Brev

Jeg er bange for ham

Mine forældre gik fra hinanden da Jeg var 6 år, sammen med min Lille bror, to store søster, pap store bror og pap far flyttede vi langt væk fra min far.

Et år senere flyttede mine to søstre og pap bror hjemme fra og min mor og pap far blev gift hvilket Jeg syntes var tidligt også fordi Jeg Altid har hadet ham som pesten.

Min mor fødte også det år, hvilket vil sige at jeg nu bor sammen med min lille søster og lille bror.

Jeg er 15 år nu og mit had til ham er bare blevet større, jeg har tit snakket med min mor om det men det hjælper ikke rigtig hun siger bare at jeg skal give ham en chance. (Hvilket jeg syntes at have gjort mange gange)

Men jeg er så bange for ham han har de her is blå øjne der bare slår lyn når man siger noget forkert. Han er ret voldig (syntes jeg, det var værst engang jeg kom op at skændes med min søster. Han holdt stramt om min arm,(han er ret muskuløs) jeg råbte han skulle lade mig være men det var ret svært da jeg græd og mit syn var ret sløret pågrundaf mine tåre.

Jeg råbte han var er røvhul så han blev endnu mere vred og skubbede mig ind i køkken bordet mens han holdt stramt om mine over arme, han råbte mig i hovedet så der fløj spydt i hovedet på mig, jeg får stadig marit om det.)

han er også ret voldig i sit sprog og hver gang han snakker bøjer jeg mig automatisk i frygt for at han vil skælde mig ud igen. Jeg har prøvet at snakke med mine venner og veninder om det (min gamle bedste veninde forstår det, da hun også er ret bange for ham, fordi hun spurte hvorfor jeg kom grædende i skole hver dag og jeg fortalte hende det så hvordan det var med min pap far og ja.) men de andre syntes han er ekstremt sød….

Han har ligesom to personligheder, når jeg har venner med hjemme er han virkelig sød og snakker roligt til en hvor imod når man kun er familen (mig, mor og søskende) så har han altid en meget høj og hævet stemme, han blander sig i alting og når det ikke går efter Hans hovde råber han og bliver meget vred.

Jeg havde en gang en veninde (som ikke var bange for ham endnu) med hjemme (det vidste han ikke) så jeg går ud i køkkenet og min veninde står i døren. Han har ikke set hende, så da han ser mig begynder han at skælde mig ud over at jeg ikke havde tømt opvaskemaskinen, jeg sagde at jeg gjorde det i går og han flipper straks ud på mig og siger at han er træt af at skulle gøre alting her i huset. Da jeg går ud til min veninde igen ser hun nærmest skræmt ud for sådan plejer han da ikke at være.

Jeg ved ikke havd jeg skal gøre jeg er så bange for ham jeg føler ikke at han kan lide mig

jeg tør ikke at spørge ham om noget eller at gå ud i køkkenet når han er der. Hver gang han åbner munden skynder jeg mig væk eller bliver helt stiv i kroppen i frygt for at han vil skælde mig ud igen, og jeg vil heller ikke bo hos min far (da jeg heller ikke kan lide ham og vi har ikke et særlig godt forhold til hinanden)

min bror er også bange for ham da han jo også altid er sur på ham. En gang har han prøvet at snakke med ham om det og han sagde bare at det jo var svært at være pap far og at vi jo var en familie nu.

Jeg er bange for at være der hjemme når han er der, jeg gemmer mig på mit værelse med musik i ørne så jeg måske ikke lægger mærke til at han er der. Jeg søger for ikke at kigge ham i øjnen når vi spiser aftens mad, jeg ryster, får svedige hånd flader og kvalme når jeg er på wc (han skal tit på wc og han bliver stresset og sur hvis det tager lang tid) og i det hele taget når jeg høre Hans stemme. (Det er på den dårlige måde at jeg ryster og får svedige hånd flader og kvalme)

jeg siger ham aldrig i mod så jeg måske hvis jeg er heldig ungår at han bliver sur. Jeg siger så få ord til ham som muligt så jeg ikke siger noget forkert.

Jeg græder tit pågrund af at jeg er så bange for ham, jeg bliver også ked af det når jeg kan høre ham og min lille søster råbe og skrige/ smække med døre hver aften fordi hun igen blev sur ved aftensmaden og løb op på sit værelse.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længer og jeg har en lyst til at passe på mine små søskende så min bror ikke hele tiden bliver skældt ud og min søster ikke bliver flået i hver aften.

Jeg føler mig stresset, nervøs, dårlig tilpas og virkelig bange.

Hilsen pigen på 15

Pige, 15 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Mange tak for dit brev. Det er tydeligt at læse, at du ikke har det godt med det, din papfar siger og gør. Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig stresset, nervøs, dårlig tilpas og virkelig bange - det virker til, at man aldrig helt kan vide, hvornår man har gjort noget forkert, og hvor voldsomt han reagerer. Det virker mere til, at du ved, at han reagerer voldsomt, med mindre der er andre på besøg hjemme hos jer.

De måder din krop reagerer viser med alt sin tydelighed, at du er under pres, og din krop reagerer med stress reaktioner. Du er bange for ham og det han gør, og det kan mærkes fysisk i kroppen og psykisk i de måder, du forsøger at undgå ham så vidt det er muligt og for at afværge volden og de voldsomme ting, han siger og gør. Det er simpelthen et alt for stort pres og for meget angst for hans reaktioner, du og dine søskende lever under. Det han gør er at udsætte jer for vold, både psykisk med trusler og fysisk ved at tage hårdt fat i og flå i jer. Det er simpelthen ikke tilladt for voksne at udsætte nogen børn eller unge for vold, uanset hvad man som barn og ung gør eller ikke gør, så er vold ikke tilladt. Heller ikke selvom den voksne prøver at få det til at lyde som om, at det er barnet eller den unges skyld. Du har ret til et trygt og omsorgsfuldt hjem at vokse op i, og jeg fornemmer, at det er det, du ønsker for jer børn og familien.

Det er godt at høre, at du har nogen at tale med; både venner, veninder og din mor. Og du har endda prøvet at tale med din papfar om det. Det er altså ret flot, for det er nemlig temmelig svært at tale med nogen, man er utryg ved. Det er en stor styrke du har, og det viser tydeligt, at du gerne vil gøre dit til, at det kan blive bedre at være i familien.

Det er rigtigt ærgerligt, at det ikke har hjulpet at tale med din mor og din papfar. Har du mon en fornemmelse for om, din mor også er bange for ham eller ikke ved, hvad hun kan gøre for at hjælpe sine børn og ham til at ændre sig og hans reaktioner overfor jer børn?

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan du har talt med din papfar indtil nu, men mit forslag er, at du prøver én gang til, og så skal du lægge vægt på, at du føler, at din papfar ikke kan lide dig.
På den måde taler du til hans følsomme side og ikke til hans vrede side. Så er det tit lettere at få en god dialog ud af det. Og han forstår måske bedre, hvorfor du afviser ham.

Du kunne eventuelt skrive et brev til din mor og din papfar, hvor du får forklaret så præcist som muligt, hvordan du har det, og hvordan du opfatter situationen derhjemme.
Derudover vil det også være en god idé, hvis du fortæller, hvordan du godt kunne tænke dig, at det var i jeres familie. På den måde vil du komme til at fremstå som en moden pige, der gerne vil løse problemet. Måske har du endda nogle forslag til, hvad I hver især kan gøre bedre.

Du kunne eventuelt også spørge, om én af dine storesøstre vil hjælpe dig. Mon de kunne det?
Eller hvad med dine bedsteforældre, hvis du stadig har dem?

Jeg kommer til at tænke på, at din papfar måske har misforstået dig helt. Hvis han ikke ved, at du har en opfattelse af, at han ikke kan lide dig, og at du er utryg ved ham, så tror han måske, at din måde at undgå ham på handler om, at du bare er en sur og besværlig teenager. Det er derfor rigtig vigtigt, at du får fortalt, hvordan det virkelig hænger sammen.

Og det er vigtigt, at du, når du gør det, ikke bander eller siger tingene på en hård eller vred måde, for så hører de måske slet ikke efter, hvad du siger. Så lægger de måske kun mærke til dit tonefald og den måde, du ser ud på, når du siger det.

Og så synes jeg helt klart, at du skal insistere på, at din mor forstår, hvor meget det her fylder for dig. Det er jo trods alt hende, der har ansvaret for, at du trives derhjemme.
Din papfar bærer også et ansvar. Selvom han ikke er din rigtige far, så er det den rolle, han repræsenterer. Og han er også den voksne i hjemmet. Derfor har han et ansvar.

Du kan også vælge at tale med din klasselærer om det. Det er nemlig sådan, at skolen har pligt til at hjælpe dig, hvis du ikke trives derhjemme. Det kan de gøre ved at tale med din mor og papfar, eller ved at fortælle om deres bekymring for dig til kommunen, så de kan hjælpe dig og din familie til at få det bedre.

Jeg håber meget, at du kan bruge noget af det, jeg har foreslået, og jeg håber virkelig, at din situation ændrer sig. For det går slet ikke, at det fortsætter, sådan som det er lige nu.

Stort held og lykke med det!

De bedste hilsener Børnetelefonen

Lavt selvværd, bliver set på som skrald

Jeg føler at jeg er blevet sindssyg.

Flere breve om At være bange

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her