Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjemve og bange

Hej
Jeg er en pige på 13 snart 14 år som har forældre som har været skilt i ca. 8-9 år

her de seneste år har jeg gået igennem en helt masse, og jeg har også fået hjemve som jeg snart har haft i 5 år

jeg kan ik sove os mine veninder dog er det blevet bedre med dem så det kan jeg snart..men jeg er hjemme ved min mor 24/7 og bestemmer faktisk selv hvem jeg vil være hjemme ved men i ferierne skal jeg enten være hjemme ved min far eller min mor undtagen i sommerferien der er jeg 2 uger ved min far og resten ved min mor,

jeg har fået lov til kun at være hjemme ved min far i den ene uge hvor vi skal i sommerhus men hvis de skal noget den anden uge hvor han har os skal jeg være med til det, og det har jeg det rigtigt svært ved fordi jeg vil gerne vide hvad jeg skal 1 uge før jeg skal det fordi ellers får jeg det helt dårligt og tænker på alt muligt.

Men i den ene uge vi skal være i sommerhus har jeg det rigtigt rigtigt dårlig flere måneder før og kan slet ik lade være med at tænke på det, og det syntes jeg er rigtigt irreternde og jeg tror der er noget galt med mig fordi der er ingen andre af dem jeg kender som er skilsmissebarn som har det sådan..jeg har helere aldrig set min mor og far snakke pænt sammen når vi sjælendt er sammen 🙁

har hørt min far engang har sagt til min mor at jeg skulle snakke med en om det og det tænker jeg tit på og så på om der er noget galt med mig..

jeg vil bare ik ha hjemve mere og jeg vil kunne ha et godt liv har tit tænk på alt muligt jeg kunne gøre ved mig selv..jeg vil bare at et liv som alle mine venner og veninder har det nemlig et perfekt liv..

det er jo ik min skyld at de blev skilt og ik kunne finde ud af det hvorfor skal det så gå ud over mig, og når min søster på 19 og bror på 21 selv må bestemme hvad de må..!

Hilsen en meget ked af det og opgivende pige

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Det kan være rigtig irriterende, når man er bange eller nervøs for noget. Det er der mange, der kender til. Hvis ikke for det ene, så for det andet.
Du er kun 13 år, så det er helt normalt at have hjemve. Det er der mange børn og unge, der har. 

Det er selvfølgelig meget, når man er utryg flere måneder i forvejen for fx en tur i sommerhus. Så når din far siger, at du bør tale med nogen om det, så er det nok fordi, han godt kunne tænke sig at være mere sammen med dig, og at du ikke var så utryg. Ligesom du selv beskriver, at du ønsker, at det skal være anderledes.

Der er intet galt med dig - absolut ikke. Men når noget fylder så meget, at det spænder ben for almindelige ting i ens hverdag, så er det helt sikkert en god idé at tale med nogen om det. Når man er skilsmissebarn, er det naturligt at man har nogle reaktioner. Man kan reagere meget forskelligt, så der er ikke noget galt med, at dem du har talt med, ikke kender det. Det er der sikkert nogle andre, der gør. Hvis ens forældre ikke kan tale sammen, bliver man utryg. Og den utryghed kan måske have vokset sig til den frygt og den hjemve, som du oplever. Mon det giver mening?

En psykolog kan hjælpe én med at finde ud af, hvorfor man har en bestemt følelse eller nogle bestemte tanker, og hvad man skal gøre, når det dukker op. 
På den måde, kan man faktisk lære at forstå og styre de ting, man er bange for eller utryg ved.
Det er det samme som at gå til tandlægen, når man skal have styr på tænderne. Hos psykologen kan man lære, at få styr på sine tanker og følelser.

Du kan også prøve at hjælpe dig selv lidt.
Du kan skrive ned, hvad det er, du er bange for; hvad du tænker og føler, når du er bange eller får hjemve. 
På den måde får du måske frygten ud af kroppen, så det ikke fylder indvendig. For når man går med ting indvendig, kan man godt få en følelse af, at det er meget værre, end det egentlig er. Man kan føle, at man bliver oversvømmet af frygten for noget bestemt. Måske kan du bruge denne guide på vores hjemmeside: https://bornetelefonen.dk/find-ro-0

Der er et ordsprog, der siger; at frygten i sig selv altid er værre end det, man er bange for. Kender du det?
For når man tænker sig om, så ved man jo godt, at der ikke sker noget. Men følelserne og tankerne kan nemt få én til at gå i panik alligevel.
Derfor er en psykolog en god idé. På den måde undgår man også, at det bliver værre.

Det synes jeg, at du skal tale med din mor om, så du kan få noget hjælp til, at tankerne fylder mindre.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen
 

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat