Hej pige på 14 år.
Jeg kan høre på dit brev, at du har det rigtig dårligt med, at du kom til at lyve. Det synes jeg viser, at du er en super ærlig og loyal pige. Det er to rigtige gode værdier, som du skal tage med dig videre i livet.
Jeg kan godt forstå, at du har det skidt med løgnen. Men jeg tror, at næsten alle kommer til at lyve på et eller andet tidspunkt i deres liv. Særligt i en situation som den, du beskriver, som jo mest handlede om, at du ikke lige fik tid og mulighed for at forklare, at din mor altså havde ændret mening. Det var jo ikke fordi du ville lyve.
Når man er kommet til at lyve, er det vigtigt, at man lærer af sine "fejl". Det har du i den grad gjort, i og med det er flere år siden det er sket, og du stadig tænker på det.
Da det er mange år siden, så synes jeg, at du skal prøve at glemme det. Du kunne måske tænke på, hvad du har lært af episoden? Jeg tænker, at du har lært, at du får rigtig dårlig samvittighed, hvis du ikke fortæller tingene, som de er. Og at man nogle gange kan stoppe, at tingene bliver alt for store, hvis man fx siger ” hør lige her, jeg har ikke fået forklaret situationen ordentligt. Derfor fik jeg sagt noget vrøvl. Nu skal I høre, hvordan det rigtigt er…”
En anden ting jeg synes, at du skal tænke på er, at du ikke såret nogen ved at fortælle den løgn. Så selvom jeg ved, at det kan være svært, så synes jeg altså ikke, at du skal have det dårligt mere over det.
Jeg tror faktisk slet ikke dem fra din gamle skole tænker over det mere. Men hvis du synes, at det er alt for svært at glemme, så kunne du måske skrive til dem? Jeg ved ikke, om du stadig har kontakt med dem? Ellers kan du måske finde dem på Facebook? I beskeden kan du skrive, at du faktisk stadig tænker på den løgn, du kom til at give dem, og det vil du gerne undskylde for. Men du kan også fortælle, hvad det var, der fik dig til at lyve. Du har jo forklaret det rigtig godt i dit brev her. Det samme kunne du fortælle dem.
Så har du i hvert fald gjort alt, hvad du kunne for at få en afslutning på den historie.
Desuden hjælper det at få fortalt nogen, hvis der er noget, man skammer sig over. Og det er det, jeg tror du gør. Skammer dig.
Skam bliver mindre, når den bliver delt. Faktisk har man brug for andre til at løfte en ud af skammen, for trylleformularen, når det glæder skam, er: Du er ikke alene.
Hvis du derfor taler med en veninde, din mor eller hvilken som helst anden, er jeg sikker på, at du vil finde ud af, at du SLET ikke er alene. Alle mennesker kommer til at tale usandt engang imellem. Det er helt ok. Det er menneskeligt.
Jeg håber, at mine råd kunne hjælpe dig. Jeg håber, at du snart kan glemme episoden og husk, at man altså ikke er en dårlig person, fordi man kom til at lyve for flere år siden. Hold fast i dine gode værdier om ærlighed og loyalitet, så skal det nok gå alt sammen.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen.
