Kære Du,
Hvor er det bare sødt af dig og godt, at du bekymrer dig for din ven og vil hjælpe ham. Det er vigtigt at have venner som dig.
Jeg gætter på, at I skriver over nettet og det er der jeres primære kommunikation foregår. Så jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at hjælpe. Men hvor er det bare godt, at du opfordrer ham til at snakke med nogle voksne, for det er lige præcis det som også kan hjælpe ham. Det er også rigtig godt, at du "bare" lytter til ham, det kan være en stor hjælp, når man har det svært.
Det lyder ikke som om, at det er hans forældre han kan snakke med. Men måske kan du opfordre ham til at snakke med hans lærer? Du kan måske snakke med ham om, hvilken lærer, han føler sig mest tryg hos. Han har måske også behov for at snakke om, hvordan det er derhjemme? Hans lærer har pligt til at hjælpe ham, hvis han fortæller hvor skidt han har det. Måske er det svært at få det sagt til en lærer og derfor kan det være en mulighed at skrive til sin lærer over elevintra.Her har han ro til at skrive, hvad det handler om og måske også hvad han håber at få hjælp til. Det kan du måske også fortælle ham...
Når du skriver, at du er bange for, at han kan finde på at tage sit eget liv, bliver jeg meget bekymret. Og det lyder som om, at det han oplever er meget urimeligt.
BørneTelefonen har både, chat-, sms-, og telefonrådgivning 116111, hvor der hver dag er åben fra 11-23. Det kan måske være en god idé for ham at søge hjælp her. Du kan jo fotrælle ham om os og henvise ham til vores hjemmeside www.BørneTelefonen.dk - her kan han se alle mulighederne for rådgivning. Det håber jeg, at han har mod på at prøve.
Du skal være rigtig stolt af dig selv over, at du er så omsorgsfuld og forsøger at hjælpe ham. Det er vigtigt, når man har det som ham, at have gode venner, som dig. Mon du også har brug for at snakke med nogle andre om de ting din ven fortæller - måske dine forældre er gode at snakke med eller måske en lærer fra din skole?
Jeg håber at rådene kan hjælpe både dig og ham.
Med kærlig hilsen
BørneTelefonen