Kære pige på 21 år.
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du føler, at livet ikke er fair mod dig. Efter 4 hårde år efter din stedfars død, og din mors depression og alkoholisme, befinder du dig selv i en svær situation. Det er ikke retfærdigt, at du skulle opleve alt dette og nu kæmpe med bulimi, ensomhed og manglende selvværd.
Nej, det er ikke fair - og jeg ville ønske, det var anderledes for dig. Men... der er et håb og en vej til et bedre liv. Og håbet og vejen bærer du faktisk i dig selv. For du har taget mod til dig og har bedt om hjælp. Det viser en styrke, som vil kunne bære dig godt videre her i livet.
Som jeg læser dit brev, tænker jeg, at din mor har fået den rette behandling og hjælp, og at hun er ved at komme ovenpå igen. Det er godt at høre.
Men hvem har taget sig af dig? Kom du mon lidt i baggrunden, fordi din mor trængte meget til hjælp? Jeg får indtryk af, at du selv har klaret sorgen over din stedfars død. Måske er du gået meget stille med din sorg, fordi du gerne ville tage hensyn til din mor?
For 4 år siden var der desværre ingen, der opdagede, at du også havde brug for hjælp. Du klarede det så godt, du kunne. Det var sejt. Det har været en hård omgang, og det er slet ikke uforståeligt, at du i det kaos har udviklet en spiseforstyrrelse. Du har sikkert forsøgt at skabe kontrol i et liv uden kontrol.
Måske kan de sidste 4 års nedtur sammenlignes med en spiral, som du bare har fulgt nedad. Når man går nedad sådan en livsspiral, har man brug for, at der kommer en hånd og hjælper med at stoppe op.
Den hånd har du ikke fået, men nu har du givet dig selv en hånd til at stoppe den dårlige udvikling. Det er bare super! Og den hånd, du har givet dig selv, beder om hjælp. Det er så flot!
Jeg vil foreslå, at du kontakter LMS, landsforeningen mod spiseforstyrrelser. Det kan være rigtig svært at komme ud af en spiseforstyrrelse alene, og de er super dygtigte til at hjælpe med spiseforstyrrelsen og de ting, der ligger bag den. Du kan læse om dem her: https://www.lmsos.dk/
Der er også en anden rådgivning, du måske kunne have glæde af. Det er Børn, unge og sorg. Jeg kunne nemlig forestille mig, at du har noget ubearbejdet sorg efter din stedfars død. Prøv at se mere på deres hjemmesid her: http://www.bornungesorg.dk/om-os/
Tilsidst vil jeg også anbefale dig at kigge på Headspace http://www.headspace.dk/. Her vil du kunne møde andre i samme situation som dig - unge der føler sig forvirrede og usikre på livet. Du kan møde op og få en samtale, eller du kan ringe.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig videre i dit liv. Det fortjener du.
Mange gode tanker fra BørneTelefonen