Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

HUN ER DØD

jeg er en pige der er 11 år. HJÆLP MIG

min moster døde d. 13 december 2016 og min mor skal have nye lunger hvad skal jeg gøre.?

JEG ER BANGE 🙁

mvh m

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære m

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du er bange. For godt et år siden oplevede du, at din moster døde, og nu er din mor syg og skal opereres. Begge dele er voldsomme ting, som kan ryste både børn og voksne.

De fleste børn tænker ikke på, at man kan dø, før man bliver gammel. Sådan er det heldigvis også for de fleste mennesker, men ikke for alle. Du har oplevet, at din moster døde, før hun blev gammel, så du har en erfaring for, at man godt kan dø uden at være gammel. Det kan man som barn, blive meget bekymret og bange over.

Og da din mor ikke er rask, og skal have nye lunger, bliver du selvfølgelig bange for, hvordan det skal gå for hende. Jeg kan forestille mig, at mange bange tanker kører rundt i dit hoved. Måske tænker du, at din mor ikke bliver rask, måske tænker du, at din mor dør fra dig eller måske tænker du på, hvad der skal ske med dig, mens hun er indlagt, eller hvis hun dør.

Det bedste du kan gøre er, at få snakket med en voksen person om dine bange følelser og tanker. Hvis din mor ikke er for syg til, at du kan snakke lidt med hende om det, synes jeg, at du skal gøre det. Hun tænker helt sikkert også på, hvordan det skal gå, både med hende selv og med dig. Sommetider får man ikke rigtig snakket om sådanne svære ting i familien, fordi man er bange for, at gøre de andre kede af det. Måske kender du til det?

Men hvis man får fortalt hinanden om, hvordan man har det, viser det sig næsten altid, at de andre i familien har det på samme måde. Derfor kan det være en stor lettelse, når man ikke går alene med det mere.

Hvis du ikke har mulighed for at tale med din mor, synes jeg, du skal finde en anden voksen, du kan betro dig til. Måske en anden i familien eller din lærer? Du har nemlig brug for, at der er nogen, der kan tage sig af dig, nu hvor din mor er syg.

Når du har fået snakket med en voksen, kunne det måske være en idé, at I i fællesskab fandt et sted, der kan hjælpe dig mere. Der er nemlig forskellige grupper for børn, der lever med alvorlig sygdom i familien og/eller har oplevet dødsfald.

Kræftens Bekæmpelse har børnegrupper over hele landet. De har tlf.nr. 80301030. Hvis I googler www.cancer.dk/sorggrupper, kan I se hvor i landet de findes. Det er gratis at deltage, og de hjælper også selv om sygdommen ikke er kræft.  De har hjulpet mange børn, der har det svært ligesom du har det. Måske er det noget for dig?

Hvis du bor i København eller i nærheden, kan du få en støtteven, – en børnebuddy – som kan hjælpe dig i hverdagen. Deres tlf.nr. er 23733317, og man kan ringe alle torsdage mellem kl 12-14.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, så du ikke går alene med dine bange tanker og følelser mere. Du skal vide, at du også altid kan ringe til BørneTelefonen på 116 111. Der er rådgivere, der meget gerne vil hjælpe dig.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat