Jeg hader mine tanker

Kære BB

jeg vil meget gerne sige tak for denne geniale Hjælpelinie. Det gør mig glad, at nogen tænker over hvordan de kan hjælpe folk.

Jeg vil gerne af med nogle tanker og bekymringer da de et begyndt at gå ud over mit helbred.

Jeg har altid været en pige der tænker meget over ting, men det er begyndt at gå over gevind nu. Jeg tænker meget over universet, livet, døden og hvorfor man i det hele taget eksistere.

Jeg er rimelig sikker på jeg er Ateist fordi jeg synes de fleste religioner (af hvad jeg ved om dem) overskrider mim fornuft. Jeg håber på at der er noget efter døden, som at man måske bliver genfødt som en ny levende skabning. Men inderst inde er jeg overbevist om at der intet sker, altså man holder op med at eksistere.

Det lyder måske ikke særlig farligt, men for mig gjorde det. Og med ‘gjorde’ mener jeg at jeg ikke frygter det lige så meget længere.Jeg var angst for det og fik angstanfald, men det problem har jeg fået løst. Har haft sagt det til mine forældre og fået hjælp af min læge. Mit problem er nu, at jeg tænker for meget over livet, ironisk nok:P Jeg finder alt meningsløst.

Er begyndt her på det sidste at kradse mig selv på mine lår med en mini skruetrækker…. Måske ikke lige den mest ‘cutter agtige’ ting, men den er så nem at skjulde og forvolder heller ikke stor skade. Men jeg bliver alligevel skuffet over mig selv på grund af det.

Mine forældre tror alt er i orden, men det er det ikke. Måske kan jeg være glad, men mindst én gang i løbet af dagen føler jeg mig trist og håbløs.

Tror ikke det er depression, for der er man jo trist størstedelen af dagen, det er jeg ikke, kun noget af tiden, det svinger lidt (måske også pågrund af min alder xD)

Mit spørgsmål her er så, om jeg burde sige det (åbenlyst spørgsmål, svaret er ja) og hvordan jeg så for det sagt.

Det er ekstremt svært for mig at sige, da min far lige har været gået ned med stress og stadig får lidt ’tilbagefald’ (det var efteråret men er begyndt komme lidt tilbage) og så har han også mistanke om at min mor har spiseforstyrrelse. (Altså kaster mad op igen med vilje).

Jeg har denne følelse af at hvis jeg siger det, bliver det ‘endu’ et problem at tage sig af:(

Håber i kan give mig nogle råd. Undskyld hvis brevet er meget langt:P

Kh C