Jeg er bange….

Kære E.

Hvor er det godt, at du nu lukker lidt op for dine tanker og svære følelser. At gå med sådanne ting alene i 4-5 år er lang tid. Måske oplever du allerede nu en lettelse bare ved at have skrevet brevet? Der sker nemlig ofte en ændring, allerede når man beslutter sig for at dele de svære ting.

Du starter dit brev med at fortælle om dine forældres skilsmisse. Jeg fornemmer, at du selv mener, at der er en forbindelse mellem dine nuværende problemer og deres skilsmisse. Det kan der sagtens være. Jeg forestiller mig, at det kan være din manglende reaktion på skilsmissen dengang, der nu kommer frem. Du var 8 år, du tog dig af din lillebror under dine forældres skænderier, og du fandt ud af, at I måtte gemme jer, mens det stod på. I må have været rigtig bange begge to! Og sikken et ansvar, der lå på dine 8 årige skuldre!

De bange følelser, vreden, tristheden, svigtet fra dine forældre og usikkerheden kunne du putte langt væk i nogle år. Men for 4-5 år siden begyndte det at knibe med at holde følelserne væk. Det er meget almindeligt, at børn kan holde de svære følelser væk i nogle år, indtil f.eks. puberteten begynder. Det er måske, hvad der er sket for dig? Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt forskrækket over de følelser, du mærker, men der er ikke noget mærkeligt i det. Tvært imod ville det være skidt, hvis du ikke reagerede.

Der er heller ikke noget mærkeligt i, at du mest mærker dine bange følelser, når du møder andre menneskers svære problemer. Det sker, fordi dit eget " filter " lige nu er tyndt. Så når du mærker andres angst, kan du også mærke din egen. Og det kan være skræmmende.

Det er godt at høre, at du har en kæreste, der er god til at lytte til dig. Og det er så godt, at du ikke cutter, men holder ud. Du har sikkert allerede opdaget, at hvis du får snakket med din kæreste om det, der brænder på, forsvinder trangen til at cutte. At dele tanker og følelser med andre, er nemlig vigtigt.

Du skal vide, at alle kommuner har tilbud til børn og unge, der har brug for hjælp. I nogle kommuner hedder det PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning). Alle kommuner har også en Anonym Ungerådgivning, som du kan tale med. Begge rådgivninger kan du finde på kommunens hjemmeside. Men du kan også gå til din lærer eller sundhedsplejersken på skolen og fortælle, hvordan du har det. Så kan de hjælpe dig med at finde den rette hjælp. Måske kunne det også være samtaler hos en psykolog?

Du skriver, at du ikke vil tale med dine forældre, fordi du er vred på dem, og de ikke har fortjent din fortrolighed. Måske skulle du lige overveje din beslutning igen. Det kunne nemlig godt være en hjælp for dig, hvis du lukkede lidt op også over for dine forældre. Så I kunne snakke om alt det, der brænder på for dig. Og de kunne give dig noget af den omsorg, du har brug for. Du kunne evt. skrive et brev til dem, der ligner det, du har skrevet til BørneTelefonen – eller vise dem dit brev hertil og mit svar.

Jeg synes, det lyder fint, at du skal på efterskole. Jeg tror, at afstanden til familien vil gøre dig godt. Jeg vil gætte på, at afstanden og alt det nye på skolen vil gøre livet nemmere for dig. Måske får du slet ikke brug for den tætte kontakt til din kæreste. Men for en sikkerheds skyld kunne du måske aftale med hende, at I skyper sammen, hvis det brænder på for dig. Så har du et sikkerhedsnet.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen