Kære pige på 17 år
Tak for dit brev. Du fortæller, at du er gravid, tillykke med det.
Dit problem er, at du er bange for alt. Det at være angst præger hele ens dagligdag, idet ens tanker hele tiden bliver ledt hen på, at der kan lure en fare et sted. Frygten sætter gang i forskellige reaktioner i kroppen, som gør at man både mærker angsten psykisk, men også fysisk.
Det at du nu er gravid, tænker jeg er endnu en angst-faktor i dit liv. Når du kun er 17 år og skal være mor, føler du måske, der er nok at være bange for..? Du bekymrer dig måske, om du kan klare det store ansvar det er at have et barn..? Du er måske bange for familie og venners reaktion, bliver de mon forargede over at du skal være mor som teenager... Vil graviditet og fødsel forløbe uden problemer, ja der er nok at bekymre sig om. Men du skal vide, at andre unge vordende mødre har de samme tanker og den samme usikkerhed.
Men da du i forvejen er plaget af angst, risikerer du, at følelserne bliver forstærket, og at du derfor ikke kan kontrollere dem. Jeg tænker, du har brug for hjælp. Især nu hvor du skal være mor. Det er vigtigt, at du har det overskud, der skal til, når først barnet kommer.
Der findes behandling til at bearbejde og kontrollere angst. Du skriver, at du ikke tør fortælle nogen om din angst, men nu har du taget det første skridt og skrevet det til Børnebrevkassen. Næste skridt kan være at fortælle din læge og din jordemoder, hvordan du har det. Spørg dem, hvilken hjælp du kan få. Jeg er sikker på, at de med det samme sætter i gang med den rette behandling.
Når først du får den rette behandling, vil du sikkert begynde at tænke flere positive tanker om dit kommende barn og jeres fremtid sammen. Angsten vil ikke længere overskygge din dagligdag eller præge din adfærd. Hvis du slipper fri af angsten, tror jeg du vil føle frihed og forventningens glæde.
Held og lykke fra BørneBrevkassen