Kære pige på 14 år.
Tusind tak for dit flotte brev til brevkassen. Når jeg læser det, er jeg slet ikke i tvivl om, hvordan du har det. Du har virkelig skrevet et meget flot og præcist brev, der fortæller, hvad det er for nogle tanker, du går med. Jeg håber derfor, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, så du kan få den hjælp, du fortjener.
Jeg kan forstå på dit brev, at du ikke har det godt med pigerne i din klasse. Som menneske er noget af det værste at føle sig alene. Vi er skabt til at være en del af et fællesskab - og det er rigtig hårdt, når man går i en klasse, hvor man ikke føler sig som en del af fællesskabet. Det er helt forståeligt, at du ikke kan holde til det i længere tid.
Du skriver, at du fortalte til din lærer, hvordan du havde det med de andre piger i klassen. Det er rigtig godt, at du gjorde det. For det er nemlig ikke ens eget ansvar at blive en del af fællesskabet, men derimod en fælles opgave, som omhandler ALLE i klassen.
Jeg kan forstå, at din lærer talte med de andre piger om, at de skulle invitere dig mere med. Det gjorde de så én gang, hvorefter de slet ikke talte til dig. Det din lærer gjorde for at hjælpe, har altså ikke hjulpet. Derfor tænker jeg på, om du mon har fortalt din lærer det?
Det er nemlig ikke sikkert, at han/hun ved, at det ikke har hjulpet. Det kan måske føles meget indlysende, at det ikke hjalp. At din lærer med andre ord selv "burde" kunne se, at det ikke har hjulpet, men indimellem kan lærere være lidt blinde og tro, at "nu er alt godt", selvom det ikke er sandheden. Derfor er det rigtig vigtigt, at du får sagt, at det ikke har hjulpet.
Som barn/ung har du nogle rettigheder. En af de rettigheder er, at du skal have det godt i skolen. Det er jo et sted, hvor man er tvunget til at være mange timer hver dag. Hvis man ikke trives, er det sværere at lære noget. Derfor er det faktisk de voksnes ansvar at sikre, at du har det godt på skolen. Men før de kan hjælpe dig, skal de have det at vide. Bagefter er det så deres opgave at finde ud af, hvordan de bedst hjælper dig og de andre i klassen med at få et godt fællesskab - og så er det en fælles opgave at få det til at ske. Jeg håber derfor, du har mod på at sige det igen. Du har jo vist, at du kunne gøre det sidste gang, så jeg tror også på, at du kan sige det igen..
Når man har det rigtig dårligt, kan vi som mennesker få nogle tanker, som vi ikke kan lide, vi har. Det kan være forfærdelige tanker, hvor vi tænker, at vi skader os selv. Fx ved at sulte sig selv. Det er helt naturligt og kroppens måde at fortælle, at man ikke har det godt. Du skriver selv meget flot og præcist, at du er "bange for, at tankerne bliver til handling" - og det kan jeg godt forstå. Derfor er det så flot, at du har skrevet herind. Det viser nemlig, at du gør, hvad du kan for at stoppe de dårlige tanker - og det er et skridt i den rigtige retning mod at få ændret de ting, som gør dig ked af det. Så sejt gjort!!
Hvis man er kommet så langt ud, er det nødvendigt med voksen-hjælp. Det er med andre ord ikke noget, man selv kan klare.. For tankerne går kun væk, hvis man får det bedre. Selvom du aldrig har fortalt andre dine tanker før, så har du vist med dit brev, at du faktisk er rigtig god til at sætte ord på det, du tænker. Du skal derfor finde en voksen, som du kan fortælle, hvordan du har det. Det kan fx være din lærer eller måske dine forældre? Det kan også være, at du selv har en voksen i tankerne? Hvis du føler, det er for svært at få det sagt, vil jeg anbefale dig at vise dem dit brev. Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at du har brug for hjælp.
Husk, at du altid kan skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for det. Jeg håber, du vil bruge det mod, som du har vist i dit brev hertil, så du kan dele dine tanker med en voksen, som kan hjælpe dig på rette vej, så du får hjælp til at ændre de ting, som gør, at du ikke er glad. Jeg tror på, at du kan gøre det..
De allerbedste hilsner fra BørneTelefonen
