Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er bange for min egen far..

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Tak for dit brev. Jeg kan læse, at det er nogle voldsomme oplevelser du har haft med din far. Jeg kan godt forstå, at du bliver bange og utryg, når du skal sige fra overfor ham. Jeg vil gøre mit bedste at hjælpe dig.

Det er forældres ansvar at passe godt på deres børn. De skal sørge for, at de har det godt, er trygge og behandles med respekt. Når der er vold i en familie, lever forældrene ikke op til det ansvar.

Selvom en forælder stopper med at være voldelig, så forsvinder svigtet ikke. Det er lidt ligesom en vase af porcelæn, som bliver tabt og går i stykker. Man kan måske godt lime den sammen igen, men man vil altid kunne se, at der er skår og revner i porcelænet.

Jeg forestiller mig, at man måske kan sammenligne den limede vase med din relation til din far? At selvom han ikke slår eller tager fat i dig længere, så er det fortsat skår og revner i forholdet mellem jer. Skår og revner som gør dig utryg og bange for, om vold nu virkelig er overstået. Kan være sådan, det føles for dig?

Jeg kan læse, at din mor og søskende også har oplevet vold fra din far. Og at din mor også kender til dine oplevelser med din far. Jeg tænker på, om du også taler med din mor om, hvordan du har det med din far nu? Mon du har fortalt hende, at du er utryg og bange, når du skal sige fra overfor ham?

Når jeg læser dit brev tænker jeg, at det er vigtigt, at du får fortalt nogle voksne, hvordan du har det. Det er de voksnes ansvar, at du kan føle dig tryg og godt tilpas. Lige nu føler du dig utryg og bange hos din far, og det skal de voksne hjælpe med.

Selvom volden i en familie stopper, så har de fleste brug for hjælp til at komme godt videre. Det kan være hjælp fra nogen i kommunen, man kan tale med en psykolog eller andre professionelle. Jeg tænker på, om din familie mon har fået sådan en hjælp?

Jeg tænker, at det er vigtigt, at du finder en voksen at tale med. Måske du taler godt med din mor? Eller måske et andet familiemedlem, en lærer eller en anden? Hvis du lige nu skulle tænke på en voksen, du ville være tryg ved at tale med, hvem ville det så være?

Du kan også få hjælp ved selv at tage kontakt til kommunen. Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge. Her kan du fortælle om det, du oplever, når du er hos din far. Du kan læse mere om at få hjælp hos kommunen her: Anonym rådgivning i din kommune.

Du skriver, at du har svært ved at sige, hvis du ikke har lyst til at komme hjem til ham. Jeg tænker på, om det mon egentlig er sådan du har det, det meste af tiden? At du ikke har lyst til at være hos ham?

Når dine forældre er skilt, har du det, der hedder initiativret. Det betyder, at du kan bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre. Det kan fx være et møde om, hvor du skal bo. Eller hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos. Det kan også være noget helt andet, som du måske er ked af – fx at du føler dig utryg hos din far.

Din initiativret betyder ikke, at du selv kan bestemme. Det er dine forældre og Familieretshuset, der bliver enige om det. Men de skal lytte til dig. Og dine ønsker skal tages med i deres overvejelser.

Hvis du vil bruge din initiativret, kan du ringe til Børnenes Skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50. Du kan også skrive et brev til Familieretshuset. Print brevet her.

Du skal også vide at hvis du skal til et møde i Familieretshuset eller i kommunen, så kan du få støtte fra BørneTelefonen af en bisidder, som kun er der for dig, for at støtte dig og hjælpe dig med at få fortalt om hvordan du har det.

Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er svært at skulle søge hjælp hos de voksne eller hos kommunen. Ved at skrive det her brev, har du allerede taget første skridt. Jeg er sikker på, at du har modet til at tage det næste.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116111. Her sidder søde og dygtige rådgivere klar til at tale med dig og hjælpe dig videre.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat