Kære pige på 14 år,
Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare godt, at du skriver til Brevkassen for at få hjælp, for jeg kan læse, at du tumler med en masse bekymringer.
Jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at have det sådan, som du har det lige nu – det er aldrig rart at bekymre sig, men du skal vide, at det er helt normalt og noget som alle oplever i større eller mindre grad. Det der er vigtigt er, at bekymringerne ikke får overtaget og kommer til at påvirke vores hverdag, som jeg godt lidt kan få et indtryk af, at de har haft en tendens til at gøre i dit tilfælde.
Du skriver, at du bekymrer dig over ting, som du godt ved er pjat – men i og med, at de har den effekt på dig, at du kommer til at gå med en klump i maven, ikke kan falde i søvn om aftenen eller låser dig inde og græder på skolens toiletter, fortæller det mig, at de, selvom de kan synes ligegyldige, måske bunder i noget dybere, som du har brug for hjælp til.
Du kalder selv dine bekymringer for ”tvangsbekymringer” og fortæller, at de giver dig en irrationel angst. Bekymringer og angst stammer ofte et sted fra – ikke altid et bevidst sted, som man lige selv kan sætte en finger på. Det har man brug for hjælp til at finde ud af og få bearbejdet, så man kan få kontrol over dem igen, så de ikke kommer til at fylde for meget.
Man kan også få hjælp til at få nogle redskaber, så man kan dæmpe dem i de tilfælde hvor, at de måske dukker op alligevel. Det er noget som din læge ved meget mere om og helt sikkert vil kunne hjælpe dig med. Man kunne godt forestille sig, at du kunne have gavn af at få en henvisning til en psykolog, der kan hjælpe dig med at finde ud af alt det her og lære dig at tøjle bekymringerne. Hvad tænker du mon om det?
Har du et godt forhold til din læge og kunne du forestille dig at snakke med ham/hende om alt det her? Jeg tror i hvert fald, at det vil være et godt sted at starte. Alternativt kunne du snakke med sundhedsplejersken på din skole, der måske i stedet kunne hjælpe dig med at kontakte skolepsykologen. Du opfylder formentlig kriterierne til at få en henvisning til en psykolog fra lægen, men der vil stadig være en lille egenbetaling modsat hos skolepsykologen, hvor det er gratis.
Du skriver ikke noget om, om der mon er nogen, der kender til alle dine bekymringer – jeg tænker på fx dine forældre, bedsteforældre eller god ven/veninde? Når man tumler med noget, der er svært, så er det vigtigt med støtte fra nogen omkring én, som man har et godt forhold til og stoler på. Måske den eller de også kunne hjælpe dig med at kontakte din læge eller sundhedsplejerske – det kan godt virke lidt overvældende at skulle stå for dette helt selv.
Jeg ved godt, at det kan være svært at skulle fortælle om noget, som man synes er svært. Men du har beskrevet din situation så fint her i brevet i til os – og på mig virker du altså som en rigtig fornuftig pige med et stort indblik i dig selv, selvom du måske ikke selv føler det lige nu. Det er styrker, som jeg er sikker på, at du kan bruge til at få styr på bekymringerne, inden de igen vokser sig alt for store.
Du kunne jo overveje, når og hvis du beslutter dig for at involvere nogen omkring dine tanker, at indlede samtalen med at vise dit brev og måske mit svar – det ved jeg fra andre børn og unge kan gøre det lidt lettere. Hvad tænker du mon om det – kunne det være en mulighed for dig? Og har du mon nogen i tankerne, som du kunne forestille dig at snakke med?
Jeg har nu givet dig mine tanker omkring din situation. Jeg håber, at du kan bruge dem til at komme videre. Du skal vide, at hvis du har brug for at snakke mere omkring det hele eller få flere råd, så er du altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på tlf: 116 111 eller kontakte os via Børnechatten eller SMS.
Rigtig meget held og lykke i kampen!
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
