Kære 14-årige pige
At fortryde noget man har gjort – det er en svær følelse, og jeg tror, at vi alle har været der, hvor du er nu. Problemet er, at der ikke findes tidsmaskiner. Vi kan ikke ændre fortiden. Vi skal leve med vores fejltrin, og ved du hvad, måske er det ikke så slemt? For man kan også lære meget af sine fejltrin.
Du er blevet kaldt rundetrunte, og det er slet ikke er i orden. Hvis du er sammen med en jævnaldrende dreng, og begge parter nyder det, så skal du ikke skamme sig. Det er din sag – ingen andres - hvis du er glad for drenge, og gerne vil være sammen med dem. Når drenge kan score mange piger, så er der ofte ingen der kalder dem nedladende ting, har du tænkt på det? Det der er vigtigt, er at du selv føler dig ok med det du gør.
Men - hvis det her egentligt handler om, at du ind i mellem har gjort noget som du ikke har villet rigtigt, så er det jo en anden sag. Måske handler det om, at du er nået til et punkt, hvor du er kommet til at overskride din egne seksuelle grænser? Dét er vigtigt at kende sine grænser – så måske har du faktisk lært noget vigtigt om dig selv? Måske kom dine værdier også i spil her og du fortalte endda B, om din dårlige samvittighed i det. Det tænker jeg, er ret stærkt at du fik sagt det til ham - det håber jeg, at du kan bruge til at få det bedre med det...
Selvom du lige nu har det så slemt med din samvittighed, at du kan mærke det fysisk, så hjælper det måske at huske, at det nok ikke var din plan eller hensigt, at det skulle ske det der skete.
Det kan hjælpe dig meget at tale om det. Har du en god ven/veninde på skolen eller hjemme du kan betro dig til? Ellers er du altid velkommen til at kontakte os igen.
Hvis du igen bliver mobbet, så synes jeg du skal tage det op med din kontaktlærer eller efterskolens leder. Der en helt forkert tone på en skole, hvis det bliver accepteret at der mobbes med sårende øgenavne.
Kærlige hilsner fra BørneTelefonen