Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad gør jeg?

Har skrevet med en på nettet. Vi har aftalt at mødes og han vil endda betale mig. Ingen sex eller noget. Men lige inden vi skal mødes finder jeg ud af at han er rigtig gammel, og vælger derfor ikke at møde op. Han bliver virkelig sur, og vil igen. Jeg vil stadig ikke mødes og han truer med at offentliggøre vores chat og mit profilbilleder overalt i området.mjeg er rigtig bange for jeg vil ikke fortælle det til min mor, for så tror hun bare at jeg ville det. Ved ikke hvad jeg skal gøre. Har ikke noget billede af ham. Og hvad nu hvis han gør som han truer? Og sætter det hele op overalt i byen. Mit liv vil jo blive ødelagt og ved ikke hvor jeg kan søge hjælp?

Hjælp mig vil i ikke nok ved ikke om jeg kan blive hjemme hvis det sker:-(

Pige
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Mange tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du har skrevet til os, for det lyder som en rigtig ubehagelig situation.

Mange andre har ligesom dig prøvet at chatte med én, som pludselig viste sig at være en anden end den, de udgav sig for at være. Det sker også tit, at børn og unge lader sig lokke til at sige eller gøre ting på nettet, som de ellers ikke ville have gjort. Du er altså ikke alene, og det tænker jeg kan være rart for dig at vide, fordi man ellers kan føle sig ret alene i sådan en situation.

Men selv om du ikke er alene, er det selvfølgelig ikke nogen rar situation. Til gengæld synes jeg, at du har håndteret den rigtig fint indtil videre. Det kan du godt være stolt af. Da du fandt ud af, at han ikke var den, han udgav sig for at være, besluttede du, at du ikke ville mødes med ham, og det var rigtig klogt gjort. Den beslutning skal du blive ved med at holde fast i.  Også selv om han truer med at offentliggøre jeres chat og dit profilbillede.

Du skal skrive til ham, at du har fortalt en voksen om hans trusler, og at han skal stoppe med at kontakte dig lige med det samme. Hvis du har mulighed for det, skal du også blokere ham på de sociale medier, hvor I har kontakt.

Jeg ved jo ikke, hvad I har skrevet i den chat, som gør dig bange ved tanken om, at han vil offentliggøre det. Måske har I skrevet sammen om noget intimt eller seksuelt, eller måske har du sendt ham private billeder? Det kan også være, at du har fortalt ham nogle ting, du ikke har lyst til at andre skal vide. Eller måske er det bare det, at du overvejede at tage imod penge, som gør dig flov. Uanset hvad, så tror jeg ikke, at du behøver bekymre dig så meget for, om han gør alvor af det. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men det kunne godt lyde som tomme trusler… Du har ikke gjort noget ulovligt, hvorimod han selv er ved at bevæge sig ind på noget, der kan være ulovligt, idet han kommer med trusler – og det er han formentlig ikke interesseret i kommer frem i lyset.

Du fortæller, at du er bange for at sige det til din mor. Jeg tror, at mange andre, som har stået i din situation, har været lige så bange for at fortælle det til deres forældre. Alligevel råder vi altid til, at man fortæller det til nogle voksne (helst ens forældre), når sådan noget sker. Måske bliver din mor sur eller forskrækket, men i sidste ende vil hun nok være glad for, at du viser hende den tillid. Det vil også kunne give dig en tryghed, hvis hun ved besked.

Du fortæller ikke, hvilke oplysninger om dig, som manden har. Hvis han f.eks. ved, hvor du bor, er det særligt vigtigt, at du får fortalt dine forældre det. Hvis han fortsat kommer med trusler, kan du gemme chatsamtalerne som bevis – så har du noget på ham, ligesom han føler, at han har noget på dig. Hvis han begynder at komme med grovere trusler, er der mulighed for at politianmelde ham. Det kan du læse mere om på siden her, hvor du også kan finde tips og råd i forhold til sikker chat i fremtiden: https://bornetelefonen.dk/tema/digital-mobning.

Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt ro, og at du snart kommer til at føle dig tryg igen. Husk at du også altid kan ringe til os på BørneTelefonen på 116111. Vi vil meget gerne snakke med dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan er dit digitale fællesskab?

Når man skriver sammen online, kan tonen hurtigt blive grovere, og vi kan nemt misforstå hinanden. Det kan være fordi, vi ikke kan se andres reaktioner, og derfor ikke opdager, at de måske er blevet kede af det.

Er du blevet mobbet, holdt udenfor eller talt grimt til på nettet, er det ikke okay. Og der er heldigvis en masse voksne, som skal hjælpe dig med at få det stoppet, så du kan få det bedre.

Klik dig videre her og få gode råd til dit digitale liv og fællesskab!

Trin for trin hjælp
Har du været udsat for ulovlig billeddeling? Få hjælp her, hvis nogen har delt et billede eller en video af dig.

Er dine private billeder blevet delt?

billeddeling

Er dine private billeder blevet delt? Eller har du selv delt billeder eller videoer?

Uanset om du selv har delt, har modtaget noget eller selv er blevet krænket, er det det vigtigt, at du reagerer.

Læs mere her og få hjælp til, hvad du kan gøre hvis du er stødt på det eller selv har været udsat for billeddeling. Du kan også få gode råd, læse andre børns breve, quizze eller se film om billeddeling.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat