Jeg er bange for ham

Kære pige på 15 år

Mange tak for dit brev. Det er tydeligt at læse, at du ikke har det godt med det, din papfar siger og gør. Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig stresset, nervøs, dårlig tilpas og virkelig bange - det virker til, at man aldrig helt kan vide, hvornår man har gjort noget forkert, og hvor voldsomt han reagerer. Det virker mere til, at du ved, at han reagerer voldsomt, med mindre der er andre på besøg hjemme hos jer.

De måder din krop reagerer viser med alt sin tydelighed, at du er under pres, og din krop reagerer med stress reaktioner. Du er bange for ham og det han gør, og det kan mærkes fysisk i kroppen og psykisk i de måder, du forsøger at undgå ham så vidt det er muligt og for at afværge volden og de voldsomme ting, han siger og gør. Det er simpelthen et alt for stort pres og for meget angst for hans reaktioner, du og dine søskende lever under. Det han gør er at udsætte jer for vold, både psykisk med trusler og fysisk ved at tage hårdt fat i og flå i jer. Det er simpelthen ikke tilladt for voksne at udsætte nogen børn eller unge for vold, uanset hvad man som barn og ung gør eller ikke gør, så er vold ikke tilladt. Heller ikke selvom den voksne prøver at få det til at lyde som om, at det er barnet eller den unges skyld. Du har ret til et trygt og omsorgsfuldt hjem at vokse op i, og jeg fornemmer, at det er det, du ønsker for jer børn og familien.

Det er godt at høre, at du har nogen at tale med; både venner, veninder og din mor. Og du har endda prøvet at tale med din papfar om det. Det er altså ret flot, for det er nemlig temmelig svært at tale med nogen, man er utryg ved. Det er en stor styrke du har, og det viser tydeligt, at du gerne vil gøre dit til, at det kan blive bedre at være i familien. 

Det er rigtigt ærgerligt, at det ikke har hjulpet at tale med din mor og din papfar. Har du mon en fornemmelse for om, din mor også er bange for ham eller ikke ved, hvad hun kan gøre for at hjælpe sine børn og ham til at ændre sig og hans reaktioner overfor jer børn?

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan du har talt med din papfar indtil nu, men mit forslag er, at du prøver én gang til, og så skal du lægge vægt på, at du føler, at din papfar ikke kan lide dig.
På den måde taler du til hans følsomme side og ikke til hans vrede side. Så er det tit lettere at få en god dialog ud af det. Og han forstår måske bedre, hvorfor du afviser ham.

Du kunne eventuelt skrive et brev til din mor og din papfar, hvor du får forklaret så præcist som muligt, hvordan du har det, og hvordan du opfatter situationen derhjemme.
Derudover vil det også være en god idé, hvis du fortæller, hvordan du godt kunne tænke dig, at det var i jeres familie. På den måde vil du komme til at fremstå som en moden pige, der gerne vil løse problemet. Måske har du endda nogle forslag til, hvad I hver især kan gøre bedre.

Du kunne eventuelt også spørge, om én af dine storesøstre vil hjælpe dig. Mon de kunne det?
Eller hvad med dine bedsteforældre, hvis du stadig har dem?

Jeg kommer til at tænke på, at din papfar måske har misforstået dig helt. Hvis han ikke ved, at du har en opfattelse af, at han ikke kan lide dig, og at du er utryg ved ham, så tror han måske, at din måde at undgå ham på handler om, at du bare er en sur og besværlig teenager. Det er derfor rigtig vigtigt, at du får fortalt, hvordan det virkelig hænger sammen.

Og det er vigtigt, at du, når du gør det, ikke bander eller siger tingene på en hård eller vred måde, for så hører de måske slet ikke efter, hvad du siger. Så lægger de måske kun mærke til dit tonefald og den måde, du ser ud på, når du siger det.

Og så synes jeg helt klart, at du skal insistere på, at din mor forstår, hvor meget det her fylder for dig. Det er jo trods alt hende, der har ansvaret for, at du trives derhjemme.
Din papfar bærer også et ansvar. Selvom han ikke er din rigtige far, så er det den rolle, han repræsenterer. Og han er også den voksne i hjemmet. Derfor har han et ansvar.

Du kan også vælge at tale med din klasselærer om det. Det er nemlig sådan, at skolen har pligt til at hjælpe dig, hvis du ikke trives derhjemme. Det kan de gøre ved at tale med din mor og papfar, eller ved at fortælle om deres bekymring for dig til kommunen, så de kan hjælpe dig og din familie til at få det bedre.

Jeg håber meget, at du kan bruge noget af det, jeg har foreslået, og jeg håber virkelig, at din situation ændrer sig. For det går slet ikke, at det fortsætter, sådan som det er lige nu.

Stort held og lykke med det!

De bedste hilsener Børnetelefonen