Jeg er bange

Kære pige

Tak for dit brev. Det er så godt, at du skriver herind, for du skal ikke gå og føle dig bange eller blive mobbet i skolen – sådan skal det ikke være at gå i skole. Det kan føles så uretfærdigt, at det lige netop er en selv der bliver ramt af mobning og man kan stille spørgsmål om, hvorfor det rammer "lige mig". Mobning er som oftest et udtryk for, at der ikke er en god stemning i klassen. Mobning opstår altså af stemningen i klassen og ikke af enkeltpersoner.

Mit svar til dig vil handle om, hvordan du kan få hjælp til at stoppe mobningen, så du ikke skal føle dig bange og at have nogen at kunne tale med det hele om.

Mobning kan være en svær ting at være oppe imod og derfor er det vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Jeg ved ikke, om du har hørt om det før, men på alle skoler i Danmark er der en mobbepolitik, der skal være med til at sikre, at der ikke bliver mobbet. Lærerne på din skole skal være med til at overholde mobbepolitikken og derfor tænker jeg, at en mulighed kan være at tale med den lærer, som du er mest tryg ved på skolen, om det der sker. Læreren vil kunne hjælpe med, at det bliver anderledes. Hvordan mon det vil være for dig og hvilken lærer komme du til at tænke på? 

Det er oftest sådan, at det er godt, hvis der er god tid til at tale sammen. Du kunne derfor sige til din lærer, at der er noget vigtigt, som du vil tale om og spørge, hvornår læreren har tid til at tale med dig. En anden hjælp kan også være at tænke over, hvad du helt præcis gerne vil sige og måske skrive det ned. Det kan nemlig nogle gange gøre det lettere at få sagt. Vil det mon være en hjælp for dig? Og ved du mon allerede nu, hvad der er det vigtigste for dig, der skal tages fat på, så du ikke skal sidde at græde hjemme på værelset ellers er det en god ide at give nogle tanker?

Når noget skal forandres, hjælper det at starte med én ting...

Du kan også læse mere om mobning på vores hjemmeside ved at trykke på det her link:

http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Mobning.aspx

. Det kan måske være en hjælp i forhold til, hvad der kan gøres.

Lykkes det ikke at fange din lærer, er der også altid en AKT-lærer man kan gå hen og snakke med. En AKT-lærer har særlig tid til og mulighed for, at hjælpe eleverne på skolen, med lige præcis det, du skriver ind om. Ved du ikke,  hvem der er AKT-lærer på din skole, kan du spørge på kontoret.

Jeg synes, at det er rigtig godt, at du har sagt det til dine forældre. Det kræver en masse mod at gøre. Du skriver, at de ikke længere lytter så meget til dig. Måske ved de ikke, hvor meget det går dig på?  Eller måske er de holdt op med at lytte til det du siger, fordi de tror, det er det samme du siger hver gang? Det kunne derfor være en mulighed at sige til dem, hvordan du oplever det derhjemme. Du kan for eksempel vise dem det her brev. Så kan de se, hvordan du går og har det. Hvad tænker du om det? Dine forældre vil også kunne tage kontakt til skolen, hvis du ikke synes der sker noget, efter du selv har snakket med din lærer eller den du nu vælger at snakke med.

Tit reagerer forældre "mærkeligt" på, hvad deres børn fortæller dem, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre og/eller fordi de bliver kede af det på dine vegne. Det de får sagt til dig, behøver derfor ikke betyde, at de ikke bekymrer sig om dig og det der sker. Den ked-af-det-hed du beskriver kan dog ikke diskuteres eller "gemmes væk", da du jo ikke græder og føler dig mobbet for sjov. Hjælper det ikke at vise dine forældre dit brev og måske mit svar, er det vigtigt du bliver ved med at lede efter en anden voksen der kan hjælpe dig videre.

Du skriver, at du er begyndt at blive bange for at andre bagtaler dig lige meget, hvor du er. Sommetider kan man begynde at blive bange, fordi man har haft en ubehagelig oplevelse, hvor man så er bange for, at det kommer til at ske igen. Jeg ved ikke om det er sådan  du oplever det, men hvis det er,  er  det helt forståeligt. Kroppen "husker" nemlig det den oplever, og kan derfor reagere, selvom situationen ikke gentager sig.  Måske kan det være en hjælp at tænke det hænger sådan sammen, næste gang du står i sådan en situation? 

Måske kan en hjælp for dig i de situationer, hvor du bliver bange også være, at du tænker på de gode tanker om dig selv og hvad du godt kan lide at lave. På den måde kan du gå imod ”bange-tankerne” og vise "dem" ,hvem der bestemmer, hvornår du skal være bange og hvornår du ikke skal. Du har for eksempel vist mod og handlekraft, ved at skrive herind, og dermed vundet over "bange-tankerne"; det er en god egenskab, som du kan tænke på, når du bliver bange. Hvilke ting kunne du ellers tænke på?

I forhold til dine venner, så kan en måde, at ses mere med dem, være ved at spørge, om I skulle lave noget sammen. Det er ofte rart at lave noget sjovt og hyggeligt sammen med andre, så man kan komme lidt væk fra de triste følelser. På den måde kan du også vise dem, at du gerne vil ses med dem og ikke vil have, at de lader dig være, som du skriver, at de er begyndt at gøre. Måske kan dine veninder godt mærke du ikke er helt som du plejer, og derfor ikke ved hvad de skal gøre - tror du det kan hænge sådan sammen?  

Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med, hvad du skal gøre og at få talt med nogen om det, så du ikke har følelsen af, ikke at have nogen at snakke med. Når man er ked af det eller har det svært er det nemlig ofte rigtig rart at have nogen at snakke med. Du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale videre om det. Nummeret i 116 111 og du vil være anonym.

Mange hilsner fra BørneTelefonen