Hvis jeg kunne, ville jeg ikke være her idag.

Kære pige på 12 år.

Tak for dit brev, som meget tydeligt beskriver, alle de svære bump der, indtil nu, har været på din vej. Det lyder som om, at du i mange år, har forsøgt at få det bedre.

Du skriver, at du ikke ved, hvorfor du har skrevet til BørneTelefonen. Måske er det fordi, du gerne vil lidt i kontakt med omverden, og du gerne vil høre mine tanker om dit liv?

I mit svar vil jeg prøve at dele mine tanker med dig. Jeg kan godt forstå, at du har mange overvejelser over dit liv og det du har været igennem. Jeg kan læse, at du er en pige, der har været igennem meget, både mors sygdom, dødsfald i familien, mobning og vennesvigt. Der har været ting i dit liv og i dit sind, der har ført til behandling for spiseforstyrrelse og nu, er din diagnose svær OCD. Med alle de svære ting i bagagen, kan jeg godt forstå, at du gerne vil vide, hvad du skal gøre.

Hvis du havde en tryllestav, ville du måske ønske, at du levede et helt "almindeligt" liv for en 12 års pige uden angst, OCD og selvmordstanker. Men tryllestave findes kun i eventyrene. Når man er i den virkelige verden, er det bedste, der kan ske, at man får hjælp og støtte til det, der er svært.

Det får du heldigvis. Desværre er du nødt til at være lidt tålmodig, for behandlingen kræver tid. Det kan være forfærdelig svært at være tålmodig, når man føler sig trist og har triste tanker. Men dit håb om at få det bedre, er med til at hjælpe behandlingen på vej. Det skal du prøve at holde fast i.

Det lyder som om, at du ikke er helt tilfreds med dine behandlere. Du synes ikke, de lytter, og de spørger kun til din OCD. Jeg tænker på, hvad du gerne ville have, de spørger dig om? Måske kunne du skrive ned, hvad du kunne tænke dig, at I snakkede om. Det kan være, du kan få hjælp af din mor til at finde ud af, hvad du savner.

På den måde, har du måske en mulighed for at blive mere tilfreds, hvis du fortæller dem om dine ønsker. Min erfaring er, at behandlere meget gerne vil tale om det, der har betydning for den enkelte. Men nogle gange, skal de have lidt hjælp til, at finde ud af, hvad det er. 

Jeg tænker også, at det kunne være godt for dig, hvis du fik den hjemmeundervisning, som din skole har lovet. Måske skulle dine forældre rykke skolen, hvis den ikke er kommet i gang endnu? Du har nemlig ret til at få noget undervisning. Jeg ved fra andre børn, der er syge, at undervisningen kan hjælpe til, at man føler sig mindre isoleret. Skolearbejdet kan også hjælpe med, at få nogle af de svære tanker lidt i baggrunden, fordi man skal koncentrere sig om noget fagligt.

Nogle steder i landet, er det muligt at komme i nogle grupper med andre, der har det som du. Måske kan behandlerne hjælpe dig og dine forældre med at undersøge, om det kunne være en god idé, at du også møder andre børn og unge, der har nogle af de samme udfordringer og tanker som dig? I den forbindelse, kunne det måske også være muligt for din familie, at tale med andre familier i samme situation. 

Jeg ved fra andre børn og unge, at når man møder andre, der genkender det man synes er svært, så kan det give én følelsen af, at man ikke er alene. Måske møder man andre, der er blevet hjulpet, så man på den måde, får fornemmelsen af, at det nok skal blive bedre.

Du skal vide, at dit brev har berørt mig. Jeg sender dig alle mulige gode ønsker om, at du snart får det bedre. Og husk på, at håbet for dig ligger i behandlingen.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen