Kære pige på 14.
Hvor er det bare godt, at du skriver. Selvom du ikke har lyst til at snakke med nogen om det, har du alligevel skrevet herind og fortalt din historie – det er sejt!
Du er langt fra den eneste, der har sendt billeder af dig selv på nettet. Det kan være spændende at skrive med en, man ikke kender, og det er ikke mærkeligt, at man har lyst til at prøve at sende billeder til hinanden. Når det foregår på nettet, ved man ikke altid, hvor billederne ender henne.
Jeg har snakket med andre børn, der beskriver følelser som flovhed og skam over at have sendt billeder af dem selv – er det mon nogle følelser, du kan genkende?
Under alle omstændigheder er det ikke din skyld, at den pige du har skrevet med, har lavet en fake profil. Det kan være rigtig ubehageligt at finde ud af, at folk ikke er dem, som de har givet sig ud for at være.
Jeg ved ikke, om du er klar over det, men det er faktisk ulovligt at lægge billeder på nettet af andre, uden at man har aftalt det. Så man kan anmelde det. Skriver du mon stadig med pigen? Hvis du gør, kunne det måske være en mulighed at skrive til hende, at du gerne vil have at hun sletter billederne, hun har af dig? Så kan du måske tilbyde, at du også ville slette de billeder, du har af hende?
Måske har du slettet eller blokeret hende og på den måde vist, at du ikke er interesseret i at have mere kontakt? Uanset hvad du har gjort, så har du mærket efter, hvor din grænse er – du kan mærke, at det ikke er sjovt længere. Og det er vigtigt at kunne mærke sådan nogle ting.
Nogle gange får man gjort nogle ting, som man kommer til at fortryde. Det er alle mennesker ude for. Selvom man ikke kan ændre det, der er sket, kan oplevelsen stadig godt fylde så meget, at den er svær at glemme. Noget, som kan hjælpe en til at komme videre, er at sige eller skrive det til nogen. Det kan føles umuligt at skulle fortælle andre om, men det kan være en rigtig stor lettelse, når man får delt sine oplevelser. Sådan nogle oplevelser har det med at vokse inden i en, når man ikke får sagt dem højt. Derfor tænker jeg på, hvem du mon vil kunne snakke med det her om? Din mor eller far, din moster, din venindes mor, en lærer på skolen eller en helt tredje?
Du skriver, at din far aldrig vil kunne stole på dig igen. For mig at se viser du netop, at du er til at stole på, og at du er ærlig, hvis du fortæller dine forældre om, hvad der er sket. De kan ikke ændre, hvad der er sket, men de kan hjælpe dig til at komme videre. De kan også hjælpe dig med at skrive til pigen, at du gerne vil have dine billeder slettet. Hvis det er svært at skulle fortælle dine forældre, kan du evt. vise dem det her brev, så de kan læse, hvad vi har snakket om?
Hvis du vil se flere råd til problemer på nettet, kan du ringe på 116111 eller læse mere her:
Jeg håber, at du får fortalt en voksen om, hvordan du har det, så du igen kan sove om natten.
Kærlig hilsen BørneTelefonen