Kære dreng på 11
Tak for dit brev. Det, du oplever i skolen lige nu, er bare slet ikke i orden. Det, er der ingen, der skal opleve - og det er derfor rigtig godt, at du nu har bedt om hjælp. Det er sejt af dig.
Du fortæller, at du tit er hjemme fra skole med ondt i maven. Rigtig mange børn, der bliver drillet, oplever lige som du at få ondt i maven – det er meget flot, at du godt selv kan se, at dit ondt i maven er et tegn på, at du ikke har det godt i skolen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad dine forældre siger til, at du er så meget hjemme fra skole? Har I talt om, at det er fordi, du ikke har det godt i skolen? Jeg tænker, at det er en rigtig god ide, hvis du fik talt med dine forældre. De vil nemlig kunne hjælpe dig med at få talt med skolen. For det er nemlig sådan, at det faktisk er lærernes og skolens ansvar, at du har det godt i skolen. Ingen børn må blive mobbet.
Derfor tænker jeg, at du skal have noget hjælpe fra dine lærere. Ved dine lærere, hvordan du har det i skolen lige nu? Måske har du allerede talt med dem uden at det hjalp? Men så tænker jeg, de skal have det at vide igen. Det er nemlig ikke altid lærerne forstår, hvor alvorligt det er – og derfor bliver man nogle gange nødt til at bede om hjælp flere gange. Er der en lærer eller en anden voksen på skolen, du føler dig tryg ved? Kunne du fortælle ham/hende, det du også så fint har fortalt mig?
Jeg ved fra andre børn, der oplever at blive drillet lige som dig, at det nogle gange godt kan være rigtig svært at få talt med de voksne. En måde at få det fortalt på kan være, at du viser dem dit brev og mit svar. I dit brev har du nemlig rigtig fint fortalt, hvad der fylder at svære ting i dit liv lige nu.
Det kan også være, at det kunne være en god ide at ringe til Børnetelefonen og øve dig i at fortælle det højt. På BørneTelefonen sidder der altid en voksen klar til at lytte.
Jeg håber meget, at du får det godt i skolen igen. Du fortjener det bedste og dem, der får lov at hjælpe dig, er heldige!
Kærlig hilsen Børnetelefonen