Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er MEGA ensom

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Det dér med at have og få venner kan være rigtig svært. Du er slet ikke den eneste, der har sådan.

Når man går ind i puberteten, kan man godt føle, at der sker en hel masse – at man ændrer sig. Det gør man måske også. Der sker mange ting: Kroppen udvikler sig,måden man tænker om sig selv, andre og livet ændrer sig også. Man kigger mere kritisk på sig selv,  går lidt mere ind i sig selv og det tager tid, der sker jo mange forandringer, som man holder øje med for at forstå, hvad der i gang. Man begynder at interessere sig for nye og andre ting. Og måske får man nogle andre venner end dem, man havde, da man var yngre.

Man kan også have en periode i sit liv, hvor man føler, man bare ikke passer sammen med ens venner længere. Det er måske også dét, du kan mærke?

Når man har det sådan, kan man enten prøve at kigge efter, om der kunne være nogle personer, man passer lidt bedre sammen med. Det behøver ikke være fra andre steder end i skolen. Måske er der nogen i klassen eller parallelklassen, du aldrig har snakket med, men som du måske godt kunne se dig selv sammen med nu?

Man kan også prøve at lave noget andet med de venner, man har. Måske virker dét, man plejede at lave sammen, ikke så godt mere. Så kan det være, det fungerer bedre, hvis man laver noget nyt. Laver en filmklub, nogle spilledage (f.eks. XBox eller brætspil), begynder at gå til noget sammen eller laver noget helt andet efter skoletid.

Tror du, det ville fungere, hvis du prøvede at lave noget med en af de venner, du har nu? Noget, som gør, at I er sammen på en lidt anden måde?

Selvom du måske ikke føler, at de venner, du har, er tætte, “ægte” venner, så kan de måske blive det på et tidspunkt. Det kan også være, at de ikke bliver det, men at de er hyggelige nok at være sammen med lige nu?

Måske vil det også være rart at lave nogle weekendaftaler engang imellem? Det kan godt være, at du ikke føler, det vil være vildt spændende med nogen af dem, du kender, kan det alligevel være et godt afbræk fra sengen og Netflix.

Hvis du er sammen med nogen i lidt længere tid – og bare på tomandshånd – kan det være, at I, efter at have ses nogle gange, finder ud af, I har et eller andet tilfælles. Og så kan det alligevel være, I bliver ret gode venner – selvom du måske startede med at tænke, at I slet ikke passede sammen.

Har du snakket med din familie om, hvordan du har det? Måske kan de opmuntre dig til at lave en aftale, når du ikke orker? Men bare det at have nogen at snakke med, kan være virkelig rart. Så går du ikke alene rundt med alle dine tanker og bekymringer.

Det er nemlig også vigtigt, at du snakker med nogen om dine bekymringer for, om du overhovedet vil få nogle venner på gymnasiet. Det kan være rigtig hårdt at gå rundt og bekymre sig sådan om fremtiden.

Når man starter på gymnasiet er der mange, der ikke kender nogen – og på den måde kan det, nogle gange, være lidt nemmere at finde en ny ven – fordi der ikke allerede er dannet forskellige “grupper” eller venskaber. Det kan også være, man ikke synes, det er lettere. Men situationen er i hvert fald en helt anden end i din folkeskoleklasse.

Så selvom du måske ikke synes, du har nogle “ægte” venner nu, er det ikke ensbetydende med, at du ikke kan finde ud af at få dem. Det har du jo været god til, så mon ikke at du stadig kan det på en anden måde end før? Lige nu har du en tid, hvor du ændrer dig – det samme sker også for dine jævnaldrende, så I kæmper måske hver især med at “finde” jer selv på ny. Måske virker dét, at prøve at være mere sammen med nogle af de venner, du har nu – det kan være I faktisk bliver tættere. Og ellers kan det være, du har lyst til at starte i en klub eller til en fritidsaktivitet efter skole?

I forhold til gymnasiet er der stadig længe til – og jeg tror, at du nok skal få nogle gode venskaber dér også. Og det bliver du måske også selv mere sikker på, hvis du får nogle lidt tættere venskaber inden da.

Hvis du har brug for at snakke mere om det hele, er du altid meget velkommen til at ringe eller SMS’e ind til os på 116 111 eller skrive til os på Chatten.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat