Kære L.
Tak for dit brev. Det er så flot, at du skriver herind om, hvordan du har det med halvvoksne drenge og mænd. Det kræver en masse mod at skulle fortælle om sine tanker og følelser, specielt når du skriver, at du synes, at det er pinligt at tale om. Du beskriver på en rigtig god måde, hvordan du har det med drenge. Samtidig lyder det for mig til, at du også har tænkt meget over, hvorfor du mon har det på den måde. Det er ret imponerende.
Jeg kan godt forstå, at det er noget som fylder meget, og at du gerne vil have det anderledes med det - nemlig fordi drenge jo er overalt, og at det er noget som påvirker dig meget, som du skriver. Jeg læser det som, at det ville være hjælpsomt for dig, hvis jeg kunne hjælpe dig med en forståelse af, hvorfor du oplever det sådan, og hvad du kan gøre ved det. Jeg håber, at det er rigtig forstået.
For mig lyder det nemlig som, at der er to ting omkring det med at være bange for drenge og mænd. Den ene ting er, at du spørger, hvorfor du mon er bange for mænds adfærd og har allersværest med tillid til mænd? Jeg tænker, om det måske skyldes, at du prøver at beskytte dig selv?
Det kan være sådan for nogen, at man prøver at undgå det, som man tidligere har oplevet ubehageligt eller som har gjort en ked af det eller bange. Jeg tænker, om det mon er sådan for dig? Nogle gange kan man også have en hel masse tanker om, hvad der kan ske i forskellige situationer, som man ikke kan lide at tænke på og som gør en bange.
Jeg ved ikke, om du måske har oplevet det? Nogen gange, når man bliver bange kan det altså skyldes, at man har oplevet noget ubehageligt, som man er bange for at opleve igen og derfor prøver man at undgå det som får en til at tænke på det ubehagelige. Det kan også skyldes, at man har en hel masse tanker om, hvad der kan ske i forskellige situationer og man kan altså blive bange over alle de tanker, man ikke kan stoppe igen.
Den anden ting er, at du spørger, hvordan det mon kan blive anderledes, så du kan få et mere afslappet forhold til drenge og på et tidspunkt få en kæreste, som du er tryg ved. Du er rigtig god til at mærke dine egne følelser og hvor dine grænser går. Du skriver blandt andet, at du ikke ved, om drengene i 6.klasse gør dig ked af det, men de gør dig bange. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt at være bevidst om sine egne grænser, og det er meget vigtigt at holde fast i dem og mærke efter.
Du skal vide, at det simpelthen ikke er okay, det de 6.klasses-drenge gør mod dig. Du har retten over din egen krop, og de må ikke krænke dig eller gøre noget mod dig, som du ikke bryder dig om. Det er sådan, at skolen skal hjælpe, så det ikke vil ske mere, og så der bliver en god stemning på skolen.
Jeg tænker derfor, at det måske kan være en hjælp at tale med en lærer om det, drengene fra 6.klasse og drengene fra din klasse gør mod dig? For nogen kan det være rart at tale med den lærer, som man er allermest tryg ved. Måske det kunne være en hjælp for dig?
Hvis du vælger at tage det op med din lærer, kan det nogen gange være en hjælp at skrive nogle af sine tanker og oplevelser ned først. Det kan hjælpe med, at man får sagt alt det, som man gerne vil. Det kan også være, at du skal overveje, hvornår det er et godt tidspunkt at tale med din lærer om det. Der skal helst være god tid og ro. Så måske du kunne starte med at sige til din lærer, at du gerne vil tale med ham eller hende, og at der skal være god tid til det. Hvornår tror du mon, at det kan være?
Du nævner ikke din mor i brevet, men jeg tænker, om det måske kunne være en mulighed at tale med hende om det? For nogen kan det være en stor hjælp at tale med nogen, som man er tryg ved, og som kan støtte en. Måske I kan tale sammen om, hvordan du oplever det, og hvorfor du selv tror, at du har det på den måde. Jeg tænker, at det måske kan være en mulighed at fortælle om, hvordan du oplever det med din far, drengene på skolen og din matematiklærer. En måde at fortælle det på kunne for eksempel være ved at vise det her brev? Jeg tænker, at det er godt, hvis det er et tidspunkt, hvor I begge har god tid. Gad vide, hvornår det kunne være?
Du skriver, at du har din morfar og onkel, som det for mig lyder til, at du stoler på og ikke er bange for. Er det mon rigtigt? Måske kunne det være rart at tilbringe noget mere tid sammen med dem, som er nogen du kan have det hyggeligt sammen med. Måske du også kunne tale med din mor om, hvordan det kan gøres?
Du har ved at skrive det her brev vist en masse mod. Du har været rigtig god til at beskrive situationen og dine tanker og følelser. Det er en styrke, som du kan bruge, hvis du har lyst til at tale med din mor, lærer eller en anden voksen, som du er tryg ved.
Du er selvfølgelig meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for at tale mere om det, eller hvis der er noget andet, som du har på hjerte.
Kærlige hilsner fra BørneTelefonen
