Homoseksuel kærestevold

Kære Brevkasse

Jeg ved efterhånden ikke hvor jeg skal gå hen mere, for jeg er virkelig ude på et sted, hvor jeg ikke længere kan bunde. Lad mig prøve at forklare så godt jeg kan, for jeg er både ked af det, såret og frustreret og vred.

For fire år siden kom jeg sammen med en enormt dejlig fyr og jeg svor på, vi havde det så godt sammen og der var ikke noget der overhovedet tydede på, at der skulle være noget i vejen. Vi flyttede så sammen, og det glædede vi os meget til og det gik alt sammen rigtig fint. Og ca. to år ind i det her så det godt ud. Men så var det som om, at det hele vendte 180 grader..

Min tidligere kæreste havde en tendens til at være dominant når det kom til det seksuelle, og ovre i den lidt voldsommere slags (det kunne være voldsom sex med kvælertag osv.). Men det var mere som om han var i lejligheden kun for det, ellers for det meste væk og bildte mig ind at han skulle på arbejde eller havde brug for noget tid med sin familie, hvilket var fint nok, for det respekterer jeg, at man også kan gøre ting hver for sig.

Men sådan blev det efterhånden til i længere tid, og så dum og naiv og trofast jeg er.. Jamen jeg brugte heller ikke meget tid i lejligheden, for der var jo ikke nogen at være i selskab med. Jeg stod pludselig med lejen alene, for han var ikke til at få fat i.

Så beslutter jeg mig for at finde ud af hvad der sker. Og jeg finder ud af, at min kæreste var mig utro.. Og det havde han været i lang tid med en anden. Jeg sagde ikke noget til at starte med.. jeg turde ikke en gang tage det op med ham. Men på en eller anden måde lykkedes det mig uden at gøre det direkte, den aften vi begge var i lejligheden.

Sex blev i stedet til vold og trusler.. han truede mig med at hvis jeg sagde noget eller gjorde noget, ville han gøre de værste ting og jeg ville fortryde det. Jeg var meget bange, så jeg gjorde ingenting, men jeg gjorde som der blev sagt. Jeg blev tæsket næsten hver aften, tvunget til sex og ting, jeg på ingen måde ville. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule det.

Jeg turde ikke fortælle nogen om det, for jeg vidste, han ville komme efter mig. Jeg havde nærmest forbud om at gå ud overhovedet, og mine venner kunne aldrig komme til mig, for min mobil lå altid gemt et sted, jeg ikke kendte. Jeg måtte gå i skole og til familiesammenkomster.

Det var det værste, jeg i mit liv har stået for som et menneske med ingen rettigheder og psykisk nedbrud.. Ingen fortjener det, ingen skulle nogensinde opleve hvordan det er, at være undertrykt og kontrolleret af “din kæreste”.

Sådan stod det på et halvt år, før jeg ikke kunne mere. Jeg var brugt og slidt og gennemtæsket, men jeg var alene i lejligheden og jeg smadrer et vindue for at komme ud, for alt andet var låst.. Jeg finder hjem til min veninde og fortæller alt, og den aften bliver min ekskæreste taget væk.

I al den tid hvor jeg prøvede at fortælle, blev jeg aldrig hørt eller set ordentligt. Folk ville ikke tro på mig, for de forstod ikke hvordan noget kunne lade sig gøre overhovedet. Det strøg lige forbi dem og jeg sad tilbage med det alene. Men nu her to år efter er jeg blevet hørt, og jeg har det godt hjemme hos mine forældre for en stund.

Jeg har svært ved at binde mig med nye mennesker, og jeg har svært ved at åbne mig op og overhovedet snakke, for jeg er bange for at blive såret og slået.. Jeg evd godt, at ikke alle kunne finde på det, men der er bare noget i mit hoved, der bliver ved med at advare mig.. Jeg vil så gerne slippe ud af det.

Det har forspildt så mange gode venskaber og så mange chancer for nye venskaber, for folk gider mig ikke, for de tror ikke, jeg har tillid til dem.. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal gøre tingene godt igen for mig selv og min omgangskreds..

Hvad skal jeg gøre? Jeg prøver mit bedste på at passe ind i tilværelse og være så åben jeg kan, men hver eneste gang er det som om, at der er en mekanisme, der holder mig tilbage. Det irriterer mig, og det ødelægger mit liv..

Kærlig hilsen A