Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er blevet voldtaget, og jeg tør ikke sige det til nogen.

Hej, jeg er en pige på 13 år, og jeg er blevet voldtaget.

Det skete for en uge siden. Jeg var på vej hjem fra skole, hvor jeg skulle igennem en tunnel. Der kom også en mand ned i tunnelen på samme tid som mig, og der var ingen andre mennesker.

Han tog fat i mig, og skubbede mig ind i et hjørne. Jeg prøvede at gøre modstand og skrige, men han sagde at jeg skulle holde min kæft, ellers ville han slå mig.

Så tvang han mig til sex. Det gjorde virkelig ondt, men jeg prøvede at være stille, for han råbte af mig hver jeg skreg.

Bagefter skyndte han sig væk, jeg løb hjem, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Mine forældre har altid sagt til mig, at jeg skulle passe godt på, og aldrig skulle gå med nogen. Jeg er så bange for at de bliver sure på mig, og siger at det er min skyld, fordi jeg ikke passede nok på. Jeg føler at jeg kunne have undgået det ved ikke at gå ned i tunnelen, fordi der ikke var andre mennesker.

Jeg tør heller ikke sige det til mine venner, fordi at de helt sikkert ikke vil tro på mig, fordi at de altid bruger ordet voldtægt som en slags joke.

Jeg tænker på det hver dag, og kan ikke falde i søvn om natten.

Jeg er også ret bange for at gå alene, og jeg kan ikke så godt lide at være sammen med mine venner, jeg vil hellere være alene på mit værelse.

Hvad skal jeg gøre?

Skal jeg sige det til nogen, eller er det fint nok at holde det for mig selv, så er der jo ikke nogen der bliver sure?

Er det min skyld?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år.

Allerførst vil jeg sige til dig, at det er IKKE din skyld, at du blev voldtaget. Det er ALTID voldtægtsmandens skyld, at han vælger at voldtage en person. Det er hans ansvar, og kun hans ansvar. Du gjorde, hvad du kunne – nemlig at råbe op, men han holdt dig fast, råbte endnu højere, og gjorde dig bange. Du kunne ikke have gjort noget andet.

Det er en meget voldsom ting, du har været ude for. Og jeg kan godt forstå, at du ikke kan sove, at du tænker på det hele tiden og er bange. Det kan være rigtig svært at fortælle om vodtægt. Derfor er det godt, at du nu har fortalt om det i dit brev, for du skal ikke gå med det alene. Det er alt for svært at klare selv. Måske kan du mærke bare en lille lettelse over, at du nu har fortalt mig det?

Selv om dine forældre altid har sagt til dig, at du skulle passe godt på og ikke gå med fremmede, så har jeg svært ved at forestille mig, at de vil blive sure på dig, hvis du fortæller om voldtægten. Du er jo ikke gået med fremmede, men har benyttet en tunnel, som masser af mennesker bruger i løbet af dagen. Det har ikke noget at gøre med, at du ikke passede på. Selv om du ikke var gået gennem tunnellen, kunne han have stået et andet sted og gemt sig. Men du var så uheldig, at han var lige der, hvor du gik.

Jeg synes, at du hurtigst muligt skal fortælle dine forældre, hvad der er sket, Det er simpelthen nødvendigt, så de kan hjælpe dig. De skal også hjælpe dig med at anmelde voldtægten til politiet. Og jo hurtigere I gør det, jo større chance er der for, at politiet får fat i ham. Måske har politiet kendskab til andre voldtægter, der ligner det, der skete for dig. Hvis I er i tvivl om, hvordan I skal gøre det, kan du se på få hjælp her: anmeld voldtægt og seksuelle overgreb.

Du og dine forældre skal også henvende jer til jeres læge. Både fordi at det er vigtigt, at du bliver undersøgt, og fordi du skal have noget hjælp til at få det godt igen. Lægen kan henvise til samtaler med en psykolog. Det er rigtig vigtigt for dig, at du får bearbejdet den grimme oplevelse, så du kan blive glad og tryg igen. Det kan nemlig være svært at få det godt igen uden at få hjælp.

Du kan også få hjælp på Center for voldtægtsofre. Det er gratis, og der er centre over hele landet. Du og dine forældre kan se mere om det på www.voldtaegt.dk

Jeg tror ikke, at du skal være bange for dine venners reaktion, hvis de får at vide, hvad der er sket. Selv om de joker med ordet voldtægt, så er jeg helt sikker på, at alle vil blive forfærdede over, at det er sket for dig. Og de vil synes, at det er rigtig synd for dig.

Hvis du ikke synes, at du er klar til at sige det til dine forældre, så kan du måske ringe til BørneTelefonen og snakke lidt med en sød rådgiver om, hvad du kan sige. Vi vil meget gerne hjælpe dig.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Seksuel krænkelse Andre der hjælper

Anmeld digital krænkelse

Anmeld ulovlig deling af billeder og video samt digital afpresning
Læs mere

Anmeld seksuelt overgrebsmateriale

Anmelde seksuelt overgrebsmateriale med børn
Læs mere

Anmeld voldtægt og seksuelle overgreb

Hjælp til at anmelde voldtægt og seksuelle overgreb
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat