Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp

Navne i brevet er anonymiseret af redaktionen

jeg er utroligt tom inden i hele tiden men griner og smiler stadig.
men jeg overtænker alt og føler hele mit liv er ved at falde fra hinanden og har ingen kontrol over det. Jeg har døjet med negative ting i flere år og har været igennem ting som ingen på min alder burde være igennem, jeg havde tænkt flere gange at begå selvmord men jeg fik hjælp af mine forældre og har aldrig set dem mere skuffet og kede af det. Jeg har aldrig været god til at snakke med min forældre eller nogen som helst fra min familie. Jeg har gjort en pige gravid og snakker ikke med hende og har det alt for dårligt med det. Jeg bange for at sige det til mine forældre. Jeg har været tæt på at blive smidt ud af min efterskole og er bange for at blive smidt ud fordi mine forældre gør alt for at jeg kan gå deroppe. Vi har ikke så mange penge og de siger hvis priserne stiger har vi ikke råd til at bo der hvor vi bor. Jeg er bange for at jeg kommer tilbage til mine gammel rutiner med stoffer og er bange for at ramme bunden igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og alle de negative tanker kommer stille og roligt tilbage.

Håber jeg kan få en eller anden form af hjælp fra jer.
-M

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16 år

Det er så fint, at du skriver til BørneTelefonen, for jeg kan godt se, at du har mange ting, der er svære lige nu. Det lyder faktisk som om, at det har været sådan i et stykke tid.

Du fortæller, at du har døjet med negative ting i flere år. Du fortæller også, at du er bekymret for, at du kommer ud i et misbrug igen.

Jeg kan godt forstå, at du synes, at det kan være svært at snakke med dine forældre eller andre fra din familie. Når man er 16 år, er det meget almindeligt, at man gerne vil undgå, at forældrene ved alt. Mange har det også sådan, at det kan være svært at bære, hvis forældrene bliver meget kede af det eller skuffede – ligesom du oplevede.

Jeg forestiller mig, at det må have krævet så utroligt meget mod af dig, da du fortalte dem om dine selvmordstanker. Men du gjorde det og det hjalp.

Selvom du oplevede at dine forældre var påvirkede af det, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige at gøre. Det håber jeg også, at du selv ved – omend det lyder som om, at dine forældres reaktioner har sat sig fast i dig og måske gjort, at det føles sværere at række ud nu.

Du skriver, at du har været ting i gennem som ingen burde. Det lyder som om, at du på trods af nogle hårde ting faktisk har fået dig nogle rigtig vigtige og stærke evner til at passe på dig selv. Jeg kan godt se, at der sker ting som måske gør, at du ikke tænker sådan. For eksempel at du har gjort et pige gravid og hvordan det går på efterskolen. Men jeg vil gerne fortælle dig, hvad jeg også ser:

Jeg ser en dreng, der overlever hverdagen selvom den er svær. Et menneske, der smiler selvom tomheden er stor. Jeg ser et menneske, hvis indre er kaotisk, men også levende og eftertænksomt.

Men stærkest af alt, så ser jeg dig som en, der ikke giver op. En der kæmper selvom det hele nogle gange føles uoverskueligt. Du er sej – det er jeg slet ikke i tvivl om.

Du ejer også stor omsorg for din omverden og tænker meget over din plads i den. Du fortæller, at din familie ikke har så mange penge. Ud fra dit brev får jeg indtryk af, at du gerne vil undgå, at dine forældre får flere bekymringer. Måske er det også derfor, at du ikke har fået fortalt, hvordan det går på efterskolen og at der er en pige, som du har gjort gravid?

Ud fra dit brev, så lyder det som om, at dine forældre faktisk godt kan hjælpe dig. De har hjulpet dig tidligere og det lyder som om, at de stadig gerne vil sikre sig, at du har det godt. Her tænker jeg på din formulering: mine forældre gør alt.

Derfor tror jeg også, at det er vigtigt, at de ved hvordan du har det. Selvom jeg godt forstår, at du kan frygte deres reaktion og synes det er svært, så håber jeg at du vil huske på, at du har været ting igennem, som kræver hjælp fra voksne. Det lyder også som om, at dine forældre forstår det.

Jeg kan godt se, at du har det rigtig svært med at skulle fortælle dine forældre, hvordan du har det lige nu. Hvis det slet ikke føles som en mulighed er der heldigvis også andre du kan gå til.

Du kan ringe til den kommune, som du bor i. Du behøver blot at sige, at du har brug for at snakke med en ungerådgiver.

Alle kommuner har et gratis tilbud om rådgivning. Jeg tror, at det er vigtigt, at du får mulighed for at få snakket med en ungerådgiver om både pigens graviditet, din bekymring for misbrug og hvordan du selv har det. Det kan være rigtig svært at stå med det hele selv, når man er 16 år.

Hvis du synes, at det er svært at få kontaktet kommunen, vil jeg foreslå, at du snakker med den lærer på efterskolen, som du har mest tillid til. Måske kan du fortælle læreren om det, der er svært nu. Måske vil du hellere snakke med en uden for skolen, og så ved jeg, at skolen kan hjælpe med at få kontakt til en ungerådgiver i den kommune, du bor i.

Vores bisiddere kan også hjælpe. Jeg giver dig her et link, hvor du kan læse mere om at få en Bisidder fra Børns Vilkår . Jeg giver dig også et link til en video med Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Så kan du høre lidt om, hvad det vil sige at have en bisidder fra Børns Vilkår. Det er gratis at få en bisidder.

Hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning. Hvis du beslutter, at du vil have en bisidder, så har vi brug for at vide, hvem du er.

Hvis du ringer til os, og vi bliver bekymrede for dig, så skal vi fortælle det til din kommune, så vi kan sikre os, at du får hjælp. Men alt det kan du tale meget mere om med bisidderen. For nu kan du bare starte med at se det som en samtale med én voksen, der kan hjælpe dig endnu mere end jeg kan her.

Du har allerede vist, at du har forståelse for, hvordan din familie har det. Men det er også vigtigt at du har det godt. Selv hvis det skulle gøre dine forældre kede af det, så tror jeg alligevel at de hellere vil vide at du har brug for deres hjælp end ikke vide det. Husk på, at de har hjulpet dig før og derfor måske også kan gøre det igen.

Til slut vil jeg gentage mig selv fra tidligere: Du er sej! det er jeg ikke i tvivl om. Men du er også stærk, når du rækker ud og beder om hjælp. Jeg håber du vil bruge den styrke igen, når du skal have den hjælp, som du har ret til.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat