Hvad fejler jeg?
Kære brevkasse!
Jeg skændes ofte med min mor, vi kan slet ikke sammen. Jeg har aldrig ondt af hende, hvis hun kommer til skade er jeg ligeglad, hvis hun er trist så er jeg også ligeglad. Jeg har slet ingen empati med hende. Folk synes tit, at jeg er led overfor min mor (hvilket jeg også er..) :/ Men de kender hende ikke som jeg gør!
Hun er tit nedladende overfor mig, fortæller mig at jeg ikke har et liv, og at jeg aldrig vil få det. Hun siger at jeg nok heller aldrig vil flytte hjemmefra, fordi at jeg ikke er klog nok til at få et arbejde. De forstår slet ikke, hvorfor det er at jeg ikke bryder mig om hende, og hvorfor jeg er overfor hende som jeg nu er.
Alle sammen synes det er synd for hende, og at jeg er ond. For noget tid siden kaldte hun mig narcissistisk, og det fik mig til at tænke over en masse ting. Jeg har læst, om at være narcissistisk, og jeg føler at nogle af tingene passer på mig.
Jeg har ingen empati overfor min mor, men overfor andre mennesker har jeg. Jeg synes at det synd, hvis nogle mister en person de havde kær, hvis der er sket noget forfærdeligt er det også synd. Men når der handler om folk der kommer til skade, eller hvis de er kede af det, og de begynder at fortælle alle sammen om det, så har jeg ingen sympati.
Jeg er meget en person der er ”get over yourself” Agtig, og jeg bliver irriteret når folk prøver, at få medlidenhed. Men det stopper ikke der, jeg kan godt lide at kontrollere folk, selvom jeg hader at indrømme det! Jeg vil gerne have at folk gør, som jeg siger (for det meste.) Men samtidig hader jeg når folk fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg gør ofte det modsatte af, hvad de vil have bare for at være på tværs.
Jeg har intet problem med at lyve, men jeg får altid dårlig samvittighed, når jeg lyver. Jeg ved jo godt at det er forkert, og jeg prøver også at undgå det, men når jeg står i situationen så har jeg intet problem. Jeg har læst at psykopater heller ikke har noget problem med, at lyve. Jeg er rigtig bange for, om jeg måske er psykopat! 🙁 Jeg tænker også, måske sociopat?
Jeg har læst, at de kan lide at se andre være kede af det, og jeg har det helt fint, når min mor er ked af det :/ Jeg føler mig som sådan et dårligt menneske, men jeg er så ligeglad når min mor er ked af det. Normale mennesker ville trøste personen, men det gør jeg ikke. Jeg er bare ligeglad.
Men jeg føler også, at jeg har en grund. Jeg har bare aldrig følt at min mor elsker mig, hun har aldrig været der når jeg har været ked af det. Jeg kan sidde og græde mig selv ihjel, uden hun overhovedet gider at kigge på mig! Hun truer ofte med at tage min kat væk fra mig, for hun ved, hvor meget hun betyder for mig!!
Jeg plejede, at være meget følsom, men jeg føler ikke så mange følelser mere. Nogle gange føler jeg en kortvarig glæde, andre gange er jeg sur, og nogle gange trist. Men ligemeget hvad så er jeg bare så ligeglad. Jeg er ligeglad med skolen, med min familie, mine venner og mig selv. Jeg kan sidde og stirre ind i en væg i 20 minutter, uden at tænke noget.
Jeg tænker sjældent noget, for jeg er ligeglad. Og det her kommer til at lyde underligt, men nogle gange føler jeg at der er ”tåget??” inde i mit hovede, som om jeg havde røget noget, men jeg har aldrig røget noget! Og de dage hvor der er ”tåget” inde i mit hovede, der tænker jeg slet ikke noget overhovedet. Jeg er bare i min egen lille verden, de dage. Og nogle dage er det helt klart, hvor jeg bare føler mig glad, og som om intet kan gøre mig ked af det. Jeg hører højt musik, og danser rundt.
De ”klare” dage er de dage der er bedst men desværre også dem der er mindst af. Der er også en sidste ting, som er mere om det, at være psykopat/sociopat/narcissistisk; Jeg føler mig tit overlegen, hvis der er noget jeg er god til føler jeg, at jeg er den bedste og at jeg ved bedst. :/ I starten er jeg altid meget sød, rar og venlig. Men når man kommer tættere ind på mig, bliver jeg irritabel, arrogant, ”moody” og til tider ond!
Jeg har det som om, at hvis der var en verden, hvor det var det gode mod det onde, så ville jeg være ond – og alle andre ville være gode. Tit så går jeg over grænsen, og det ved jeg også godt selv. Jeg kommer til at sige forfærdelige ting, som var ment som en vittighed, men når jeg hører mig selv sige det så fortryder jeg det meget hurtigt!
Jeg har tænkt på at snakke med en therapist, men jeg ved at jeg aldrig ville kunne indrømme mine problemer, overfor en hvor jeg sidder face-to-face. Det kan jeg bare ikke. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre 🙁 Jeg har altid ondt i maven, det er ligesom, at alle mine følelser gemmer sig der, og det gør bare så ondt på en måde.. Jeg kan altid føle den nervøsitet, tænk hvis jeg siger noget dumt, eller går over grænsen igen?
Jeg håber at det en dag bliver bedre, men hvordan?
Hilsen C….