Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Kære BørneTelefonen

Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal starte. Jeg har et problem, som, måske bogstaveligt talt, ender med at tage livet af mig.

Jeg er en dreng på 15 år, og jeg har nok været deprimeret siden ca. 3. klasse. Det har nok aldrig været så slemt, som det er nu, men det var dengang det startede.

Først var det bare, at jeg begyndte, at mangle interesse for ting, jeg altid har kunnet lide, fx fodbold som jeg endte med at droppe. Så begyndte jeg at tage en masse på. Generelt fik jeg det bare værre og værre, men jeg tænkte aldrig på det som en depression. For jeg havde også korte perioder, hvor jeg rent faktisk fik lidt energi. Men det kom altid tilbage. Altid. Og det var der mit eget helvede begyndte.

Jeg blev oven i det også mobbet pga. min vægt, og jeg har det altid ad helvede til. Og der er ingen, der forstår, at jeg ikke har overskud til selv det mindste, så jeg er blevet kaldt doven og fed hele mit liv.

Heldigvis er det lykkedes mig at overleve helt her op til januar måned i 9. klasse (forresten er depression min egen diagnose, som jeg har givet mig selv, efter at have lavet en del research og læst symptomerne grundigt). Men jeg tror ærligt talt ikke, jeg ville være i live i dag, hvis ikke det var fordi, jeg er overbegavet, så jeg ikke behøver at være så engageret i skolen. For jeg kan ingenting, der kræver nogen energi, og alt føles som et helvede.

Jeg orker ikke engang at spille computer (endnu en interesse) så meget længere. Jeg tror, jeg måske bare tænker for meget, men jeg føler at der er ingenting der gør mig glad, og så er der ingen grund til at være her mere, for jeg har ingen ambitioner, intet formål. Så hvorfor skulle jeg dog lave alle de åndssvage lektier og prøver, og møde i skole hver dag, hvis jeg ikke har nogen grund til at trække vejret.

Jeg føler bare, at der er ingen grund til at fortsætte. Snart er det nok kun frygten for at dø, der holder mig i live. Og jeg gider ikke at belemre alle mulige med mine problemer, så jeg føler ikke, jeg har nogen at snakke med (hvilket også er en af grundene til, at jeg skriver til jer).

Og jeg gider ikke at leve et falsk liv på lykkepiller og være en eller anden lalleglad taber, som alle ved er for stor en taber til at være glad uden medicin. Og jeg har faktisk prøvet at tale med nogen. “Jamen du skal da bare finde dig noget, du brænder for” siger de, som om det er ingenting.

Det er som om, de ikke fatter, at jeg har prøvet, men at jeg bare ikke kan være lykkelig. Jeg føler mig trængt op i en krog, og jeg ser snart ingen anden udvej end at tage mit eget liv. Hjælp mig.

Hilsen
PH