod og kalder mig en møgunge hvis jeg gør noget der ikke passer hans hoved.

Jeg vil virkelig gerne væk herfra men ved ikke hvad eller hvem jeg skal skrive til. Vil i ikke nok hjælpe mig med det?

Han har slået mig en gang da jeg var lille og så har har skubbet mig ned ad vores trappe og han siger at han vil gå ind og kigge på mig imens jeg sover.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for jeg har ikke lyst til at være i det her hus mere.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år!

Hvor er det godt, at du skriver til Brevkassen for at få hjælp. Det din far udsætter dig for, er slet ikke i orden. Voksne må ikke slå, skubbe eller være voldsomme over for børn. Det er heller ikke i orden, at han tager dine ting eller kalder dig møgunge. Jeg kan godt forstå, at du er blevet bange for at være derhjemme, efter det, der er sket.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at dig og din far har brug for noget hjælp til at kunne snakke sammen på en ordentlig måde. Det lyder som om, at situationen virkelig er spidset til, og at I har svært ved at snakke om det, der hver især går jer på. Det udvikler sig så til skænderier og til, at din far er voldsom overfor dig.

Der er mange unge, der har svært ved at snakke med deres forældre, uden det udvikler sig til skænderier og råb og skrig. Når man er teenager, er man ved at udvikle sig til et voksent menneske, og det er derfor naturligt, at man gerne selv vil bestemme, og ikke vil have, at ens forældre blander sig i alt. Forældrene er mange gange rigtig bekymrede for deres teenagebørn, og bange for, om de kan passe på sig selv. De skal vænne sig til, at de langsomt skal til at give slip på dem, og lade dem leve deres eget liv. Selvfølgelig skal man indrette sig efter sine forældres husregler så længe man bor derhjemme. Min pointe er, at når teenagere gerne selv vil bestemme, og forældre kan være bekymrede for hvad de laver, eller om de kan passe på sig selv, kan det udvikle sig til voldsomme skænderier, da man har svært ved at forstå hinanden. Her skal jeg igen understrege, at din far på ingen måde har lov til at være voldsom overfor dig. 

Jeg kan forstå, at du ikke har lyst til at være derhjemme mere, men jeg tænker umiddelbart ikke, at det ville være den bedste løsning, hvis du flyttede, uden I havde forsøgt at løse problematikkerne. Din far og dig, vil jo altid være forbundet til hinanden, og derfor synes jeg, I skal forsøge at få et bedre forhold til hinanden. Det er heller ikke altid lykken at flytte hjemmefra, selv om man er rigtig træt af, at være derhjemme, og hele tiden er uvenner med sine forældre.

Jeg tænker, at det ville være rigtig godt, hvis der var en professionel, fx en familieterapeut, som kunne hjælpe dig og din far – måske også din mor – med at få snakket sammen, og sagt de ting, der hver især går jer på. Jeg synes også det er vigtigt, at du får sagt til din far, at du bliver bange for ham, når han skubber til dig og råber ad dig. En professionel kan sikkert også hjælpe jer med, hvordan I kan få det bedre sammen i fremtiden. Hvad tænker du mon om den idé?

Der findes forskellige måder, at få hjælp på. Først og fremmest tænker jeg, at det ville være en god idé, hvis du fik fortalt din historie til en voksen, som du er tryg ved. Det kan fx være din lærer, din mor eller en anden i familien. Du kan evt. vise den voksne det brev, du har skrevet til brevkassen og mit svar til dig. Den voksne kan så hjælpe dig med at kontakte kommunen for at høre, hvilke muligheder for hjælp, de kan tilbyde.

Hvis den hjælp I får ikke virker, vil kommunen efter noget tid, måske begynde at overveje om det er bedre, hvis du bor et andet sted. Men de vil altid først forsøge at arbejde på, at I får det bedre derhjemme.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig alt det bedste.Du er også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, du er anonym og det er gratis. Her sidder voksne, som kan lytte og hjælpe dig videre til den rette hjælp.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat