Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er ikke mig selv

Køre brevkasse,

jeg er en dreng på 11,

mit problem er at jeg ikke altid er mig.

Det er meget i skole eller hvis jeg besøger nogle af mine venner.

I skolen og med vennerne anstrenger jeg mig for at være sjov, det er jeg vidst også, alle i klassen griner hvis jeg siger en joke.

Noget andet er at hvis jeg slår mig og det gør ondt, padder jeg som om at jeg er stærk og hårdfør, når jeg faktisk er det omvendte.

I virkeligheden er jeg en meget skrøbelig og elskende person.

Meget af dette er på grund af en pige som jeg er lidt lun på :/

det grundes også at jeg for halvandet år siden skiftede skole, i de første 2-3 måneder var jeg ensom, så fandt jeg en løsning; At ikke være mig altid, og lave sjov med mange ting.

Det er svært at være to personer på samme tid.

Begge personer er gode nok, men det gør forekselmpel at vær mandag skal jeg ligesom vende mig til at være lidt en anden person.

Håber i kan hjælpe,

mvh S

Dreng, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S på 11 år,

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for dig med to personer - to måder at være dig.

Først vil jeg sige til dig, at det er dejligt at læse, at du er lun på en. Det er tit sådan en dejlig og spændende følelse.

Jeg tænker, at det, som du oplever lige nu med at være to personer, er helt normalt. Tit har vi forskellige roller og måder at være på  forskellige steder f.eks. i skolen, derhjemme, på fodboldholdet, sammen med sin ven, i bussen og andre steder, hvor der er forskellige 'spilleregler'.

Hvis du lige nu kan mærke, at når det bliver mandag, skal du til at finde den person frem inde i dig, som du ikke helt vil være, tænker jeg, at du skal til at øve dig i at være den, du gerne helst vil være. Det kan f.eks. være ved at holde lidt igen på at skulle leve op til det, du selv beskriver som at være den sjove. Det kan være en svær opgave at øve sig i, men jeg tænker, at tanken om at skulle være en anden, er værre end at øve sig i at være den, du har mest lyst til at være. Nemlig dig.

Tit tror vi, at alle tænker alt muligt om os, men det er slet ikke sikkert, at dine venner lægger mærke til, at du ændrer lidt på din adfærd. Når vi er tro mod os selv, kommer vi også til at virke mere troværdige på andre, og der bliver en anden respekt om en. 

Det er alt sammen noget, som  kan kræve lidt arbejde og bevidsthed fra dig, og jeg tænker, at du allerede er godt på vej ved at være så ærlig og bevidst om din adfærd og rolle lige nu.

Det kan være rigtigt godt og en hjælp at fortælle til en voksen, at man er ved at øve sig i at ændre lidt på sig selv. Så har man nogen at dele sine oplevelser med og nogen, der måske kan komme med lidt råd, ros og anerkendelse. Det har vi alle sammen brug for, når vi skal øve os i nye ting. 

Kunne du snakke med dine forældre om det? Måske bare som en information til dine forældre om, at du er blevet mere bevidst om, hvordan du gerne vil ændre på din rolle i skolen. Måske synes du, det lyder fjollet at fortælle om det, men det er så godt at få ord på de ting, man gerne vil ændre og har som tanker i hovedet. Tit er det som om, at når noget er sagt højt, bliver det lidt nemmere.

Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til Børnetelefonen 116111, vi  er klar til at snakke med dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat