Jeg føler at min fammillie svigter mig.

Jeg er altid bange, jeg er bange for at skrive det her brev, fordi jeg altid kun har fået et dårligt resultat af at søge hjælp. I må love mig at i ikke forsøger at hjælpe mig aktivt, for det har jeg ikke brug for.
Jeg har brug for råd.

Jeg er en dreng på 16, de sidste 10 år af mit liv har været meget dårlige. Lige fra da jeg var 2 år gammel skændtes min mor og min storebror ind over middagsbordet hver eneste aften, jeg krøb ned under bordet for at græde og lade som om at helvede ikke havde åbnet sine porte lige over mig. Og sådan var det hver aften.

Mine forældre havde været skildt lige siden min fødsel, så derfor skulle jeg en til min far hver anden weekend. Når jeg var hos ham, var livet simpelthen fantastisk, vi havde det rigtig godt med hindanden ham og jeg. senere hen da jeg så fyldte 6 år, skulle jeg starte i skole, min far giftede sig med en kvinde fra kina, i starten havde vi det fint sammen, men min far vidste godt at der var noget galt med hende.

En dag gik hun fuldstændig amok, hun kastede rundt med ting og råbte af min far og jeg. Men min far ville ikke skildes, han og kineseren besluttede i stedet at få et barn med hindanden.

Jeg var glad for at få en lillesøster, men kineseren hun skabte sig stadigvæk, og råbte og skreg ofte i nærheden af hendes nyfødte barn. Hun skar sig i sine håndled, og hun dunkede sit hovede mod vægen i deres soveværelse, som min far ikke måtte sove i fordi han snorkede.

Jeg var altid bange, aldrig tryg. Men så flyttede min storebror hjemme fra og fik styr på hans liv, min mor og jeg havde det derefter meget godt, men så om fanden hun ikke beslutter at flytte 30 længere væk fra min far. Hvilket gør det sværere for mig at se ham.

Jeg måtte også af den grund flytte skole, det var en rigtig god skole, men selv om jeg havde mange venner der, så faldt det hele ligså stille fra hindanden, på grund af min stedmor og hendes psykiske tortur mod mig og min far. Jeg var ikke længere i stand til at få venner. Jeg havde dannet mig et skjold, det bestod af et hårdt og hærdet ansigt, som aldrig ændrede sig. Altså kunne jeg ikke længere smile eller græde i nærvær af andre mennesker.

Jeg havde til sidst kun 1 ven tilbage, som jeg stadig har beholdt, men knapt nok snakker med. Alt imens min stedmor destroerede mit liv, beslutte min mor at jeg skulle flytte til en skole der lå tættere på. Hun mente at jeg nemmere ville få venner der, men sådan forholdt det sig ikke. Jeg flyttede tilbage til min tidligere skole, her fik jeg afsluttet den sidste måned der var tilbage, for skolen gik kun til 6 klasse. Min far og stedmor havde fået en datter mere. Og min stedmor fortsatte sit raseri mod dem, min far og jeg.

Min mor fik af ukendte årsager det værre og værre, og så gjorde jeg hvad jeg var blevet opdraget til igennem hele min barndom. Jeg flyttede hjem til min far. Og byttede om med hvilke dage jeg var hos hende, og hvilke dage jeg var hos min far. Jeg startede på en ny skole, denne gang blev jeg mobbet og nedgjort.

Det ændre med at jeg fik svært ved at gå normalt når jeg var i nærheden af folk, fordi jeg var bange for at de ville syntes at jeg gik på en grim måde, jeg blev altså bange for endu flere ting. Min stedmor hold mere eller mindre op med at råbe op da hun havde været godt med min far i 8 år, siden da har jeg ikke snakket med min stedmor en eneste gang, fordi jeg ikke kan tilgive hende hvad hun har gjort.

Men min far lader til at være ligeglad med hvordan jeg har haft det, og kæmper bare videre for at gøre vores liv bedre, det hjælper ikke at flytte, og det hjælper ikke at skifte skole, jeg har skiftet skole 7 gange nu, og flyttet 3 gange, jeg kan ikke få venner, og jeg har svært ved alle fysiske aktiviteter, det inkluderer dans, sport, håndtryk, og knytning til en kæreste. OG DET ER ALTSAMMEN MINE FORÆLDRES SYLD!!!

Min mor har klaget sig ud i et væk over hvilken økonomisk situation min flytning har sat hende i. Og min far har sagt at det er min egen skyld at han giftede sig med min stedmor. Fordi jeg åbenbart sagde noget med at jeg gerne ville havde at vi blev en hel fammilie igen, da jeg var 6 år gammel.

Nu går jeg til psykolog for mærkelig opførsels, også selvom folk syntes jeg er høflig nok. Min dansklærer dumper alle mine opgaver når hun kan slippe afsted med det, og hun har lige snydt mig til at gå til en IQ test for at bevise at jeg er dum. Jeg fik en score på 128.

Men kn stadig ikke blive ærklæret udannelses parat, selvom jeg får 12 i matematik, geografi, fysik, kemi, og samfundsfag. I kan vel nok forstå at jeg efterhånden et træt af mennesker. Min psykolog har ikke hjulpet, og sidste gang vi forsøgte at få min stedmor indlagt, fik min far skæld ud af kommunen, og han fik også at vide at hans børn kunne blive tvangsfjernet.

Mine forældre har givet mig et værelse, en komputer, en seng, og mad og husly, men jeg fik kun ægte kærlighed da jeg var under 6 år. Jeg begynder efterhånden at tro at mit liv aldrig bliver bedre.

Min far har lige været igennem en pæriode med prostata kræft, han er blevet erklæret rask, det er den eneste gode ting der er sket for mig i adskildige år. Men jeg føler stadig ikke at der er noget lykke tilbage for mig. Mit liv er smerte, ensomhed, skyldføelse, og vrede. Jeg føler mig nok lykkelige ca 5 gange om året.

Jeg har prøvet at forklare det for min far, men det virker ikke, han bliver bare ked af det, og forklarer hvor hårdt han har haft det, som om jeg ikke har ret til lidt medlidenhed. Hvad kan jeg gøre for at blive lykkelig igen? Er det her sådan mit liv er, og forbliver?