Jeg er bange
Hej
Jeg er en pige på 16 år, og jeg har gået med nogle ubehagelige tanker i et stykke tid nu. På nogle dage hvor jeg er rigtig træt, begynder jeg at græde, og lige for tiden synes jeg, at jeg græder mere end jeg griner.
Der er flere faktorer, der spiller ind. Jeg tror mest af alt, at jeg bliver ked af, at alt er så uretfærdigt. Det er uretfærdigt, at jeg ikke har en kæreste, når så mange andre har én. Det er uretfærdigt at jeg ikke kan bo hjemme hos min familie – som jeg elsker virkelig højt – mens jeg er på en uddannelse, jeg ikke en gang gider, fordi jeg er så skoletræt.
(Vi bor på en ø, og der er ingen gymnasier. Derfor bor jeg på kostgymnasium andetsteds).
Det er uretfærdigt, at jeg skal kæmpe med overvægt, når alle mine veninder kan æde og æde, uden at der sker noget. Og samtidig er jeg vildt frustreret over fremtiden, som jeg ikke aner noget som helst om. Hvad jeg gerne vil.
Jeg har altid været meget følsom, og jeg tænker rigtig meget over alle mulige ting. Derfor kan alt hurtigt blive kludret og forvirrende i mit hoved. Som lille blev jeg drillet med, at jeg altid græd. Og jeg har elsket den samme dreng i 8 år. Han behandlede mig bare som lort, og det har påvirket mig meget efterfølgende.
Før sommerferien afsluttede jeg mit efterskoleår, og det var en fantastisk oplevelse. Men samtidig er det vildt uretfærdigt, at jeg så ikke kan se nogle af mine bedste venner hver dag, fordi vi bor rundt omkring i landet.
Jeg er meget perfektionistisk som person, og jeg kan nemt blive stresset, hvis der sker for mange ting på én gang. Nogle dage har jeg dårligt selvværd, og jeg er ked af min overvægt. For tiden føler jeg mig også ret ensom, fordi jeg som sagt ikke har min familie i nærheden, og på kostskolen er man slet ikke så tætte som på efterskolen.
Jeg har fået nogle gode venner herovre, men jeg føler ikke, at jeg kan fortælle om de tanker, jeg går rundt med lige nu. Jeg er tit og ofte det tredje eller fjerde hjul, hvis jeg er sammen med flere på én gang, og det sårer mig lidt ikke at have én person, jeg altid kan snakke med.
I dag begyndte jeg at græde igen, over alle disse ting. Det er ved at blive normalt for mig. Men i dag blev jeg bange for mig selv. Mere end jeg har gjort før. Jeg sad med en saks i hånden, men kunne ikke få mig selv til at cutte.
Derefter hev jeg nogle pamol’er frem. Jeg skulle bare dulme min hovedpine, men tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og så overvejede jeg et øjeblik det værste… der skete ingenting, men det virkede alt for nemt. Og hurtigt. At sluge alle de piller.
Jeg har tænkt på selvmord før, men aldrig i alvorlig grad. Og jeg ville aldrig byde mine venner og familie det. Eller mig selv for den sags skyld. Men det skræmte mig. Tankerne. Jeg har mange gange oplevet at blive skubbet “over the edge”, hvis nogen har provokeret mig, og jeg har følt det som at gå ind i en anden person.
En anden dimension eller sådan noget. Ude af kontrol. Jeg har læst noget om særligt sensitive personer, og jeg tænker på, om jeg mon også er det? Eller om det er noget helt andet?
Jeg har overvejet at gå til psykolog, men det er dyrt, og samtidig vil jeg ikke belaste mine forældre og gøre dem bekymrede. Men jeg begynder at blive rigtig bange for mine tanker. Og hvad der måske kunne ske, hvis jeg virkelig blev skubbet ud over kanten. Psykisk.
Jeg vil meget gerne have svar og hjælp.
Hilsen ‘den følsomme’