Brev

Jeg er for bange for det her liv…

Kære Brevkasse.

Jeg har det desværre sådan at jeg ikke føler, der er nogen der vil høre på mig, så det håber jeg nu at I vil…

Jeg har altid vidst at jeg var anderledes end andre børn. Jeg havde fantasivenner meget længe, som de voksne ikke kunne forstå jeg ikke voksede fra og jeg har altid været meget indelukket og haft det bedst med at være alene… Det var meget svært for mig at få tætte venskaber med mine klassekammerater…

Mine forældre var ikke særlig gode til at være forældre og til at passe på mig, så det var ikke så nemt for mig derhjemme. Min mor var psykisk syg og manglede også sympati og empati. Fra jeg var 8 til 9 blev jeg misbrugt af min far. Jeg fik det først sagt til nogen to år senere og blev derefter tvangsfjernet.

Da jeg var 8 år gammel begyndte jeg at høre stemmer. Stemmer som ingen andre kunne høre. Stemmerne har ændret sig gennem årene, og nogen er forsvundet og andre er kommet til… Lige efter jeg var fyldt 10, begyndte jeg at kunne fornemme og se ting, der ikke var der, og jeg blev indlagt med mit første selvmordsforsøg kort tid efter. Jeg var igennem en masse udredning og efter et stykke tid fik jeg diagnosen paranoid skizofreni….

I dag er jeg 14 år gammel, er anbragt på en døgninstitution og har 9 selvmordsforsøg og efterhånden en del indlæggelser bag mig. Jeg hører nu fire stemmer og har dagligt episoder hvor jeg ser, mærker eller fornemmer ting…

Stemmerne er meget vrede (og har været det længe), og de er nedladende og diskuterer også med hinanden hen over hovedet på mig. De vil have at jeg skal skade mig selv, tage livet af mig selv og påføre andre skade på den ene eller anden måde… Og jeg gør mange af de ting jeg bliver bedt om – især selvskade – for at give efter og gøre som de siger er den eneste måde, hvor jeg kan få lidt ro i mit hoved bagefter… I det mindste bare for et lille stykke tid…..

Jeg er så forfærdelig træt af at skulle gå igennem det her hver eneste dag, og jeg vil bare ikke mere – jeg kan ikke mere…!

Jeg har ind imellem snakket med voksne om hvordan jeg har det. Jeg har snakket med min psykiater, personalet her på stedet, min kontaktperson og min behandler men desværre sker der kun en af to ting; Enten føler jeg mig ikke hørt og taget alvorligt eller også mener de pludselig at jeg har det så dårligt at jeg skal indlægges. Og jeg har ikke lyst til at flyve frem og tilbage mellem her og sygehuset mere… Jeg har ikke andre at snakke med en de voksne jeg har prøvet at tale med….

Jeg kan ikke lide at bo her, men når jeg har nævnt det får jeg bare at vide at det SKAL jeg… Jeg vil ikke tage al den medicin jeg får, men jeg er blevet tvangsbehandlet når jeg er stoppet. Jeg kan ikke se hvad jeg mere skal kunne gøre ud over at tage livet af mig selv og blive fri for det her…. Dette er mit sidste forsøg på at få ‘råbt op’ og at få nogen i tale…. For jeg er bange. Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere nu…

Venligst S.P.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Tusind tak for dit brev og den tillid, du viser os ved at stole på, at vi vil høre på dig. Det vil vi selvfølgelig gerne. Jeg håber virkelig, at svaret her kan hjælpe dig på vej, og at du måske også får mod på at ringe til os en dag...

Alle børn fortjener at have nogle voksne i deres liv, som kan passe på dem. Du har været igennem en masse ting, som ingen (hverken børn eller voksne) bør opleve. Du har tilmed oplevet det i en meget tidlig alder, hvor dine forældre havde ansvaret for dig. Det er klart, at det har påvirket dig – og måske har været en del af årsagen til, at du altid har følt dig anderledes...?

