Brev

Jeg er bange for mig selv

Hej BørneTelefonen

Jeg er en pige på 14 år og jeg vil rigtigt gerne have jeres hjælp…okay så det starter helt tilbage fra da jeg var 2 år..min far sagde og gjorde nogle dumme ting mod mig (ikke noget overgreb eller vold) han har haft en kæreste som ikke var særlig sød over for mig..det var hendes børn heller ikke som faktisk gik i min klasse..det var nemlig der hvor problemet opstod med hans kæreste..

hver gang der var noget arrangement på skolen sad min for og hans kæreste og børn og grinede mens jeg sad og græd et sted for mig selv. det startede allerede i 0.klasse hvilket er alt for tidligt at være ked af det over sådan noget..men det blev værre og værre og en dag i frikvarteret kom min søster som også gik på skolen (hun er 7 år ældre end mig) over til mig og spurgte hvorfor jeg ikke var sammen med nogen af mine venner (det var i 1.klasse) og jeg svarede “kender du ikke det når der sker så meget dårligt i ens liv at man bare ikke orker at være sammen med andre mennesker” JEG GIK I 1.KLASSE!…

og det blev bare være igennem årene og min mor hjalp mig Selfølgelig også men hun kunne ikke gøre noget fordi jeg altid beskyttede min far og altid selv tog skylden..min mor gik igennem rigtig mange år og tænke hvordan jeg kunne holde det ud (det skal lige siges at jeg på en tidsperiode på ca. 1 år gik i noget familiecenter halløj sammen med en gruppe andre børn..der var jeg ca. 11-12 år men det hjalp kun lidt)…

efter noget tid havde jeg brug for ny luft så jeg flyttede skole…også fordi der var alt muligt med skolen jeg blev ikke mobbet jeg passede bare ikke ind..jeg har det rigtigt godt på min nye skole heldigvis…

nå nu til sagen: her for 4 dage siden begyndte jeg desværre at cutte..jeg fik bare nok af alt hvad der er sket i mit liv. Der er en anden pige i min klasse lad os kalde hende X…X cutter også og jeg snakkede så med hende her i fredags om det og jeg besluttede mig for at gå ned til vores inkludusionspædagog sammen med X som har haft mange samtaler med hende vores pædagog…

jeg havde fortalt pædagogen det og hun har åbenbart en eller anden pligt til at ringe til ens forældre og sige det..kan ikke huske hvad det hedder..men min mor ved det nu og det kom heldigvis/desværre ikke som en overraskelse for hende da hun jo har set hvad jeg har været igennem..

men nu skal jeg så igennem alt muligt med kommunen og sådan noget og jeg kan bare mærke at jeg ikke magter det og hver gang jeg tænker på det eller kigger på min arm er det som om jeg synker dybere ned i et sort hul selvom jeg er igang med at få hjælp og jeg får det fysisk dårligt når jeg tænker på at synke dybere og til sidst ikke kan komme op

det skræmmer mig og jeg er blevet mere og mere “bange” for mig selv jeg ved ikke hvad jeg kan finde på (dog har jeg aldrig haft selvmordstanker) det er mere om jeg kan finde på at smadre noget eller cutte igen…jeg er også begyndt at få Aggressionsanfald hvor jeg virkelig skal holde det inde ellers begynder jeg at sparke eller slå på noget og det er virkeligt ikke sjovt…

meningen med at skrive til jer var egentligt bare for at komme ud med det fordi det letter hver gang man siger eller skriver det til nogen..og undskyld for det meeeeget lange brev og den måske kludrede sammensætning af ord.

Hilsen pigen på 14 år

Pige, 14 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tak for, at du letter dit hjerte, for det kan også hjælpe andre unge, der kan genkende sig selv i din historie. Du har været rigtig god til at beskrive din situation og det siger mig, at du er en pige der er god til reflektere over hvem du er og hvorfor.

Hvor har du bare været stærk! Det er så godt, at du har snakket med pigen fra din klasse og inklusionspædagogen, om hvordan du har det. Det er helt rigtigt at inklusionspædagogen har underretningspligt, som betyder at hun har pligt til reagerer på det som du har fortalt hende – så du kan få den hjælp, som du har brug for. Det er ikke altid let at få hjælp, når man har kæmpet alene rigtigt længe. Det kan det være så svært at turde tro på, at det hjælper og svært at give sig selv lov til ikke at skulle være stærk og ikke gå med det alene. Jeg tænker, at det må kræve meget energi og mod fra dig. Men jeg fornemmer også, at du er en stærk pige, som allerede er godt i gang og arbejder hårdt for at få det bedre. Når man mærker, at der er nogen som hjælper en, kan der komme ting frem som man ikke har kunne udtrykke før - fx agressionen der dukker op nu, den har der måske ikke være plads til, da du gik med tingene selv og var ked af det. Mon det er det der sker nu?

Som du sikkert mærker, løser cutting ikke problemerne, og det kan være svært at komme ud af det uden hjælp. Hvis du har lyst, kan du læse om, hvordan man kan få hjælp til at stoppe det lige her: www.selvskade.dk Måske kan du kigge på siden sammen med din mor, for der er også gode råd og hjælp til forældre - måske har pigen fra din klasse også brug for at læse om det?

Du har det godt på din nye skole, og jeg tænker, at det kunne være godt for dig at bruge dine venner, når du føler, at du er ved at synke ned i et hul. Du kan lave nogle aftaler med dem, hvor der er mulighed for, at I kan få nogle gode og hyggelige timer sammen. Filmaftener, biografture, shoppeture, gåture osv. kan være nogle ting I kan lave sammen - måske er der andre ting i kan finde på?

Jeg håber og tror på, at du finder kræfterne og modet til at kæmpe den kamp, som du allerede er begyndt på og jeg ved, at du kan få det bedre. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at magte, med kommunen osv. men jeg håber, du bevarer troen og håbet på, at det vil hjælpe dig.

Hvis du har brug for at fortælle mere af din historie og lette dit hjerte, er du også velkommen til at ringe til Børnetelefonen på 116 111

Jeg ønsker dig alt det bedste

BørneTelefonen

Utryk

Veninder der cutter

Flere breve om Selvskade

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Læs mere her

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade

Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser

Læs mere

Se flere der hjælper

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Prøv at bygge et brev

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.