Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere.

Kære Pige 17 år,

Mange tak for dit brev og for din tillid. Jeg synes ikke dit brev er forvirrende. Tværtimod beskriver du meget klart, hvordan det lige nu føles at være dig. Der er mange ting der fylder i dit liv, og dem skal du IKKE stå alene med.  

Jeg vil prøve at svare på dit brev under nogen af de ”overskrifter”, jeg ser i det du skriver. Sidst i brevet har jeg skrevet en lille ”plan” for, hvad der vil være godt for dig at gøre, så du kan komme videre og få det bedre. Håber det hjælper til at skabe overblik.

Psykologsamtalerne

Jeg er glad for at høre, at du har haft samtaler med en psykolog. Har de hjulpet dig? Eller ville det være bedre at prøve en anden psykolog? Er der mulighed for at få flere samtaler? Det lyder som om det er for tidligt, at den hjælp stopper. Måske kan du tale med psykologen, lægen eller dine forældre, om hvor vigtigt det er, at forlænge hjælpen til du har fået det bedre igen. Man stopper jo heller ikke med at have gips på et brækket ben, før knoglen er vokset helt sammen.

Deltidsjobbet

Det kan være psykisk krævende at arbejde i kasse og have med fremmede (kunder) at gøre, når man synes det er svært. Det kræver meget energi at være glad og imødekommende overfor alle de kunder der dukker op. Jeg syntes det er både imponerende og bekymrende, at du har mødt på arbejde i et halvt år. For din krop fortæller dig klart, at det bedste lige nu vil være at stoppe eller holde en pause fra  dette job. Indtil du har fået det bedre. Måske kan du tale med din leder, om det er muligt at holde pause/orlov?  Eller også skal du have et helt andet slags arbejde, hvor du ikke hele tiden skal være på. Igen for at sammenligne: Man går heller ikke rundt på et brækket ben, før knoglen er vokset helt sammen.

Dine forældre

Du fortæller dine forældre vil blive sure, og måske skuffede, hvis du siger jobbet op. Mon dine forældre ved HVOR svært du har det i øjeblikket? At du lider af angst og panikanfald? Har du fortalt dem, det du har skrevet til os? Måske kunne du vise dem brevet og mit svar? For her beskriver du meget, meget klart, at det ikke handler om, at du ikke vil arbejde eller tjene egne penge, men at du lige nu lider og har det rigtig svært. Igen sammenligningen med et brækket ben: Hvis man har brækket benet, kan man heller ikke bare tage sig sammen og løbe sig en tur fordi det er sundt.

Du har brug for voksne omkring dig, der støtter og passer på dig. Men dine forældre skal vide hvordan du har det, før de kan hjælpe. Hvordan tror du de vil reagere, når du fortæller dem hvordan du har det? Vil de blive skuffede over du har det rigtig dårligt? Eller prøve at forstå og gøre alt hvad de kan for at hjælpe dig? Eller er der voksne det vil være bedre for dig, først at bede om hjælp? En tante, lærer eller andre?

Måske kan du og dine forældre sammen tage til lægen, for at tale om hvordan du får hjælp. Fx flere psykologsamtaler. Måske kan du også tage dit brev med og vise lægen. Hvis du helst vil gå alene, så kan du måske aftale med din mor, at hun går med og så venter på dig i venteværelset, mens du er inde hos lægen?

Selvskade og mørke tanker

Godt at du er kommet fri af selvskaden. Men som du allerede ved, så er selvskade et symptom på at man ikke har det godt. Derfor er det også naturligt at du mærker trangen igen, nu hvor du har det så svært. Godt at du ikke har handlet på trangen til selvskade endnu, men i stedet har valgt at skrive til os. For selvfølgelig skal du have hjælp til at få det bedre! Tanker om, at døden kunne være en løsning, er dit indre råb om hjælp. Både din krop og dit sind fortæller dig, at du har brug for andres hjælp.

De voksne omkring dig skal vide, hvordan du har det. Det er vigtigt de forstår. Dine forældre. Din læge. Din psykolog. Når du har fortalt det, og evt. vist dit brev og svaret, så kan du måske også fortælle dem, at de er velkommen til at ringe til os. De har måske brug for råd om, hvordan de hjælper dig bedst muligt.

Hvad gør du nu

1) Dit ansvar lige nu, er at fortælle dine forældre (lægen og andre) hvordan du har det. Måske vise dem dit brev og mit svar. På den måde hjælper du dig selv, til at få den hjælp du har brug for og ret til.

2) Dine forældres (lægens og andres) ansvar er, at støtte dig og sørge for at du får den rette hjælp. Måske orlov fra dit arbejde? Måske flere samtaler med psykolog? Måske en periode med ekstra omsorg og tid med dine forældre? Måske flere andre ting, som I sammen finder ud af kan være gode for dig.

Hvis du ikke ved hvordan du får startet samtalen om, hvordan du har det, så ring til os. Så hjælper vi dig på vej, og det er lettere over telefonen. Du kan evt. oplyse dit brev id, så du ikke behøver fortælle helt forfra i telefonen.

Et stort og kærligt kram til dig fra BørneTelefonen