Kæreste Du.
Hvor er jeg glad for, at du har fundet mod til at skrive til BørneTelefonen. Du har været udsat for noget meget alvorligt. Derfor er det så godt, at du skriver og beder om hjælp.
Jeg kan forstå på dit brev, at du ikke har fortalt det til nogen? Det må være rigtig svært at gå alene med sådan en oplevelse. Det skal du ikke. En voldtægt giver ikke kun mærker på kroppen, men også på sjælen. Mærkerne på kroppen forsvinder med tiden. Men mærkerne på sjælen kan gøre dig rigtig ked af det og bange i lang tid. Derfor skal du have hjælp.
Jeg ved fra andre piger, der har prøvet det samme, at de skammer sig. Og jeg fornemmer, at du også har det sådan, når du skriver, at det er pinligt. Men du har intet at skamme dig over. Du har ikke gjort noget galt! Slet ikke. Det er manden, der voldtog dig, der har gjort noget meget, meget ulovligt.
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at fortælle om noget så voldsomt. Måske har du lyst til, bare at lade som om, det aldrig er sket? Desværre er det sket. Og derfor er det bedste altså at tale med nogen om det. For når man taler om det – så fylder det også mindre for en.
Det er derfor vigtigt, at du får fortalt en voksen, hvad der er sket. Hvilken voksen tænker du, det vil være nemmeste for dig at gå til? Din mor eller far? Din lærer? En venindes mor? Eller din mormor?
Det kan være, at du synes, det er svært at sige, hvad der er sket. Så vis den voksne dit brev hertil. Så ved den voksne, at du skal have hjælp.
Vi vil også meget gerne hjælpe dig her på BørneTelefonen. Ring endelig på 116111, så sidder der en sød rådgiver klar for at tale med dig. Hvis du ikke har lyst til at fortælle, hvad der er sket, kan du bare fortælle rådgiveren, hvad dit brevs id-nummer er. Så kan rådgiveren finde breve og læse, hvad du har brug for hjælp til.
Jeg håber meget på, at du vil række ud efter noget mere hjælp. Det fortjener du!
De kærligste hilsner og store knus fra
BørneTelefonen