Alle mennesker har en grænse for, hvor meget de kan klare. Hvis man bliver presset ud over den grænse, vil man – uanset om man er barn, ung eller voksen – udvikle psykiske problemer. Børn og unge, der ligesom dig vokser op med svigt eller seksuelt misbrug, bliver presset langt ud over deres grænse. De bærer rundt på en indre smerte, som senere kan udvikle sig til psykiske problemer. Jeg fortæller dig dette for at forklare, at der er en årsag til, at du reagerer som du gør, og at du ikke er alene. Samtidig skal du vide, at det heldigvis er muligt at få det bedre med den rigtige hjælp og støtte.

Måske har du allerede fortalt en voksen, at du har det som om, at du ikke kan mere, ikke vil mere? Hvis ikke, synes jeg, at det er rigtig vigtigt at du får det fortalt. De voksne skal tage det alvorligt. Det er ikke ualmindeligt at få selvmordstanker, når man har rigtig meget at slås med, men det er vigtigt at få talt med nogen om dem. Nogle oplever, at bare det at tale om dem, kan give en lille smule lettelse…  Kunne du mon have mod på at give det et forsøg?

Jeg nævner her nogle muligheder for at finde voksne at snakke med ud over dem, du kender:

Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS). Her kan du ringe eller skrive gratis og anonymt med en rådgiver. De er vant til at tale med personer om trangen til selvskade. Telefonnummeret er 70101818, og indgangen til chatten finder du på deres hjemmeside:  www.selvskade.dk Afhængigt af hvor i landet du bor, kan der også være mulighed for at få personlige samtaler, komme i en unge-café, en drop-in-støttegruppe eller fast støttegruppe eller få en støtte/kontaktperson – det meste er gratis. Du kan læse mere på deres hjemmeside og se hvor i landet, de forskellige tilbud er.
Headspace. Her kan du få gratis personlige samtaler med frivillige rådgivere om lige det, du vil tale om – og du kan være helt anonym. Du kan også kontakte dem over telefon, mail eller chat. Du finder dit nærmeste Headspace-center og kontaktoplysningerne her: www.headspace.dk Selv om du måske bor langt fra et Headspace-center, kan du sagtens tage kontakt til dem – Headspace er for alle unge.

Til sidst får jeg lyst til at fortælle dig om to kvinder, som begge har skabt sig et godt liv på trods af en skizofreni-diagnose:

Den ene er den norske kvinde Arnhild Lauveng, som i 10 år var indlagt på psykiatriske afdelinger. I dag er hun rask og arbejder som psykolog. Hun har skrevet en bog om sin kamp for at få det bedre. Bogen hedder: ”I morgen var jeg altid en løve”, og du kan låne den på biblioteket. Den er vist egentlig skrevet til voksne, men du er så god til at formulere dig, at jeg tror du kan få meget ud af at læse den.

Den anden kvinde bor i Aalborg og hedder Camilla Krogh. Hun arbejder i dag som konsulent i psykiatrien, og hun har kæreste og egen lejlighed. Hun har i flere år blogget om sit liv med skizofreni. Du kan se et af hendes blogindlæg her: http://blog.psykiatrifonden.dk/mere-end-1000-ord/

Jeg ved, at andre med en skizofreni-diagnose har fået håb af at læse om de to kvinders kamp for at få det bedre. Det er jo ikke sikkert, at du har det på samme måde, men nu ved du i hvert fald, at de er derude.

Til sidst vil jeg bare fortælle dig, at selvom du har meget at slås med, lader det også til, at du har nogle rigtig gode egenskaber med dig. Du virker skarp og observant; du er f.eks. meget bevidst om hvordan stemmerne taler til dig, og hvordan de påvirker dig. Du lader også til at kende dig selv ret godt og ved, hvad du har brug for. Jeg håber, at du vil blive ved med at gøre brug af denne evne og blive ved med at råbe op, når noget ikke er, som det skal være. Det har du nemlig ret til. Og vi vil meget gerne lytte til dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat