Brev

Jeg bryder snart sammen.

kære børnetelefonen
jeg er en pige i ottende klasse og jeg har de her tanker som der ikke vil gå væk.
jeg har det som om at jeg bare bliver ført dybere og dybere ned i den her indsnævrende spiral og det at jeg overtænker alt gør det ikke bedre.
jeg har alle de her tanker om døden og om hvor meningsløst alt er, jeg tør ikke fortælle mine forældre det men jeg har prøvet at give små dele af mine tanker til mine to bedste venner.

den ene har selv nogle problemer og forstod godt hvad jeg mente med noget af det jeg sagde men jeg tror slet ikke at han forstod alvorligheden af det, den anden forstår det bare overhovedet ikke men kan godt se at det er alvorligt, faktisk var det hende der sagde at jeg skulle prøve at snakke med en voksen.

en anden ting er at jeg ved ikke om de tanker jeg har bare er en eller anden form for normal teenage angst eller depression og lige meget hvor slemt det er så har jeg en frygt for at være normal eller ligesom alle andre og blive glemt, så når jeg tænker at det er helt normalt det jeg tænker bliver det kun værre fordi at jeg er som alle andre. det ender altid med at jeg bare drukner i min egen selvmedlidenhed og bagefter bliver vred på mig selv over min ynkelighed.

jeg kan godt lide at have kontrol og det kaos der fylder mine tanker er komplet modsat så jeg har på en eller anden måde tænkt at så må jeg tage kontrollen over mit ydre. det er ført til at jeg spiser mindre og mindre og hver gang jeg rent faktisk spiser mad føler jeg at jeg tvangsfodre mig selv, igen så ved mine forældre ingenting.

mine venner har lagt mærke til at jeg ikke spiser frokost og de siger at jeg skal spise mere og jeg har prøvet at sige at jeg bare ikke er sulten men så siger de at det bare lige præcis er det en spise forstyrrelse går ud på. det de ikke ved er at det er den mindste smerte jeg føler og at det at de peger det ud kun gør det værre.

det værste af det hele er at jeg ved ikke om det er virkeligt. altså om det bare er noget min hjerne finder på eller om det rent faktisk er noget.

til sidst kom jeg frem til at lige meget hvad det var så gjorde det ondt og jeg har aldrig haft flere venner eller et bedre forhold til min familie men jeg er bare hele tiden trist og fyldt med den her tomhed. jeg har aldrig følt mig så alene og det var det der fik mig til at skrive.

Tak for tålmodigheden og håber at i kan hjælpe mig.
Kærlig hilsen pigen der er fanget i sit eget hoved.

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Selvom du føler, at dine tanker er totalt kaos, så beskriver du meget klart og stærkt i dit brev, hvordan du har det. Du er rigtig god til at formulere dig. På den måde er dit brev faktisk det modsatte af det, du føler. Det har struktur og giver mig et godt overblik over, det du kæmper med lige nu. Måske har du faktisk også selv fået større klarhed efter at have skrevet?

Det, jeg især bider mærke i, når jeg læser dit brev er, at du aldrig har haft flere venner eller bedre med dine forældre. Alligevel føler du dig alene om dine tanker. Og har svært ved at dele dem. Jeg kommer derfor til at tænke på, at det måske giver dig en følelse af ensomhed? Og om det er den ensomhedsfølelse, der gør allermest ondt?

Jeg kan jo slet ikke vide, om det er sådan, du har det. Men jeg ved, at mange unge, der har det svært, oplever at føle sig ensomme, fordi de går med problemerne alene. Og at vejen ud er at åben op. Det har du allerede gjort med dette brev til BørneTelefonen. Du har også gjort det overfor dine venner. Men du oplevede desværre ikke, at de helt forstod dig. Og det har måske ført til, at du har følt dig endnu mere alene? Alligevel er det det, jeg også vil råde dig til at gøre igen – fortælle nogen, gerne dine forældre, hvordan du har det.

Nogle gange kan man føle en form for tomhed og meningsløshed – uden at kunne sætte en finger på, hvad det præcis skyldes. Det lyder til, at det er sådan, du har det. Følelsen har nu sat sig så fast i dig, at du faktisk reagerer fysisk. Du spiser ikke det, du har brug for.

Som du selv er inde på, så er spiseforstyrrelsen ikke det, det reelt handler om for dig. Men kun et symptom på, at du har det skidt.

Du skriver, at spiseforstyrrelsen er den mindste smerte. Og jeg forstår virkelig godt, hvad du mener. Alligevel er det vigtigt, at du tager den alvorligt. Det er nemlig sådan, at når din hjerne ikke får den mad, den skal bruge – så påvirkes den. Og det kan betyde, at det bliver sværere for dig at håndtere de negative tanker.

Du er i tvivl om, det er almindeligt at føle, som du gør, når man er teenager. Mange teenagere oplever humørsvingninger – og har tanker om livet, døden og meningen med det hele. Som teenager er man i gang med at løsrive sig fra sin familie og finde ud af, hvem man selv er. Og på den rejse får man nemt sådanne store tanker og spørgsmål. Men idet du også er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, synes jeg, at det er vigtigt, at du får en professionel til at hjælpe dig med at vurdere, hvad der er på spil for dig.

I første omgang tror jeg dog, at du skal åbne dig for dine forældre. Sådan at de kan støtte dig i at få hjælp. Det lyder næsten også som om, du faktisk gerne vil tale med dem. Men bare tøver. Er det rigtigt fornemmet?

Det kan være, at du er bange for at bekymre dem? Det kan også være, at du bange for, at de ikke vil tage dig alvorligt eller forstå dig. Men hvis du fx viser dem dit brev og mit svar – så er du allerede godt på vej, og forhåbentlig kan de derigennem se, at du allerede nu, har taget et stort ansvar for at løse tingene. Men at det er for svært at gøre alene. Hvis de så bliver usikre på, hvordan de kan hjælpe dig, så kan de få råd og vejledning på vores ForældreTelefon på 35555557.

Det er sådan, at mange kommuner tilbyder gratis psykologhjælp til unge. Og jeg tror, at det måske kunne være en hjælp for dig at få vendt dine tanker med en psykolog. På din kommunes hjemmeside, kan du og dine forældre læse om tilbuddet også gælder i jeres kommune. Sammen kan I også kigge på LMS hjemmeside. Her er gode råd til unge med spiseforstyrrelser og deres pårørende.

Dit brev til brevkassen er et meget fint eksempel på, at du kan sætte ord på dine følelser. Det kan være en stor styrke for dig fremover. Og være med til, at du igen får det bedre. For når du kan beskrive, hvordan du har det – så er det også langt nemmere, at finde den rette hjælp til dig.

Jeg håber, at du snart vil opleve at følelsen af at være “fanget i hovedet” stopper. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Psykolog

Har brug for hjælp

Flere breve om At være bange

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her